Spring menu over
Dansk Magisterforening

OK18: Forsker forstår undren over manglende indkaldelse på det statslige område

© Mikkel Krogh, FAOS

Af Farhiya Khalid
Del artikel:

Forligsmanden har indkaldt KL og Danske Regioner til nye forhandlinger, mens de statslige forhandlere endnu ikke er inviteret. ”Jeg forstår godt, det skaber undren”, siger arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen, der dog understreger, at det er svært at gisne om forligsmandens strategier.

Forhandlingerne på det offentlige område lå i dvale over weekenden, men nu har forligsmand Mette Christensen inviteret Kommunernes Landsforeningen (KL) og Danske Regioner til nye møder henholdsvis onsdag og torsdag i denne uge. Det skriver DR Nyheder.

Dog er forhandlerne på det statslige område endnu ikke inviteret i forligsinstitutionen, hvilket har undret KL’s topforhandler Michael Ziegler (K).

”Jeg ville have troet, at et naturligt næste skridt ville have været at indkalde på det statslige område, men jeg respekterer fuldt ud, at forligsmanden kan sidde med en anden vurdering på baggrund af det samlede overblik over de tre forhandlingsborde, siger Michael Ziegler til DR.

Nana Wesley Hansen, der er lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet, forstår godt Michael Zieglers undren.

”Hvis man tager udgangspunkt i de hovedknaster, som lønmodtagerne har fremhævet i forhandlinger – altså løn, den betalte spisepause og lærernes arbejdstid, så forstår jeg godt, at der er en undren”, siger hun.

Forskeren forklarer, at man indtil videre har set på lønnen på det statslige område, lærerenes arbejdstid og løn på det kommunale område. Derfor ville det være naturligt, at man vendte sig mod den sidste hovedknast – nemlig den betalte spisepause på det statslige område. 

Nana Wesley Hansen understreger dog også, at der intet odiøst er ved den nuværende situation.

”Hvis forligsmanden skal lave et eller flere mæglingsforslag, så må hun afsøge alle tre områder. Men hvilke strategier hun vælger, hvornår og hvorfor er svært at have et overblik over som udefra stående”, afslutter hun.

Scenarie 1, 2 & 3
Nana Wesley Hansen forklarer yderligere, at to af hovedområderne i forhandlingerne er på det regionale og kommunale område, herunder spørgsmålet om løn og en række andre væsentlige problematikker på det regionale område, fx ansættelsesforhold for sygeplejersker og stillingsstrukturer for lægerne. Hun ser tre mulige scenarier for sig.

”Ét scenarie er, at det hele falder på gulvet, og forligsmanden siger, at hun ikke kan løse det her: ”I må tage konflikten” – uden at hun har kunnet skrive en eneste strofe. Det er det værst tænkelige”, fortæller Nana Wesley Hansen.

Det andet scenarie er ifølge forskeren lidt mere positivt. Altså at forligsmanden ikke kan få enderne til at mødes helt, og et eller flere mæglingsforslag forkastes eller nedstemmes.

”Så får man også en konflikt, men så kunne man godt forestille sig, at der lå nogle mæglingsforslag på hvert af de tre store områder, som man vil kunne tage udgangspunkt i ved et muligt lovindgreb.

Det optimale scenarie ville være, at hun laver et forlig, som kan stemmes igennem. Det betyder, at man må se på alle områder og alle knasterne, og der er stadig flere udeståender bl.a. med staten, men også med kommunerne og regionerne”, siger Nana Wesley Hansen.

Så det er ikke ’unormalt’, at forligsmanden indkalder KL og Danske Regioner først?
”Der er ikke noget, der er normalt i den her sammenhæng, for vi har aldrig haft denne situation før. Forligsmanden er rutineret og har lavet masser af mægling på det offentlige område. Men der har aldrig været en situation, hvor man har haft hele det offentlige område i forligsinstitutionen”, siger Nana Wesley Hansen.