Eliten fylder stadig mest på museerne

Museerne er populære som aldrig før. I 2018 boomede antallet af besøgende på flere museer i hovedstadsområdet. Louisiana i Humlebæk havde fx rekord med over 750.000 besøgende.

Besøgstallet er også på landsplan stigende, viser den nyeste undersøgelse af brugerne på de statsstøttede museer i 2017 fra Slots- og Kulturstyrelsen. Men samtidig konkluderer man, at flere besøgende ikke er lig med, at museerne når nye målgrupper. Kvinder over 50 år med en lang eller mellemlang videregående uddannelse er stadig kernebrugerne.

Siden Kulturministeriets oprettelse i 1961 har det ellers været et kulturpolitisk mål, at statsstøttet kunst og kultur skal nå ud til alle samfundets borgere.

Museernes manglende evne til at inkludere hele befolkningen er skidt for samfundet, mener Ane Hejlskov Larsen, der er lektor i museologi og kunsthistorie på Aarhus Universitet.

“Man kan ikke tvinge folk til at gå på museum. Men målsætningen om større diversitet er stadig vigtig. For museerne er en hjørnesten i demokratiet, da de fx spiller en stor rolle for, at vi fortolker historien nuanceret. Derfor er det problematisk, når de ikke når bredere ud, da det kan få negative konsekvenser, hvis man kun får fortalt én version af historien”, forklarer hun.

Hans Dam Christensen er professor i kulturformidling på Københavns Universitet og næstformand for Dansk Center for Museumsforskning. Han sætter i modsætning til Ane Hejlskov Larsen spørgsmålstegn ved, om det skæve brugermønster er et problem. For folk med kortere uddannelser har typisk andre kulturvaner, der kan være lige så værdifulde som at gå på museum, lyder det fra professoren:

“Spørgsmålet er, hvad de går glip af ved ikke at gå på museum. De går jo i stedet til fx koncerter og dyrker sport, og mænd er også mere aktive inden for frivilligt arbejde. Så det er jo ikke, fordi de ikke har vaner, der fremmer demokratiske værdier og dannelse. De har bare andre interesser”.

Ifølge Hans Dam Christensen viser det, at man ser den snævre brugerskare på museerne som et problem, at der er et vist hierarki inden for kulturforbrug.

“Vi beder jo heller ikke kvinden på 50 år med en lang uddannelse om at gå til hiphopkoncerter. Det viser, at det bliver set som mere “rigtigt” eller fint at gå på museum”.

Nedskæringer svækker diversitet
Men er der grundlag for at bevare statsstøtten til museerne, når eliten alligevel løber med det meste? Det mener Ane Hejlskov Larsen, at der er.

“Det er vigtigt, at museerne ikke kun fungerer på markedsvilkår, for statsstøtten skaber rum for at udveksle og generere ny viden på tværs af sociale skel”, siger hun.

Ane Hejlskov Larsen ser derfor heller ikke, at nedskæringerne de senere år på kulturområdet har gavnet diversiteten på museerne. For museer er også en forretning, og når støttekronerne bliver færre, er de nødt til at tage sikre valg.

“Museerne er nødt til at gå efter de målgrupper, der kan betale, når der er færre støttekroner på kistebunden. Og så er spørgsmålet, hvor langt man vil strække sig for social inklusion”, siger hun.

Ane Hejlskov Larsen understreger dog, at museerne også har et ansvar for at tage andre formidlingsgreb i brug for at nå bredere ud:

“Museerne kan blive langt bedre til at formidle deres viden. Fx ved at opbygge tættere relationer til publikum”.

Sjældne brugere løfter museet
Forsorgsmuseet er et af de museer, som har haft stor succes med at tiltrække flere “sjældne brugere”, som Slots- og Kulturstyrelsen i brugerundersøgelsen døber dem, der sjældent kommer på museerne. Fx kortuddannede og unge.

Her arbejder man aktivt på at inddrage de sjældne brugere og lader dem være “alternative eksperter”, forklarer formidlingschef Sarah Smed. Det kan fx være tidligere hjemløse, børnehjemsbørn eller folk, der har levet med misbrug. Og det har ud over at tale mere til andre brugertyper også løftet museet som helhed, forklarer formidlingschefen:

“Mange af museets temaer beskæftiger sig med at leve et liv på kanten, eller når livet gør ondt. Og det behøver man ikke at være hjemløs for at spejle sig i. Dermed bliver formidlingsproduktet også bedre, da det bliver mere autentisk”.

Sarah Smed medgiver, at det kan være lettere for et “temamuseum” som Forsorgsmuseet at inddrage og nå ud til dem, der sjældent kommer på museum. Hun mener dog ikke, at det er en undskyldning for ikke at henvende sig mere til andre brugertyper.

“Det er sundt for en kulturinstitution, for ellers risikerer man at blive et virkelighedsfjernt elfenbenstårn”, siger hun.

Museumsreform uden visioner
En politisk reform af museumsstøtten har været på vej længe. Kulturminister Mette Bock (LA) lægger vægt på, at den “skal skabe mulighed for nye initiativer og tilbud, der er relevante for alle borgere – unge som ældre”, skriver hun til Magisterbladet.

Men ifølge Ane Hejlskov Larsen taler politikerne med to tunger, når de fremhæver lige adgang for alle, da de i praksis har et meget snævert økonomisk fokus.

“Hvis man er optaget af demokratisering af museerne, fokuserer man på, hvem der kommer. Hvis man er interesseret i økonomi, kigger man på, hvor mange der kommer. Og det sidste har især optaget politikerne de senere år”.