Mandeforsker: Derfor krænker mænd kvinder

Kenneth Reinicke, hvorfor tror du, at der er så stor forskel på, hvordan nogle mænd opfatter sex- og kønschikane, når man sammenligner med, hvordan kvinder kan opfatte den samme situation?
Noget af det sikreste viden, vi har om, hvad seksuel chikane er, og hvordan det kommer til udtryk, er, at mænd og kvinder opfatter det meget forskelligt. Der vil helt sikkert være nogle mænd, som blankt afviser at have gjort noget, men der er faktisk en del mænd, som simpelthen ikke har den indsigt og empatiske indlevelsesevne, der skal til for at forstå, hvad sexchikane kan medføre af negative konsekvenser for den det går ud over. Måske også fordi de ikke selv er blevet konfronteret med det.

Det er fx meget interessant at kigge på et sted som The Everyday Sexism Project. Noget af det der beskrives er helt grotesk. Hvor man kan se, at manden føler sig berettiget til at kræve kvindens opmærksomhed og dernæst chikanere hende. Og hvor man må spørge sig selv: Hvordan kan man uden nogen form for forudgående flirten eller kontakt gå så aggressivt og åbenlyst krænkende til værks helt uden at respektere kvindens afvisninger? Ofte reagerer de her mænd meget vredt og aggressivt, og pludselig er kvinden en ’bitch’, ’luder’ eller ’møgfisse’. Og hvor kvinderne bag efter spørger sig selv: ”Hvor kom det her fra? Jeg stod bare og drak en øl på en bar”.

Du arbejder for tiden på en bog om, hvorfor mænd udøver sexchikane. Hvorfor er det vigtigt at finde ud af, hvad det er for en type mænd, der krænker kvinder, og hvorfor de gør det?
Jeg har kastet mig ud i det her bogprojekt, fordi det ligger i naturlig forlængelse af de ting, jeg har beskæftiget mig med før. Altså de kontroversielle aspekter af mænds liv som sexkøb og vold i hjemmet. Men sexchikane har været en hændelse, som ikke rigtig har haft noget navn. Også fordi det som mand har været så kulturelt accepteret at være udadvendt og initiativtagende og på ingen måde skjule sin interesse for kvinder. Der er meget lidt konsensus om, hvad der er krænkelser, overskridelser af grænser eller komplimenter. Og det mere flygtige møde med fremmede i det offentlige rum er sværere at regulere end på arbejdsmarkedet. Men selv der – når det ikke har handlet om fx en chef, der udnytter sin magt til at have sex med en medarbejder, hvilket snart sagt alle er enige om er et overgreb – så er det sværere at definere og blive enige om, når det handler om den bredere sex- eller kønschikane på arbejdspladsen. I retssager kan det nogle gange falde på, at det bare har været en frisk tone, eller at der ikke har været nok vidner til hændelsen. Og det viser jo igen, at der også bredt i vores samfund er stor forskel på, hvordan de her situationer opfattes, og at der er brug for, at vi taler åbent om det.

Hvorfor tror du, at disse mænd gør det?
Berettigelsen er meget central. I modsætning til den rene vold har det her berøringsflader til de kulturelt accepterede grænser, som vi alle sammen opererer under. Hvor man måske overskrider egne og modpartens grænser en smule, og pludselig er man gift og har børn. Men hvor det tager udgangspunkt i, at mænd har initiativretten. Det er manden, der skal tage første skridt. Og det kan i mange henseender være en udmærket kulturel praksis, men det kan desværre også skabe tråde over i det kulturelt afvigende, hvor det er beslægtet med voldsudøvere og voldtægtsforbryderes måde at retfærdiggøre deres handlinger via et problematisk syn på kvinder og helt uden at være i stand til at vende blikket indad eller stoppe, selv om de er blevet gjort opmærksom på, at deres handlinger er uønskede.

Men der er jo også en anden del, som vil sige, at de gør det, fordi det også er skide sjovt. Det kan fx være en af beretningerne, som jeg læste på The Everyday Sexism hjemmesiden, hvor en gruppe af mænd står på et tilfældigt gadehjørne, og så går der en kvinde forbi, som en af mændene i gruppen stiller spørgsmålet: "Undskyld, må jeg kneppe dig i numsen?". Og det syntes fyrene jo var guddommeligt morsomt. Der ser man igen den sexistiske jargon, som på sin vis er uskyldig, fordi de ikke er overgrebspersoner, der fører det ud i livet, men derfor kan det jo stadig føles både nedværdigende og nedsættende. Nogle kvinder bliver jo dybt berørt af det, og det kan afstedkomme frygt og angst, som måske ikke kommer til udtryk i selve hændelsen, men i lang tid bagefter. I sidste ende kan det føre til, at kvinderne begynder at tage forholdsregler om ikke at tage i byen uden sine drengevenner eller undlade at gå ned ad en bestemt vej.

Hvad vil du sige til de mænd, der som modsvar til #MeToo-bevægelsen spørger, om det nu er blevet forbudt at flirte?
Mange siger, at man blander mange ting sammen i #MeToo, men der må svaret også være, at det altså også hænger sammen det hele. Det er jo ikke overraskende, at mænd ofte er aggressive og udfarende, og at kvinder vender det indad. Derfor er det også vigtigt som mand at forstå, at det, som jeg føler lige nu, ikke nødvendigvis også er det, som kvinden føler. Så man ikke presser egne drifter og behov over på andre. Og det handler jo igen om den manglende empatiske sans. Det er jo også i det her spektrum, at nogle af de kulturelle opfattelser clasher med virkeligheden i form af antagelser som "din mund siger nej, men dine øjne siger ja" eller "nej'et kan være tvetydigt". Men det er vigtigt at forstå, at hvis man vil ind i en anden persons intimsfære, så skal man have lov. Og det er jo lige meget, om det er i nattelivet, hvis man er kommet hjem med en eller anden, hvis man sidder over for en i toget eller møder en tilfældig fremmed i det offentlige rum.

Hvordan flytter vi #MeToo-bevægelsen fra at være en række krænkelsesberetninger til at få en snak om, hvordan vi undgår, at problemet er det samme om fx ti år?
Det er der, at jeg tænker, at det er vigtigt at få diskuteret, at det her behøver ikke kun at handle om Harvey Weinstein og den slags typer, men at det er en integreret del af nogle kulturelle praksisser, som jo er at finde på så mange områder i samfundet, og at der kan være mange forskellige årsager til, at man kan komme til at udøve noget, som af nogen kan defineres som seksuel chikane eller uønsket seksuel opmærksomhed. Man er nødt til at se på, hvad der ligger til grund for krænkerens praksis. For nogle er det en del af en frisk tone, mens det for andre er en del af en fast praksis, hvor de får adgang til eller kontrol med andre via en krænkende adfærd. Men for nogle er det jo en brat opvågning, at deres drengerøvsagtige adfærd på baren eller på jobbet kan være krænkende for andre. Jeg tror faktisk ikke, at mange mænd er klar over de her ting. #MeToo er derfor en bevidsthedsskabende proces.

Det er jo heldigvis de færreste mænd, der har begået klassiske overgreb som voldtægt. Men de fleste mænd vil, når de kigger tilbage på deres egen historik, kunne udpege episoder eller hændelser, hvor de rent faktisk enten har krænket andre eller været med til at understøtte en krænkelseskultur. For når man kigger på kvindernes beretninger, så er der i høj grad en systematik i beretningerne, der viser, hvordan bestemte typer adfærd går igen.

Det er jo også et af formålene med bogen; at diskutere, hvorfor mænd udøver sexchikane. Det handler om almindelige mænds privilegier, det handler om socialiseringen af drenge og mænd ind i endimensionelle manderoller, hvor berettigelsen til at kommentere og berøre er en del af noget det, der konstituerer maskuliniteten. Derfor er det vigtigt at sige, at det ikke handler om good eller bad guys. Langt de fleste vil kunne se tilbage og sige, at de har gjort noget, hvor de har overskredet andres grænser og potentielt negligeret deres afvisning. Så det handler også om at lægge op til den sårbare snak for mænd om deres køn og seksualitet. Og så handler det om, at vi begynder at tale om, hvordan får vi det hevet ud af de virtuelle medier og gjort til politik. Her på RUC har vi fx fået en mail om, at man skal gå til ledelsen, hvis man oplever noget. Og det tror jeg da, at man gør mange steder.