Forskerhjælp åbnede døren til en større målgruppe

Tycho Brahe Planetarium i København har en ubestridt stilling som hele landets astronomiske museum. Alligevel har det primært været en særlig begrænset gruppe, der har besøgt museets udstillinger: mænd, der i forvejen har viden og interesse omkring astronomi og astrofysik.

Ærgerligt, tænkte den formidlingsansvarlige Tina Ibsen. Men så ringede telefonen med et tilbud, hun ikke kunne sige nej til. I den anden ende af røret sad Marianne Achiam, lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på KU. Hun vidste, at Planetariet havde fået penge til en ny, stor udstilling, og hendes tilbud var, at museet blev indrulleret i det store forskningsprogram ’Vores Museum’, hvor museer og universitetsforskere i fællesskab undersøger, udvikler og evaluerer nye måder at udstille på.

”Det undrer mig, at det fortrinsvis er en særlig type gæster, der kommer her. Vi kunne godt tænke os at åbne faget op. Så vi ville prøve at undersøge, hvad det er ved astrofysikken, som folk har så svært ved. Og så snakkede vi om, at det kunne være godt at informere designet af udstillingen mere, i stedet for bare at gøre noget ud fra en mavefornemmelse, man har”, fortæller Tina Ibsen.

LÆS OGSÅ: Forskere vil redefinere god kvalitet for museer

Fokusgrupper med på råd
Sagen var bøf. Planetariet blev et projekt i programmet ’Vores Museum’, og der blev hyret en ph.d.-studerende – Line Nicolaisen – som skulle hjælpe museet med at skabe en udstilling, der appellerede bredt, ikke mindst til dem, der ikke i forvejen havde stjerner og planeter på hjernen.

Første skridt var en række workshops med nogle af Danmarks førende astrofysikforskere, der skulle indkredse de nye forskningsmæssige resultater inden for astrofysikken og hvilke af disse, der skulle indgå i udstillingen.

Næste skridt var at afprøve ideerne på nogle af de mennesker, man gerne ville have ind og se udstillingen.

”Line lavede nogle fokusgruppetest med børn og voksne, der skulle forholde sig til de ideer, Planetariet var nået frem til med forskerne. Så hvis fysikerne mente, det var interessant at udstille om sorte huller, tog Line det med til fokusgrupperne. Efterhånden kom der konkrete ideer til, hvordan udstillingen skulle se ud, og hele tiden testede hun det på fokusgrupperne”, fortæller Marianne Achiam.

Måtte ændre udstillingsdesign
Fokusgrupperne var sammensat med børn og voksne på kryds og tværs. Det fælles var, at ingen af forældrene havde fysikstudier bag sig eller andre forudsætninger for at interessere sig for astrofysik. Line Nicolaisen havde læst op på forskningen omkring museumsformidling af naturvidenskab, herunder hvordan piger reagerer på traditionelle ’science’-udstillinger. Og så havde hun en metodisk tilgang til det at arbejde med fokusgrupper.

”Line tog vores grundide over til brugergrupperne, design på plancherne og så videre. Vores grundidé med udstillingen var, at alt, vi er lavet af, kommer fra universet. Og det var grupperne helt med på og syntes var spændende. Nogle begyndte at sidde og kigge på deres hånd, da de fik det præsenteret - så vi vidste, vi var på rette vej”, fortæller Tina Ibsen.

Til gengæld stod grupperne af på den måde, udstillingen var designet på.

”Første idé var, at man bare kom ind, og så var der fri leg, i stedet for at man skulle igennem en labyrint-udstilling med et skarpt narrativ. Det kunne være spændende at åbne det op, men vi kunne se, at det ikke virkede efter hensigten, når man ikke var fodret med grundhistorien, så det ændrede vi faktisk”, siger hun.

Konsekvensen blev et nyt design med et entréområde, hvor publikum kunne få den grundlæggende fortælling på plads, inden de mere eksplorativt gik på opdagelse i udstillingen.

Periodisk system skræmte
Et eksempel på en observation, Line Nicolaisen gjorde i fokusgrupperne, var, hvordan en tavle med det periodiske system havde en decideret negativ effekt på nogle.

”Tanken var at bruge det periodiske system til at snakke om nogle af atomerne. Det havde jeg med til fokusgrupperne, men det gav dem straks følelse af, at det var for svært og ikke noget for dem. Det skyndte vi os at fjerne”, fortæller Line Nicolaisen.

Hun har selv en naturvidenskabelig uddannelse, og eksemplet siger noget om, at det, der opleves som elementær og let tilgængelig viden i en faggruppe, kan blive opfattet som svært og utilnærmeligt af andre.

”Det var lidt overraskende. Når man selv har arbejdet med det periodiske system og føler sig tryg ved det, tror man ikke, det er så skræmmende. Så en stor del af mit arbejde har været at finde ud af: hvordan kan vi tale om atomer på en måde, så det ikke er en ubehagelig oplevelse”, fortæller hun.

Der er nok ingen tvivl om, at man som fagperson kan være syltet ind i sit fag. Marianne Achiam, lektor.
Og det er, peger Marianne Achiam på, netop en af de udfordringer, mange museer har omkring deres formidling. Museumsformidlerne er ofte uddannet inden for den faglighed, de udstiller.

Faglige skyklapper
”Det, Line fandt ud af, var, at skal man servere astrofysik og rumfart, der appellerer bredt, handler det om ikke at lade blikket indsnævre af traditionelle måder at formidle det på. Der er nok ingen tvivl om, at man som fagperson kan være syltet ind i sit fag, og det er vigtigt at være opmærksom på, at der kan være den slags faglige skyklapper”, siger Marianne Achiam.

En anden beslutning, man tog for at rette udstillingen mod nye typer besøgende, var at skære ned på mængden af tal og teknologi.

”Vi har fjernet en del tal, og vi har faktisk ikke noget teknologi med på udstillingen – ikke noget om rumfærd, teleskoper og så videre. Tingene får lov at stå mere rent. Det er en af de måder, vi har arbejdet med køn, uden dermed at gøre det til en lyserød udstilling med plys. Vi siger selv, at vi ikke lavet en udstilling for piger, men en udstilling for flere”, siger Tina Ibsen.

Ikke uden forhindringer
Udstillingen Made in Space åbnede 1. februar og har på mange måder været en stor succes med gode anmeldelser i dagspressen og flere priser – først og fremmest den internationale museumspris Mariano Gago Sustainable Success Ecsite Award.

Tina Ibsen erklærer også samarbejdet med Line Nicolaisen for en succes. Men, tilføjer hun, ikke en succes uden forhindringer.

”Vi har undervejs skullet snakke om, hvordan vi opretholder det gode samarbejde. Jeg har for eksempel skullet gøre det klart for Line, at vi har en proces, hvor vi ikke vil have tingene ud af huset. Så der har været begrænsninger for, hvad hun kunne dele med andre. Og så en løbende dialog om, at vi havde en deadline, vi skulle overholde. Hun skulle arbejde hurtigere og måske mindre grundigt, end hvad forskere normalt gør”, siger hun.

Det bekræfter Line Nicolaisen.

”Jeg skulle arbejde rigtig hurtigt. I forskningsprojekter har man normalt halve år til at se på datamaterialet, men jeg har været nødt til bare at se på, hvad vi kunne trække ud og bruge, og så komme videre”.

Med og uden forskerhjælp
Marianne Achiam slår fast, at det ikke kræver hjælp fra forskere, hvis museer vil arbejde med fokusgrupper og brugerinddragelse.

”Det behøver absolut ikke være forkromede forskningsprojekter. Mindre kan sagtens gøre det. Og der findes en masse eksempler på, at museer gør det her på egen hånd. Det kan i princippet blot være, at man viser en gruppe borgere nogle genstande og spørger: hvad tænker I, når I ser dette? Allerede der har man nogle svar.

Men står det til Tina Ibsen, er det ikke sidste gang, der er forskningskræfter inde over, når Planetariet laver udstilling.

”Vi kan godt selv arbejde med brugergrupper. Men en ting, jeg har lært, er, at der er mange måder at spørge og lytte på. Didaktik er et meget anderledes felt end det, jeg kommer fra. Så jeg ville elske at have forskere på i alle de store udstillingsprojekter, vi kommer til at have fremover”.

Denne artikel stammer fra sektorbladet DM Natur & Kultur. Læs hele magasinet på dm.dk.