Forskningschef: Forhandlingssystemet har spillet fallit
© Cepos
Grundtanken bag den danske model har været, at parterne i fælleskab fandt sammen om det muliges kunst. Den ide er nu død, og det vil få vidtrækkende konsekvenser for de offentlige velfærdsløsninger, mener forskningschef i CEPOS.
Med tre konflikter ud af fem mulige siden 2008 kunne det se ud som om, at den danske model består af et aftalesystem, hvor to parter står i hvert sit hjørne og har svært ved at tale sammen.
Det er i strid med selve ideen med hele systemet, som er, at parterne i fælleskab finder sammen om et kompromis, som alle kan leve med.
Det siger forskningschef i Cepos, Henrik Christoffersen, der er økonom og tidligere forskningsleder i det daværende AKF (Anvendt KommunalForskning).
Han henviser blandt andet til, at det i 1960’erne blandt andet blev overvejet at udvide modellen til en trepartsmodel, hvor Det Økonomiske Råd (DØR), skulle sidde med ved forhandlingerne.
Tanken var, at den danske model skulle være en form frivillig økonomisk samordning, hvor parterne i ro og mag, baseret på objektive og videnskabelige kriterier, satte sig ned og fandt ud af, hvad der var muligt og råd til i den aktuelle økonomiske situation.
”I ly af efterkrigstiden havde man i 1960’erne den tanke, at den danske model kunne fungere efter en form for konsensusideologi, der tog hensyn til langsigtede mål om vækst”, siger Henrik Christoffersen.
Den aktuelle situation og de seneste års konflikter, peger imidlertid i den helt anden retning, mener han. Ja faktisk tyder meget på, at forhandlingsmodellen er død.
Fælles velfærd på spil
Men ikke nok med det. For når arbejdergivere og faglige organisationer i den offentlige sektor ikke kan blive enige om noget som helst, ja så er det i virkeligheden også selve de offentlige institutioner og de offentlige velfærdsløsninger, der bliver påvirket, mener Henrik Christoffersen.
Det er nemlig sammenhængskraften i de offentlige institutioner, der lider, når det fælles hensyn til den langsigtede udvikling ikke længere findes.
Eller sagt mere banalt: Konflikterne øger ikke tiltroen til de konfliktramte institutioner.
”Det ser noget dystert ud. Jeg tror, at selvom man ikke kan blive enige, så må tingene nødvendigvis blive afstemt, og den mekanisme, jeg tror, vi får, vil være mere markedsmæssig”.
Henrik Christoffersen peger på lærerlockouten i 2013 som et godt eksempel.
”Selvom vi ikke kan finde ud af at tale sammen, bliver tingene jo alligevel stemt af. Og når Folkeskolen kører sur i det, når de offentlige velfærdsløsninger ikke er optimale, så begynder folk at vælge andre løsninger. De vælger private skoler”, siger han.
”Pointen er jo, at der udvikler sig et rum for andre måder at organisere tingene på, og det er så ikke længere en mekanisme, vi i fællesskab har besluttet os for”.
I de aktuelle forhandlinger ser Henrik Christoffersen også et vigtigt brud. Han peger på, at reguleringsordningen i princippet har haft samme funktion som den økonomiske samordning, man talte om i 1960’erne.
Men nu ser reguleringsordningen også ud til at være brudt sammen, dvs. den automatiske mekanisme, der sikrer en parallel lønudvikling mellem det offentlige og det private område. I stedet for lyder retorikken fra eksempelvis FOA’s Dennis Kristensen, at ”vi har fortjent noget mere”, mener Henrik Christoffersen.
Men det er vel ikke meget anderledes, end når Sophie Løhde siger om lønmodtagerne, at ” de er mest optaget af at tage og ikke give”?
”Men så har vi jo forladt balancetankegangen, og det opfatter jeg som et fundamentalt skred. Jeg ved ikke, om man så kunne få nogle uvildige parter, fx vismændene eller forligsinstitutionen, til at forholde sig til mekanismen. Men det er ikke det, jeg hører, der bliver sagt, og det, tror jeg, vil få dybe konsekvenser på sigt”, siger Henrik Christoffersen
Det er i strid med selve ideen med hele systemet, som er, at parterne i fælleskab finder sammen om et kompromis, som alle kan leve med.
Det siger forskningschef i Cepos, Henrik Christoffersen, der er økonom og tidligere forskningsleder i det daværende AKF (Anvendt KommunalForskning).
Han henviser blandt andet til, at det i 1960’erne blandt andet blev overvejet at udvide modellen til en trepartsmodel, hvor Det Økonomiske Råd (DØR), skulle sidde med ved forhandlingerne.
Tanken var, at den danske model skulle være en form frivillig økonomisk samordning, hvor parterne i ro og mag, baseret på objektive og videnskabelige kriterier, satte sig ned og fandt ud af, hvad der var muligt og råd til i den aktuelle økonomiske situation.
”I ly af efterkrigstiden havde man i 1960’erne den tanke, at den danske model kunne fungere efter en form for konsensusideologi, der tog hensyn til langsigtede mål om vækst”, siger Henrik Christoffersen.
Den aktuelle situation og de seneste års konflikter, peger imidlertid i den helt anden retning, mener han. Ja faktisk tyder meget på, at forhandlingsmodellen er død.
Fælles velfærd på spil
Men ikke nok med det. For når arbejdergivere og faglige organisationer i den offentlige sektor ikke kan blive enige om noget som helst, ja så er det i virkeligheden også selve de offentlige institutioner og de offentlige velfærdsløsninger, der bliver påvirket, mener Henrik Christoffersen.
Det er nemlig sammenhængskraften i de offentlige institutioner, der lider, når det fælles hensyn til den langsigtede udvikling ikke længere findes.
Eller sagt mere banalt: Konflikterne øger ikke tiltroen til de konfliktramte institutioner.
”Det ser noget dystert ud. Jeg tror, at selvom man ikke kan blive enige, så må tingene nødvendigvis blive afstemt, og den mekanisme, jeg tror, vi får, vil være mere markedsmæssig”.
Henrik Christoffersen peger på lærerlockouten i 2013 som et godt eksempel.
”Selvom vi ikke kan finde ud af at tale sammen, bliver tingene jo alligevel stemt af. Og når Folkeskolen kører sur i det, når de offentlige velfærdsløsninger ikke er optimale, så begynder folk at vælge andre løsninger. De vælger private skoler”, siger han.
”Pointen er jo, at der udvikler sig et rum for andre måder at organisere tingene på, og det er så ikke længere en mekanisme, vi i fællesskab har besluttet os for”.
I de aktuelle forhandlinger ser Henrik Christoffersen også et vigtigt brud. Han peger på, at reguleringsordningen i princippet har haft samme funktion som den økonomiske samordning, man talte om i 1960’erne.
Men nu ser reguleringsordningen også ud til at være brudt sammen, dvs. den automatiske mekanisme, der sikrer en parallel lønudvikling mellem det offentlige og det private område. I stedet for lyder retorikken fra eksempelvis FOA’s Dennis Kristensen, at ”vi har fortjent noget mere”, mener Henrik Christoffersen.
Men det er vel ikke meget anderledes, end når Sophie Løhde siger om lønmodtagerne, at ” de er mest optaget af at tage og ikke give”?
”Men så har vi jo forladt balancetankegangen, og det opfatter jeg som et fundamentalt skred. Jeg ved ikke, om man så kunne få nogle uvildige parter, fx vismændene eller forligsinstitutionen, til at forholde sig til mekanismen. Men det er ikke det, jeg hører, der bliver sagt, og det, tror jeg, vil få dybe konsekvenser på sigt”, siger Henrik Christoffersen
