Forskere: Vores arbejdsmarked er ikke indrettet til høj pensionsalder

Pensionsalderen kommer i de næste årtier til at stige markant i Danmark. I 2035 skal den efter planen forhøjes til 69 år.

Men det er langt fra alle, der kan følge med den forhøjede pensionsalder, fordi de bliver nedslidte.

Det gælder blandt andet for ansatte i jobs, hvor det fysiske slid er stort, og kroppen derfor ikke kan holde til de mange ekstra år på arbejdsmarkedet. Derfor har de økonomiske vismænd foreslået at dæmpe regeringens planer for den stigende pensionsalder, skriver Jyllands-Posten onsdag.

Men med det nuværende arbejdsmarked, hvor mange bliver ramt af stress, vil flere også blive mentalt nedslidte, før de rammer pensionsalderen. Det gælder blandt andet offentligt ansatte som pædagoger, læger eller universitetsansatte.

Sådan lyder det fra antropolog Susanne Ekman, der er lektor ved Center for Arbejdslivsforskning ved Roskilde Universitet.

“Jeg ser mange, der er udbrændte, selvom de er midaldrende. Det gælder i hele den offentlige sektor. Enten vil de ikke kunne holde til at arbejde så længe, som der er lagt op til. Eller også vil vi se flere, der griber til andre overlevelsesmekanismer som eksempelvis at være prekært ansatte og arbejde mindre”, siger hun.

Overordnet set vurderer Susanne Ekman, at det er en god idé at hæve pensionsalderen, fordi vores gennemsnitlige levealder stiger. Men hun ser også klare faresignaler ved det.

“Så skal vi have et arbejdsmarked med et helt andet arbejdsmiljø, end vi har i dag. Det er indlysende, at det, der foregår lige nu, ikke er bæredygtigt”, siger hun.

Hjerneforsker råber op: Anerkend aldrende hjerne
Susanne Ekman er ikke den eneste forsker, der ser et arbejdsmarked, som ikke er indrettet til at passe på os, når vi kommer til at arbejde længere.

Sådan oplever Ellen Garde, der er læge og hjerneforsker ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet, det også. Hun ser ligesom Susanne Ekman mange, der er enormt pressede og stressede. Hun peger eksempelvis på hospitalerne, hvor sundhedspersonalet ifølge hende er voldsomt overbebyrdet.

Men, understreger hun, vores hjerner bliver faktisk ikke så nedslidte af det, at vi ikke kan arbejde. Det er i stedet arbejdsmarkedet, der er forkert indrettet, så vi ikke kan komme os, når vi har været stressede.

“Det vigtige er, at omgivelserne skal træde et skridt tilbage og anerkender både udfordringerne og potentialerne i den aldrende hjerne. Der er ting, du skal have mere tid til eller måske skal sige fra over for. Men vi opsamler igennem livet så meget viden og kompetencer, som rent faktisk er en guldgrube, hvis vi tilpasser arbejdsmarkedet til det”, siger hun.

“Vi har masser af hjernepotentiale. Også langt hen i livet efter de 80 år”, siger Ellen Garde.

En stresset hjerne er både dårligere til at huske og koncentrere sig, forklarer hun. Men det betyder ikke, at den ikke kan komme ovenpå igen.

“Vi, der virkelig ved noget om det, må råbe op om, at der er muligheder for ældre hjerner på arbejdsmarkedet. For hjernen har potentiale, næsten uanset hvad du udsætter den for. Men den skal have lov til at få ro og lade ny viden bundfælde sig. Og vi skal råbe op om, at det ikke er okay, at folk må opgive at arbejde eller smides ud på grund af fordomme om alderen. Men det er klart, at det vil ske, når folk er så pressede”, siger Ellen Garde.

Forsker: Folk arbejder videre, selvom de er udbrændte
Ifølge Susanne Ekman er det blandt andet politikernes besparelser i den offentlige sektor, der fører til det pressede arbejdsmiljø.

De fører til enormt meget ekstraarbejde flere steder, mener hun, og det kan ramme det psykiske arbejdsmiljø hårdt. Det har hun blandt andet konstateret i en anonym undersøgelse af en større uddannelsesinstitution, hvor flere medarbejdere var i knæ.

“Jeg har interviewet folk, der er erfarne og robuste medarbejdere, der sidder og græder til møder. Det havde de aldrig forestillet sig skulle forekomme. Det skyldes en enorm følelse af ensomhed og en følelse af dyb faglig utilstrækkelighed og moralsk stress”, siger Susanne Ekman.

Hun fortæller blandt andet om undervisere, der ikke har tid til at læse de opgaver, de skal eksaminere i, eller undervisere, der ikke kan forberede sig til deres timer.

“Jeg talte med én, der forklarede det sådan her: havde uddannelsesinstitutionen været et sted, hvor man havde arbejdet med at redde menneskers liv, så var folk døde. Så stor er den opløsning, der er på arbejdspladsen”, siger hun.

“Nogle bliver kyniske. De distancerer sig fra arbejdet og siger, at det bare er et spil, og jeg bare skal klare det uden at dø af det. Så kan de slukke for den moralske stress”, siger hun.

Men:

“Mange vil også befinde sig i en situation med kronisk stress. Nogle bliver sygemeldte. Men mange vil også lade være, fordi det så er deres oplevelse, at de er mere udsatte ved en fyringsrunde eller oplever anden ansættelsesusikkerhed. De bliver klinisk udbrændte, men de oplever samtidig også, at det er risikabelt at bryde sammen eller sygemelde sig, så de krabber sig videre”, siger hun.

Og den tendens kan ikke undgå at have konsekvenser på langt sigt.

“Selvfølgelig betyder noget for, hvor længe du kan være på arbejdsmarkedet. Vi ser flere, der er nødt til at melde sig ud siger, at “jeg kan ikke mere”. Nogle antager mere prækære livsstile og lever på en sten. I universitetssektoren ser vi også, at folk bliver gymnasielærere i stedet for. Men så opdager de, at det faktisk ikke er så meget anderledes, fordi alle er pressede”, siger hun.

Det er forskelligt, hvor længe vi kan arbejde
Ifølge Albert Gjedde, der er professor i neurobiologi ved Københavns Universitet, er det ikke alderen i sig selv, der er en forhindring for at fortsætte på arbejdsmarkedet.

“Der var for nylig en australsk læge, der arbejdede, til han var 105. Det er meget afhængtigt af, hvilket arbejde man har haft”, siger han.

Generelt kan man dog allerede spore et fald i de kognitive evner i slutningen af 50’erne, forklarer han.

“Og det tiltager så mere og mere. Derefter vil der også indtræde demenstilstande. Du finder næsten ikke nogen på 100, der ikke har demenstilstande. Men hvornår det begynder at gå ned ad bakke er meget forskelligt”, siger han.

Han forklarer, at vi med alderen ser hjernen miste nerveforbindelser mellem hjernecellerne.

“Og så mister man kompetencer. Disse hjerneforbindelser er et sæde for hukommelsen. Så du taber hukommelseselementer. Og du mister også evnen til at lagre ny viden. Med andre ord bliver du sløvere i optrækket”, siger Albert Gjedde.

På Roskilde Universitet håber Susanne Ekman, at alvoren ved det nuværende arbejdspres i blandt andet den offentlige sektor går op for politikerne. Men:

“Der er mange indikationer på, at selvom der er empiri for, at noget ikke er bæredygtigt, så ændrer det ikke på det underliggende paradigme. Jeg håber, at i takt med at sammenbrudene forekommer, så vil man lave om på det”, siger Susanne Ekman.

“Hvis ikke det sker, får vi fremover et utroligt ringe arbejdsmiljø i den offentlige sektor. De mennesker, der skal varetage vores velfærd, får ødelagt deres egen velfærd. Det kan godt fortsætte, men så vil det have konsekvenser. Er det virkelig den offentlige sektor, vi gerne vil have?” siger hun.