Spring menu over
Dansk Magisterforening

De Konservative er uenige i Venstres kovendinger: ”Vi hopper ikke med på alle løfterne, hvis vi skal samarbejde med dem”

Merete Scheelsbeck Konservative

© Ftdk

Del artikel:

De Konservative har ikke tænkt sig at støtte op om alle Venstres valgløfter på uddannelsesområdet, hvis de vinder valget, siger partiets uddannelses- og forskningsordfører, Merete Scheelsbeck. Hun mener, at valgkampen er blevet en gavebod.

Hvis Venstre vil samarbejde med Det Konservative Folkeparti efter valget, så skal de nok regne med nogle diskussioner på uddannelsesområdet.

De Konservatives uddannelses- og forskningsordfører, Merete Scheelsbeck, deler nemlig ikke Venstres behov for at love en masse til uddannelsesområdet under den igangværende valgkamp.

”Vi bruger jo rigtig mange penge på uddannelse i Danmark, og det gør vi også efter et nogle år med omprioriteringsbidraget, så der er en bred enighed og forståelse af, at vi skal investere i uddannelse. Men jeg vil ikke gå ind og love, at der ikke vil blive omprioriteret inde for sektoren. Det skal vi først undersøge nærmere. Den her valgkamp er jo blevet en gavebod uden lige, og det er vi faktisk lidt nervøse ved. Vi skal jo helst også kunne finansiere alle de andre dele af vores samfund”, siger hun til Magisterbladet i forbindelse med valgføljetonen. 

VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti indgik i efteråret en aftale om at droppe omprioriteringsbidraget på uddannelsesområdet i 2022. I mellemtiden ville partierne beslutte, hvordan pengene fremadrettet skal prioriteres inde for uddannelsessektoren. 

Langt fra borgerlig politik

De Konservative bakker fortsæt op om aftalen. Merete Scheelsbeck forstår derfor ikke, hvorfor Venstre som en del af deres nye velfærdsløfte allerede vil sløjfe omprioriteringsbidraget fra næste år.

”Vi er enige i, at omprioriteringsbidraget skal stoppes på uddannelsesområdet i 2022, og så vil Venstre nu allerede love det fra næste år, men det har vi altså ikke finansiering til. Lige nu er der ikke finansiering til det, fordi de penge skal hentes fra et andet sted”, siger hun og fortsætter:

Den her valgkamp er jo blevet en gavebod uden lige, og det er vi faktisk lidt nervøse ved. Vi skal jo helst også kunne finansierer alle de andre dele af vores samfund.

”Venstre har i denne valgkamp været ude med mange ting, som ikke er konservativ eller borgerlig politik. Vi vil gerne holde de offentlige udgifter i ro, og det er ikke den retning, vi ser Venstre gå i lige nu. Vi kommer ikke til at hoppe med på alle de løfter, som Venstre har smidt om sig i forbindelse med den her valgkamp. Hvis vi skal samarbejde med dem, så skal der også være noget konservativ og borgerlig modvægt”.

Ifølge hende, handler det ikke om, at der nødvendigvis skal spares på området. Det handler derimod om, at partierne ikke skal love noget i en valgkamp, som de får svært ved at holde.

”Jeg synes, at det er lidt ansvarsløst. Vi bakker i hvert fald fortsat om aftalen, som blev indgået inden valgkampen. Vi mente det her, da vi gik ind i valgkampen, og det mener vi også under valgkampen, og det kommer vi også til at mene, når valgkampen er afsluttet”.

Fleksible uddannelser skal i spil

En af de ting, De konservative kæmper for på uddannelsesområdet, er mere fleksibilitet på de videregående uddannelser.

”Vi vil gerne arbejde videre med, at man kan have en fleksibel uddannelsesvej, så den enkelte elev har frihed til at gå sine egne veje, men at vedkommende stadig kan få en god uddannelse. Det er noget af det, vi har fokus på”.

Hvordan det?

”Vi har for eksempel kæmpet for at få indført den nye etårige masteruddannelse, så de studerende kan have en tæt tilknytning til arbejdsmarkedet ved siden af studiet. Det Konservative Folkeparti vil vi rigtig gerne arbejde for at der kommer en bedre kobling mellem, det du lærer på din videregående uddannelse, og hvordan du bruger det i erhvervslivet”. 

”Forhåbentlig kan vi efter valgkampen finde frem til et borgerligt Danmark igen, og vi håber, at Venstre vil vende tilbage til det”, siger Merete Scheelsbeck.