Spring menu over
Dansk Magisterforening

Åbent brev: Sexchikane er et nationalt problem på universiteterne

© Photo by Kelly Sikkema on Unsplash

Af Anna Dalsgaard
Del artikel:

48 anonyme kvindelige studerende på tværs af universiteter opfordrer i et åbent brev deres rektorer til at gøre noget ved sexchikane-problemet.

En gruppe kvindelige studerende fra fem danske universiteter opfordrer deres rektorer til at sætte ind imod krænkende opførsel fra medstuderende og ansatte på universiteterne. Det gør de i et åbent brev til deres rektorer i Information.

Brevet kommer nærmest samtidig med, at Danske Studerendes Fællesråd (DSF) og Danske Universiteter har meldt ud, at de vil lave en fælles undersøgelse, der skal afdække studerendes oplevelser af seksuel chikane på universiteterne.

Efter undersøgelsen vil de to organisationer fortsætte dialogen og samarbejdet om, hvorledes sager om seksuel chikane og krænkelser bedst muligt kan håndteres på universiteterne, skriver de i en fælles pressemeddelelse.

Kvinderne bag brevet kommer fra henholdsvis Roskilde Universitet (RUC), Københavns Universitet (KU), Aarhus Universitet (AU), Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Copenhagen Business School (CBS), og de håber, at de kan starte en debat om sexchikane som et generelt og tværgående problem på universiteterne.

Der har været fokus på problemet, efter at en rundspørge fra både DM og Djøf dokumenterede, at sexisme er hverdag for mange studerende, når de er på universitetet eller passer deres studiejob. 

Læs også: Sexisme er hverdag for mange studerende

"Vi vil gerne gøre opmærksom på, at det er et problem, der faktisk findes. Det er noget, vi som studerende på tværs af universiteter oplever, og det er noget, ledelserne er nødt til at gøre noget ved", siger en af kvinderne, der ønsker at være anonym, men hvis identitet er kendt af Informations redaktion.

Ingen af kvinderne, der har underskrevet brevet, ønsker at stå frem med navn, og derfor har Danske Studerendes Fællesråd (DSF) sendt gruppens åbne brev til Information.

”Vi ved fra talrige eksempler, at der er en hyperseksualiseret kultur i nogle studiemiljøer, som kommer til udtryk på rusture og til festerne, men vi mangler en debat om den daglige sexchikane, som kvindelige studerende oplever. Hvad enten det er en middagsinvitation fra en vejleder, en bemærkning under en forelæsning om ens udseende eller mere fysiske krænkelser”, siger DSF’s forkvinde Sana Mahin Doost til Information.

Læs også:
Nu vil DSF kortlægge kønschikaneproblem på universiteterne
DTU vil spørge ind til sexchikane i studiemiljøundersøgelse