Spring menu over
Dansk Magisterforening

Carlsbergpriser går til kirkehistorie og organisk kemi

© Martin Juul

Del artikel:

Mette Birkedal Bruun og Karl Anker Jørgensen får hver en million af Carlsbergfondet for "passioneret international forskning".

Carlsbergfondets forskningspriser 2017 går til professor i kirkehistorie på Københavns Universitet, Mette Birkedal Bruun og Kemiprofessor på Aarhus Universitet Karl Anker Jørgensen.

De to forskere hædres, ifølge en udtalelse fra fondets bestyrelsesformand Flemming Besenbacher, for deres enestående videnskabelige resultater, der ”har udvidet vores forståelse af såvel middelalderens kultur og klostervæsen samt kemiske reaktionsmønstre”.

Priserne blev overrakt på Ny Carlsberg Glyptotek søndag aften, af Kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Søren pind.

I begrundelsen for tildelingen af prisen til Mette Birkedal Bruun fremhæver Carlsbergfondet, at hendes forskning har ført til nye indsigter af almen kirkehistorisk og kulturhistorisk betydning, blandt andet om vekselvirkningen mellem en tilbagetrækning fra verden og et engagement i verden i den tidligt moderne periode. Det øger forståelsen af afsondringens historiske dimension, lyder det videre.

Karl Anker Jørgensen modtager sin store forskningspris for sit arbejde med homogen katalyse og katalysatorer, der kan styre den tredimensionale dannelse og opbygning af molekyler.
Forskningen i dannelsen af molekylerne rækker langt ud over kemien til mennesker, dyr og planter og er grundlaget for alt levende, hedder det i prisbegrundelsen fra Carlsbergfondet.

 De to store forskningspriser blev uddelt første gang i 2011 på grundlægger J.C. Jacobsens 200-års fødselsdag. prismodtagerne bliver fundet efter indstilling fra Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

De 750.000 kroner gives i støtte til et forskningsprojekt, de 250.000 er en personlig hædersgave til prismodtagerne.