Flere får førtidspension i København
Efter massiv kritik lovede Københavns socialborgmester at lempe kravene til borgere med nedsat arbejdsevne, og flere får nu tildelt førtidspension. DM’s socialrådgiver er forsigtig positiv.
Under forhenværende beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) blev Københavns kommune kendt for en streng og i kritikeres optik urimelig forvaltning af reglerne om tildeling af førtidspension.
Efter et langvarigt pres og en udskiftning på borgmesterposten tog kommunen kritikken til sig og lovede bod og bedring.
Og noget tyder nu på, at kommunen faktisk har indledt et opgør med langvarige og nyttesløse jobafklaringsforløb for det lille antal borgere, der på grund af sygdom ikke er i stand til at arbejde.
Kommunen har i første halvår af 2018 tildelt 344 borgere førtidspension, og det er 66 pct. flere end i samme periode sidste år, hvor tallet var 207. Det viser tal fra Jobindsats.dk
Tallene overrasker ikke DM’s socialrådgiver Bodil Arp Rasmussen.
”Det er mit indtryk, at kvaliteten i deres sagsbehandling og den måde, de behandler borgerne, er blevet bedre. Jeg har selv haft et par sager, hvor kommunen har tildelt fleksjob uden krav om gentagne afklaringer, og hvor det typisk ikke ville have været tilfældet med den strenge praksis, kommunen havde for to år siden”, siger hun.
Bodil Arp Rasmussen peger blandt andet på, at kommunen har samlet indsatsen i ét team. Det har efter hendes vurdering været med til at forbedre kvaliteten i sagsbehandlingen.
Loven er fortsat uklar
Men kursændringen er samtidig udtryk for et politisk kursskifte, påpeger hun.
”Man har vel simpelthen sagt, at man i højere grad vil lade tvivlen komme borgerne til gode. Det er jo positivt, og vi må se, om kursskiftet fortsætter. Men det viser sådan set også, at lovgivningen er alt for svag. Afgørelserne er baseret på et skøn, og der er stort rum for fortolkning af reglerne”
Og selvom beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen tidligere på året tog initiativ til en fortolkning af reglerne, er kommunens skøn i sagerne fortsat omdrejningspunktet.
”Den ændring, vi har fået, er lille og vag, og vi ved ikke, hvordan kommunerne vil forvalte ændringerne. Man kunne have indført masser af forbedringer, fx lagt større vægt på de lægefaglige vurderinger. Det nye er, at kommunen dog bliver pålagt en form for bevisbyrde, og det betyder, at man kan holde dem op på deres afgørelse”, siger Bodil Arp Rasmussen.
Hun venter spændt på, hvordan kommunerne vil håndtere de nye regler.
”Vi ved, at der i dag er himmel til forskel på, hvordan folk bliver behandlet fra kommune til kommune. Om det her reelt skaber forbedringer og en mere ensartet og rimelig praksis, ved vi først, når Ankestyrelsen begynder at behandle klager fra borgere, der føler sig uretfærdigt behandlet”.
Fakta:
Tildeling af førtidspension i København
Januar til juli 2017: 207 personer fik førtidspension
Januar til juli 2018: 344 personer fik førtidspension
Tildeling af Førtidspension i hele landet
Januar til juli 2017: 5.731 personer fik førtidspension
Januar til juli 2018: 6.943 personer fik førtidspension