Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ekspert: LO's aftale med regionerne fører til konflikt

Af Tobias Dinnesen og Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Med aftalen på det regionale område i nat blev musketéreden brudt, og konflikten rykkede meget nærmere, vurderer arbejdsmarkedsprofessor. Det vigtigste nu er, at sammenholdet på det kommunale og statslige område består, siger DM´s formand.

En konflikt er rykket et stort skridt nærmere i nat, efter at LO-forbundene indgik en overenskomstaftale på det regionale område.

Sådan lyder vurderingen fra arbejdsmarkedsprofessor ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen. Han mener, at LO-forbundene har brugt musketéreden til at skumme fløden, men prisgivet FTF- og akademikerforbundene i processen.

"Solidariteten er skredet. De andre kan kun se det her som LO-forbundenes skalkeskjul for at få så meget som muligt hjem til sig selv. Nattens resultat kan sende de øvrige forhandlinger helt til tælling", siger Henning Jørgensen.

”Musketéreden har presset de regionale arbejdsgivere til at give indrømmelser, de ellers aldrig ville være gået med til.  Nattens aftale sikrer både solide lønstigninger, at privatlønsværnet bliver fjernet, og at der ikke bliver rørt ved seniorordningerne. Til gengæld er der ikke indgået en juridisk bindende aftale om betalt frokostpause”, forklarer Henning Jørgensen.

Skuffelsen må være enorm i dag hos de forbund, der har sværget solidaritet og sammenhold hele vejen igennem overenskomstforhandlingerne, vurderer arbejdsmarkedsprofessoren.

”I nattens aftale ligger kun det, der med en juridisk term hedder ”betryggelighed”, når det gælder frokostpausen. Det åbner op for en guerillakrig, fordi lønmodtagerne skal til at køre sager om frokostpausen fra hus til hus i en faglig voldgift”, siger Henning Jørgensen. 

”Sympatien for det, der skete i nat, må ligge et meget lille sted hos de øvrige forbund”, tilføjer han.

LÆS OGSÅ: LO kan også gå solo på det kommunale område


Aftale løser ikke medlemmernes udfordringer
I DM er formand Camilla Gregersen både skuffet og trist over, at en gruppe har forladt lønmodtagernes forhandlingsfællesskab.

”Det svækker fagbevægelsens samlede forhandlingsposition, når nogen bryder ud. Vi gik ind sammen med tre krav – og det resultat, der er landet, løser ikke de udfordringer, medlemmerne står med”, pointerer hun.   

I lighed med Henning Jørgensen vurderer Camilla Gregersen, at musketéreden har haft enorm betydning for blandt andet forhandlingerne om løn. Men den aftale, som blev indgået for regionerne, sikrer ikke frokostpausen tilstrækkeligt, siger Camilla Gregersen.

”Det er selvsagt ikke noget, vi vil kopiere. Vi går fortsat efter en juridisk bindende formulering, skrevet ind i overenskomsten”, understreger DM´s formand.

"Dennis forlader ikke pagten"
For kun en uge siden skrev Dennis Kristensen, FOA-formand og chefforhandler for de regionsansatte, at der ikke var revner i musketéreden.

 ”Vi gik ind i OK18 samlet, og vi kommer til at gå ud samlet. Og pagten har overlevet rigtig mange ting. Den overlever også den sidste slutspurt, som startede her til morgen i Forligsinstitutionen”, skrev Dennis Kristensen på Facebook.

 Næstformand i FOA, Mona Striib understregede budskabet samme dag over for Akademikerbladet.dk:
 ”Jeg vil gerne sige, at det var Dennis Kristensen, der opfandt solidaritetspagten i forhandlingsfællesskabet. Og han har ikke tænkt sig at træde ud af den, før alle tre områder er i hus. Også lærernes arbejdstid”, sagde Mona Striib.

Kommunerne er netop gået i gang med dagens møder i Forligsinstitutionen, og kl 13 mødes parterne på statens område.
Det er vigtigt nu at sikre sammenholdet på det kommunale og statslige område, siger Camilla Gregersen.

”LO-gruppens beslutning får ikke mig til at sætte barren lavere i forhold til de krav, vi er gået ind med. Sammenholdet har betydet alt for forhandlingerne indtil nu – det vil de blive ved med. Vi har heldigvis stadig et stærkt fællesskab om det”, siger Camilla Gregersen.

Samme signaler kommer fra Flemming Vinther, der er chefforhandler på statens område. Han ser ikke noget i LO´s aftale med regionerne, som kan kopieres til statens område.

”Det er selvfølgelig kollegernes valg, hvornår de vælger at skrive under. De skal bare være opmærksomme på, at de her aftale ikke indeholder en overenskomstmæssig sikring af spisepausen. Det er ikke løst i nat. Vores krav om sikring af, at undervisningsgrupperne får en arbejdstidsaftale, der ikke skal være reguleret af en lov, er heller ikke løst i nat”, siger Flemming Vinther ifølge DR Nyheder.

Den overordnede regionale ramme er fornuftig, siger han.

”Det er en, som fællesskabet har skabt, som nogle organisationer nu har indgået en aftale på,” konstaterer Flemming Vinther.

Fakta om forliget mellem LO-gruppen og regionens arbejdsgivere:
  • En lønramme på 8,1% over tre år, herunder generelle lønstigninger på 6,10% og forventet udmøntning fra reguleringsordningen på 0,71%
  • Midler til de enkelte organisationers forhandlinger på 0,35%
  • Puljer til særlige formål og prioriterede grupper mm på 0,34%
  • En reguleringsordning, der ikke længere indeholder et såkaldt privatlønsværn, men sikrer en tilnærmelsesvis parallel lønudvikling med det private arbejdsmarked
  • En betryggelse om den betalte spisepause
  • En række forbedringer vedrørende barsel mm.
  • En ny aftale om ferie
  • Et projekt med fokus på arbejdsmiljøet