Regeringen og DF vil begrænse attraktiv pensionsordning
© Steen Brogaard
I dag kan seniorer bruge en del af deres egen pensionsopsparing til at finansiere en deltidsstilling. Den mulighed vil regeringen og Dansk Folkeparti nu indskrænke. ”Fjollet”, siger pensionskasse. "Det er et kompromis", svarer DF.
I dag kan seniorer gå på en såkaldt delpension fem år før pensionsalderen. Det vil sige, at de kan arbejde på nedsat tid, men få en fuld månedsløn udbetalt ved at supplere lønindkomsten med penge fra deres egen pensionsopsparing. Den ordning skal ifølge aftalen begrænses til tre år.
Derudover vil lønmodtagere på nedsat tid ikke få adgang til den nye, modregningsfri aldersopsparing, som regeringen vil indføre for at tage hånd om det problem, at det for særligt højtlønnede ikke kan betale sig at indbetale pension de sidste år af arbejdslivet, fordi de ekstra indbetalinger vil blive modregnet i folkepensionen.
Den nye aftale er i Jyllands-Posten blevet stærkt kritiseret af Pædagogernes Pension og Pensam, der er pensionskasse for blandt andet social- og sundhedsassistenter. Men det er også et problem for akademikere, siger MP Pension, der en pensionskasse for magistre, gymnasielærere og psykologer.
"Det er en ordning, som de ældre finansierer selv ved at trække på den pension, de selv har sparet op. Jeg kan ikke se, hvordan det kan ligge nogen til last. Det vil ikke koste statskassen en eneste krone at beholde ordningen, og det er da fjollet, hvis man ikke selv må finansiere at gå ned i tid", siger markeds- og kundechef i MP Pension, Kenneth Petersen.
Han er helt enig i kritikken fra de to andre pensionskasser.
"Mange af vores medlemsskare er interesseret i at kunne gå delvist på pension i nogle år. Akademikere oplever også at blive stressramte og udbrændte. Og de kan lige så meget som andre have behov for at kunne drosle ned, når de bliver ældre. Samtidig må man også bare sige, at velfærdsydelserne generelt er blevet udvandet for de ældre de seneste år – efterlønnen er barberet kraftigt og forsvinder måske helt, og folkepensionsalderen stiger – så det her en god måde selv at skabe sin egen seniorordning", siger Kenneth Petersen.
”Ordningen er god for arbejdsmarkedet”
Frygten fra politikerne har tidligere været, at de ældre simpelthen ville opbruge deres rate- og kapitalpension, hvis de trak sig for tidligt. Dermed ville de overgå til offentlige ydelser, som statskassen betaler. Men stadig flere indbetaler til en såkaldt livrente, hvor man er garanteret udbetalinger resten af ens liv, og dermed er det ikke problem for de offentlige finanser, argumenterer MP Pensions Kenneth Petersen.
Desuden er der mange fordele ved delpension, som ordningen er indrettet i dag, mener han. Både for den enkelte og for virksomhederne.
"Alternativet til delpension er for mange helt at stoppe, og det er tosset, hvis det bliver konsekvensen. Ved at holde de ældre på arbejdsmarkedet bevarer man en masse viden, kompetencer og erfaringer, som kun de ældre har efter mange år på arbejdsmarkedet, og som de kan videregive til de unge på arbejdsmarkedet", siger Kenneth Petersen.
DF: Det er et kompromis
Aftalen om at begrænse omfanget af delpension er indgået af regeringen og Dansk Folkeparti som et led i en større revision af pensionssystemet, forklarer finansordfører for Dansk Folkeparti, René Christensen.
"Det er ikke et forslag, der er kommet fra vores side, det er klart. Men det er et kompromis, vi har været villige til at indgå, fordi det selvfølgelig giver staten flere penge, når flere mennesker bliver lidt længere på arbejdsmarkedet. Det provenu skal vi så bruge til at kigge på samspilsproblematikken på en måde, hvor vi ikke behøver at skære i offentlige ydelser for at finansiere det", siger René Christensen, der har været med til at forhandle aftalen.
Samspilsproblematikken går i korte træk ud på, at det for mange danskere ikke kan svare sig at spare op til pension i de sidste år af arbejdslivet, fordi det vil medføre modregning af folkepensionen og ældrechecken.
René Christensen mener ikke, at det bliver et problem for seniorerne at blive arbejdsmarkedet på fuld tid nogle år ekstra.
"Det arbejdsmarked, vi har i dag, er langt bedre end tidligere. For eksempel er arbejdsmiljøet blevet meget bedre. Man skal også passe på med at sige, at folk er ældre, når de når alderen for delpension. I dag holder vi os yngre længere, og de fleste kan sagtens arbejde i den alder", siger René Christensen.
"Samtidig er der stadig et system, der kan tage over, hvis man bliver nedslidt og ikke kan arbejde mere. Og det er trods alt det væsentlige. Der er forskel på at gå ned i tid, fordi man har lyst til det, og så fordi man ikke kan arbejde mere. Det sidste er der lige så god hjælp til at håndtere som før".