Ny forskning: Danmark er konfliktførende i Norden
Mellem 2008 og 2016 har Danmark tabt over 1 mio. arbejdsdage på grund af konflikter i den offentlige sektor, flere end Sverige, Norge og Finland til sammen, viser ny forskning. Danmark er desuden det eneste land, som ikke har en ordning, som forhindrer en regering i at spekulere i en konflikt.
I perioden 2008 til 2016 er over én million danske arbejdsdage gået tabt på grund af konflikter i den offentlige sektor. Det er mere end i de tre andre nordiske lande tilsammen har tabt.
Det viser et nyt forskningsstudie om offentlige overenskomstforhandlinger og konfliktløsning, hvor Danmark sættes i et nordisk perspektiv, som post.doc. og Ph.d. på CARMA på Aalborg Universitet Laust Høgedahl netop har udarbejdet.
Mens Danmark mellem 2008 og 2016 tabte knap 1,1 mio. arbejdsdage, tabte Norge 528.000 arbejdsdage, Finland 314.000 arbejdsdage og Sverige bare 44.000 arbejdsdage på grund af konflikter i de respektive landes offentlige sektorer.
”Når vi har konflikt i den offentlige sektor i Danmark, er de ofte meget omfattende og meget lange. Der er noget, som tyder på, at aftale- og konfliktmodellen i den danske offentlige sektor ikke fungerer godt nok”, siger Laust Høgedahl.
Det er i Danmark storkonflikten i 2008 og lærerlockouten i 2013, som står for stort set alle de tabte arbejdsdage i perioden.
Studiet finder desuden, at konfliktniveauet i Danmark er højere end det er i de andre nordiske lande. Mens niveauet i Danmark er ”relativt højt”, er det i de andre nordiske lande enten ”moderat” eller ”lavt”.
Regeringen påvirker aftalemodellen
Mens konfliktniveauet i den offentlige sektor i Danmark er højt, så er konfliktniveauet i den danske private sektor samtidigt historisk lavt.
Man skal faktisk tilbage til 1998 for at finde den sidste store private konflikt. I den offentlige sektor var der derimod store konflikter herhjemme både i 2008 og 2013.
Ifølge Laust Høgedahl er et af problemerne med den aktuelle danske aftalemodel i den offentlige sektor, at arbejdsgivere, staten, også er lovgivere. Det påvirker aftalemodellen på flere måder.
”Det handler først og fremmest om, at når der er konflikt i Danmark, så kan den danske regering vælge at gribe ind med et lovindgreb og dermed prompte afslutte konflikten. Og langt de fleste konflikter på det offentlige område er blevet afsluttet netop sådan”, siger Laust Høgedahl.
Konflikten i 2008 var et særtilfælde, for der kom ikke et regeringsindgreb. Ellers er det normen, at en dansk regering griber ind, når der er konflikt i den offentlige sektor, påpeger forskeren.
Danmark adskiller sig
Et regeringsindgreb skulle afspejle indgriben fra en neutral tredjepart, hvor både lønmodtagere og arbejdsgivere bliver tilgodeset.
I Norden er det udover i Danmark kun Norge, hvor regeringen har tradition for at gribe ind i en konflikt. Men i Norge har man anden tradition for, hvordan en konflikt kan afsluttes ved lovindgreb. Her overlades indgrebet nemlig til et uafhængigt Lønråd. Det betyder, at en norsk regering ikke ligesom en dansk regering kan spekulere i et lovindgreb.
”I Danmark har aftalemodellen bygget på den uformelle gentlemanaftale, at regeringen ikke spekulerer i sin dobbeltrolle som arbejdsgiver og lovgiver, men det skete i lærerlockouten i 2013”, siger Laust Høgedahl.
Han forklarer, at Danmark dermed også er det eneste nordiske land som ikke har en særlig institution der kan afmontere, at en regering spekulerer i en konflikt.
”Det er derfor værd at diskutere, om der er for lidt armslængdeprincip”, siger Laust Høgedahl.
Det mulige problem forstærkes ifølge ham af, at der i disse år desuden er kommet et stort pres på den offentlige sektor, hvor løn og arbejdsvilkår er blevet en integreret del af udgiftspolitikken.
”Derfor er der et stort politisk fokus på at løn- og arbejdsvilkår skal bidrage til effektiviseringer og samlede besparelser”, siger Laust Høgedahl.
Danmark evaluerer ikke modellen, men det gør de andre
I Danmark har vi på intet tidspunkt haft en proces, hvor man har haft aftale- og konfliktmodellen op til et serviceeftersyn. Det er derimod sket løbende i de tre andre nordiske lande, påpeger forskeren.
”Netop fordi vi er konfliktførende og har haft to store konflikter inden for blot fem år og samtidig har et stort effektivitetspres på den offentlige sektor, ville det være en god ide, at parterne indleder en dialog om en fremtidig indretning af aftale- og konfliktmodellen, hvilket man ikke har gjort siden man kopierede modellen fra den private sektor”, siger Laust Høgedahl.
Han undrer sig over, at arbejdsgiverne og lønmodtagerne ikke har evalueret aftalemodellen løbende, for det er jo parterne, der sætter rammerne for forhandlingerne.
”Skal modellen ændres, skal det komme fra parterne selv. Når vi har konflikt, er det rigtig, rigtig dyrt og også besværligt for borgerne. Ud fra et samfundshensyn har parterne derfor også et ansvar for, at modellen fungerer bedst muligt”, siger Laust Høgedahl.
