Midt i bandeopgøret på Nørrebro

Midt imellem to af de hashstationer, som er centrum for det verserende bandeopgør på Ydre Nørrebro i København, bor cand.pæd.pæd.psych. Melanie Nielsen med sin mand og babyen Valther:

“De fleste almindelige mennesker ser bare, at her er der nogle folk, der hænger ud på gaden. Jeg kan spotte en salgsstation på en kilometers afstand, fordi jeg kender bandernes systemer og ved, hvor nøjagtigt dealerne fordeler territorierne imellem sig. I modsætning til rockerne sætter gadebanderne mindreårige drenge til at pushe. Det gør mig virkelig, virkelig vred, at de trækker børn ind i deres lort. Engang havde selv banderne et kodeks, der forbød den slags”.

En dame blev hevet voldsomt ud
Melaine Nielsen har professionelt kendskab til miljøet, fordi hun bl.a. var med til at udvikle det sociale projekt “Politikadet junior” i kølvandet på den store bandekonflikt på Vestegnen.

Alligevel føles det en anelse ubekvemt at bede den 34-årige cand.pæd.pæd.psych. om at putte sin lille baby på fire måneder i barnevogn, så hun kan vise rundt i de gangsterplagede kvarterer omkring Nørrebro Station, Den Røde Plads og Mjølnerparken. Det er her, LTF og den rivaliserende bande Brothas i øjeblikket bruger knive og skydevåben i kampen om hashmarkedet.

Selv tager Melanie Nielsen det med knusende ro, også da hun stopper op for at udpege stedet, hvor “en dame blev hevet meget voldsomt ud af sin bil, fordi der var nogle, der skulle bruge den til at komme væk i en fart”. Det skete på det hjørne, hvor stikvejen til hendes lejlighed møder Frederiksborgvej.

Men det er undtagelsen, at almindelige borgere bliver blandet så direkte ind i bandeopgøret, understreger hun:

“Hvis forbipasserende bliver ramt af tilfældige kugler, som det jo desværre har været tilfældet et par gange, så er det, fordi der er nogle mindreårige, som har fået adgang til våben. De erfarne bandemedlemmer rammer ikke ved siden af”.

Blege danske drenge fra belastede hjem
At begivenhederne er eskaleret i hendes nabolag, er der dog mange tydelige tegn på.

“Helikopteren kredser over vores gader hver aften. Der kører politibiler forbi vores lejlighed næsten en gang i timen. Selv på en højlys mandag formiddag ser jeg betjente i civil. De går rundt sammen to og to. Jeg forstår godt, at man forsøger sig med intervention på gaden, jeg tror bare, effekten er meget ringe”, siger Melanie Nielsen.

Hendes interesse for unge udsatte er langtfra ny. Det er de udsatte drenge i indvandrermiljøerne, hun har beskæftiget sig med, først som pædagog, og senere da hun tog orlov fra sine studier for at arbejde for Lokalnetværket for Unge i samarbejde med politiet på Vestegnen.

Hendes speciale fra DPU på Aarhus Universitet handler om etniske minoriteters overrepræsentation i kriminalstatistikkerne.

“Det bliver oftest udlagt, som om grupperingerne på Nørrebro er et særligt indvandrerproblem. Min erfaring er, at banderne først og fremmest er et produkt af strukturelle og socioøkonomiske forhold. Da Bandidos styrede Ballerup, var det jo alle de blege danske drenge fra belastede hjem, der drømte om at blive en del af rockerfællesskabet”, forklarer hun.

Skubber dem i armene på de forkerte
Barnevognen med Valther triller forbi parabolerne og de frodige altaner i rødstensbyggeriet Mjølnerparken og den næsten tomme boldbane, hvor en enlig spiller dribler med en bold. Også her patruljerer politierne, som de ifølge Melanie Nielsen kalder sig selv, i fast rutefart.

Her er fredeligt i dag, men ghettoen er en af de største forhindringer, hvis man skal sætte prop i rekrutteringen til banderne, siger hun.

“Omverdenen stigmatiserer drenge herfra, bevidst eller ubevidst. Det er med til at skubbe dem lige i armene på de forkerte. Det andet problem er, at de møder akkurat de samme holdninger og grupperinger, når de går i skole, som de gør hjemme i Mjølnerparken. Jeg har arbejdet med det her i så mange år. En effektiv måde at løse ghetto­iseringen på er at afskaffe det frie skolevalg. Vi skal tvinge de udsatte unge ud blandt nogle andre mennesker”, siger Melanie Nielsen.

Fodbold med rygmærker
Hendes kongstanke er, at de unge skal lære medborgerskab et andet sted, hvis de ikke har lært det hjemmefra. Det lykkedes ret godt i projektet “Politikadet junior”, som hun var med til at udvikle sammen med Vestegnens Politi igennem en periode på to år, siger hun.

Projektet opstod i kølvandet på den store bandekrig på Vestegnen og involverede politi, pædagoger og boligsociale medarbejdere.

“Det tværfaglige var vores styrke. Pædagogerne var stærke ved det første møde, til gengæld var det betjentene, de unge drenge ville vinde over, da vi på et tidspunkt fik arrangeret fodboldkamp en fast dag om ugen. Da kom selv de mest hardcore for at spille med, også dem med rygmærker”, siger Melanie Nielsen.

Metoden i projekt “Politikadet junior” er ved at blive rullet ud flere steder i landet.

“Det er et forløb, som giver de unge tid til at reflektere over, hvordan de vil handle i bestemte situationer – hvis en ven stjæler en cykel, eller nogen overfalder en gammel dame i toget. De får også lov til at prøve uniformer, køre i salatfad med udrykning, lære førstehjælp og teste en politiradio”.

Sidst i “Politikadet junior”-forløbet bliver forældrene inviteret til diplomoverrækkelse, og de nye kadetter holder en tale.

“Det er meget rørende at opleve, hvor meget deres holdninger rykker på kort tid, når de deltager i forløbet. Kunsten er naturligvis at holde fast i dem bagefter og støtte forældre, der mange gange er ved at opgive”, fortæller Melanie Nielsen.

Valther rører på sig i barnevognen. Om få måneder skal han i vuggestue, og hans mor skal ud at finde arbejde efter sin barsel.

“Jeg havde fundet en institution i Nordvest, der så fed ud, men så læste jeg, at kun 10 pct. af børnene var etnisk danske. Det betyder, at vi vælger den fra. Den oplevelse bekræftede mig i, at den sammenhængskraft, som institutioner og folkeskoler har været garanter for historisk set, måske allerede er en illusion. Hvis sådan en som mig ikke vil have min dreng i den institution, hvem vil så?”