Charlotte Ormstrup kører 786 kilometer om ugen for at undervise
© Jesper Voldgaard
Den omrejsende adjunkt Charlotte Ormstrup bruger 786 kilometer om ugen på transport, fordi hun underviser i naturfag og kemi på VIA-adresser og kurser i hele Region Midtjylland. Med 10 nye uddannelsesstationer på vej får hun snart følgeskab af flere undervisere, der skal pendle.
Mandag i Skive, tirsdag i Vejle og onsdag i Silkeborg på Campus Bindslev. Torsdagen opdelt med undervisning i Skive og møde i Silkeborg, mens fredagen starter med undervisning i Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro før arbejdsugens sidste stop i Silkeborg.
I alt 786 kilometer, når transporten fra hjemmet i Kibæk uden for Herning bliver medregnet.
Sådan så kørselsopgørelsen ud for en gennemsnitlig arbejdsuge i slutningen af 2017 hos Charlotte Ormstrup, adjunkt på VIA UC med linjefag i N/T (natur og teknologi) og F/K (fysik og kemi).
Igennem snart fem år har hun med afsæt i Campus Silkeborg været omrejsende underviser på flere adresser under VIA og på kurser under professionshøjskolens efter- og videreuddannelse i hele Region Midtjylland. Et omflakkende arbejdsliv, som hun deler med flere kolleger i VIA, og som i hendes tilfælde betyder, at undervisningsmaterialer som pipetter og pH-papir sjældent forlader bilen.
“Jeg holder utroligt meget af variationen i mit arbejde, og jeg kan godt lide, at der er brug for mig mange steder. Da jeg startede i jobbet for fem år siden, valgte jeg selv at blive ansat med både Skive og Silkeborg som mit ansvarsområde. Den øvrige kursusvirksomhed skyldes, at hele regionen opgraderer folkeskolelærerne i N/T. Det er en helt central opgave for VIA at sprede sine aktiviteter ud i hele Midtjylland”, fortæller Charlotte Ormstrup.
Småopgaver falder mellem to stole
Regeringens plan om allerede i år at etablere 10 nye uddannelsesstationer uden for de store byer vil efter alt at dømme kun betyde enkelte nye faste underviserjob på professionshøjskolerne og erhvervsakademierne.
Mellem 500 og 1.000 studiepladser skal oprettes uden for de store byer, og forventningen er, at det meste af undervisningen skal varetages af medarbejdere, der kommer til at pendle mellem campus og de små udbudssteder, ligesom Charlotte Ormstrup.
Hun arbejdede som folkeskolelærer i 19 år, før hun kom til VIA. Hun siger, at der er stor forskel på at være omrejsende adjunkt og fast medarbejder ét sted.
“Der er gode folk alle vegne, men jeg kan virkelig savne den tætte kontakt til kolleger, der har samme jobindhold som mig. I mange sammenhænge er jeg efter fem år stadig “ny”, fordi det tager tid at opbygge et nært forhold til folk. Det tager også tid at forstå de arbejdspladser, man ikke er tilknyttet på daglig basis”, forklarer hun.
De dage, hun er i Skive, bruger hun hovedparten af sin tid med de studerende. Og alligevel synes hun ikke, at de altid får tid nok med deres underviser.
“Forleden kom jeg forbi to studerende på gangen, og fordi jeg så dem, slog det mig, at der var noget med deres praktik-ophold, jeg skulle have styr på. Der er mange af den type småopgaver, som risikerer at falde ned mellem to stole, hvis man ikke lige får talt med de andre undervisere”, påpeger Charlotte Ormstrup.
Det piner hende også, at laboratoriet i Skive ikke er blevet brugt i to år.
“De år, hvor der ikke er studerende nok til linjefaget, er lokalerne aflåst. De år, hvor der er undervisning, er der ingen faste facilitatorer. Det er vanskeligere at trække et levende studiemiljø i gang på N/T, end hvis der var lærerkræfter til stede hele tiden”, fastslår hun.
Skal man have et arbejdsliv som hendes til at fungere nogenlunde fornuftigt, kræver det flere ting, mener 52-årige Charlotte Ormstrup:
“Hvis ikke jeg havde stor frihed til at planlægge mine dage, så ville det blive for surt. Jeg prøver så vidt muligt kun at skulle møde på én adresse om dagen – det lykkes ikke altid”.
Hun prøver også at indbygge nogle åndehuller i sin planlægning, fx en hjemmearbejdsdag, så hun lige kan samle sig:
“Hvis ikke jeg havde min leders forståelse for, at det er helt nødvendigt, så tror jeg, det ville ramle. Men jeg kender stadig ikke mine kolleger”.
I alt 786 kilometer, når transporten fra hjemmet i Kibæk uden for Herning bliver medregnet.
Sådan så kørselsopgørelsen ud for en gennemsnitlig arbejdsuge i slutningen af 2017 hos Charlotte Ormstrup, adjunkt på VIA UC med linjefag i N/T (natur og teknologi) og F/K (fysik og kemi).
Igennem snart fem år har hun med afsæt i Campus Silkeborg været omrejsende underviser på flere adresser under VIA og på kurser under professionshøjskolens efter- og videreuddannelse i hele Region Midtjylland. Et omflakkende arbejdsliv, som hun deler med flere kolleger i VIA, og som i hendes tilfælde betyder, at undervisningsmaterialer som pipetter og pH-papir sjældent forlader bilen.
“Jeg holder utroligt meget af variationen i mit arbejde, og jeg kan godt lide, at der er brug for mig mange steder. Da jeg startede i jobbet for fem år siden, valgte jeg selv at blive ansat med både Skive og Silkeborg som mit ansvarsområde. Den øvrige kursusvirksomhed skyldes, at hele regionen opgraderer folkeskolelærerne i N/T. Det er en helt central opgave for VIA at sprede sine aktiviteter ud i hele Midtjylland”, fortæller Charlotte Ormstrup.
Småopgaver falder mellem to stole
Regeringens plan om allerede i år at etablere 10 nye uddannelsesstationer uden for de store byer vil efter alt at dømme kun betyde enkelte nye faste underviserjob på professionshøjskolerne og erhvervsakademierne.
Mellem 500 og 1.000 studiepladser skal oprettes uden for de store byer, og forventningen er, at det meste af undervisningen skal varetages af medarbejdere, der kommer til at pendle mellem campus og de små udbudssteder, ligesom Charlotte Ormstrup.
Hun arbejdede som folkeskolelærer i 19 år, før hun kom til VIA. Hun siger, at der er stor forskel på at være omrejsende adjunkt og fast medarbejder ét sted.
“Der er gode folk alle vegne, men jeg kan virkelig savne den tætte kontakt til kolleger, der har samme jobindhold som mig. I mange sammenhænge er jeg efter fem år stadig “ny”, fordi det tager tid at opbygge et nært forhold til folk. Det tager også tid at forstå de arbejdspladser, man ikke er tilknyttet på daglig basis”, forklarer hun.
De dage, hun er i Skive, bruger hun hovedparten af sin tid med de studerende. Og alligevel synes hun ikke, at de altid får tid nok med deres underviser.
“Forleden kom jeg forbi to studerende på gangen, og fordi jeg så dem, slog det mig, at der var noget med deres praktik-ophold, jeg skulle have styr på. Der er mange af den type småopgaver, som risikerer at falde ned mellem to stole, hvis man ikke lige får talt med de andre undervisere”, påpeger Charlotte Ormstrup.
Det piner hende også, at laboratoriet i Skive ikke er blevet brugt i to år.
“De år, hvor der ikke er studerende nok til linjefaget, er lokalerne aflåst. De år, hvor der er undervisning, er der ingen faste facilitatorer. Det er vanskeligere at trække et levende studiemiljø i gang på N/T, end hvis der var lærerkræfter til stede hele tiden”, fastslår hun.
Skal man have et arbejdsliv som hendes til at fungere nogenlunde fornuftigt, kræver det flere ting, mener 52-årige Charlotte Ormstrup:
- At man kan bruge tiden i sin bil på noget, man holder af. Fx høre radio eller koble fra og tænke.
- At man har en vis livs- og undervisererfaring, så man ikke skal starte fra bunden hele tiden.
- At man ikke har små børn, der skal hentes inden for institutionernes åbningstid
- At man kan finde ud af at køre solo
- At man har sin ledelses accept af og opbakning til at kunne tilrettelægge frit.
“Hvis ikke jeg havde stor frihed til at planlægge mine dage, så ville det blive for surt. Jeg prøver så vidt muligt kun at skulle møde på én adresse om dagen – det lykkes ikke altid”.
Hun prøver også at indbygge nogle åndehuller i sin planlægning, fx en hjemmearbejdsdag, så hun lige kan samle sig:
“Hvis ikke jeg havde min leders forståelse for, at det er helt nødvendigt, så tror jeg, det ville ramle. Men jeg kender stadig ikke mine kolleger”.
