Forskningsmilliard er fordelt
Ny aftale om fordeling af 1.010 millioner kroner i 2018. Ordfører Eva Flyvholm fra Enhedslisten, der ikke er med, ærgrer sig over, at grønne projekter skal finansieres af frie forskningsmidler.
Energiforskningen og de grønne udviklingsprojekter blev tilgodeset, da uddannelses- og forskningsminister Søren Pind i går indgik en aftale med Danske Folkeparti, Socialdemokraterne, Radikale og SF om, hvordan forskningsreserven på 1.010 millioner kroner skal fordeles til næste år.
Forliget giver bl.a. 360 millioner til projekter under innovationsfonden, herunder 90 millioner til forskning inden for det grønne område.
Også miljø- og energiteknologien får ekstra midler tilført, i alt 270 millioner, og endelig er der finansiering til grundforskningsprojekter på tre universiteter. CBS, IT-Universitetet samt Aalborg Universitet får tilsammen 40 millioner kroner fra reserven.
Både fri og basisforskning
Søren Pind sagde efterfølgende, ifølge Altinget, at der var en god balance i aftalen, ”hvor vi både styrker den frie forskning og innovationen, samtidig med at vi styrker specifikke universiteters basisforskning”.
Socialdemokraternes Mette Reissmann fremhæver især bevillingen til udviklings- og demonstrationsprogrammerne, hvor politikerne kan støtte specifikke forskningsprojekter. Her er det energi- og miljøforskningen, der har hentet flest midler.
Hverken Enhedslisten eller Alternativet var inviteret med til forhandlingerne. Eva Flyvholm, der er Enhedslistens forsknings- og uddannelsesordfører, kunne ellers godt have tilsluttet sig dele af aftalen.
Penge fra den frie forskning
”Både det grønne og velfærdsforskningen er jo mærkesager i Enhedslisten og områder, vi gerne ser højt prioriteret. Så vi er da skuffede over, at Søren Pind ikke har ønsket at lave et bredt og mere holdbart forlig”, siger Eva Flyvholm.
Men selv om Enhedslisten er støtter flere af punkterne i aftalen, så fjerner regeringen ikke med forliget de grundlæggende problemer i sin forskningspolitik, mener Eva Flyvholm.
”Der er tilbageført 400 millioner til forskningen, men vi er alligevel ikke oppe på det tidligere niveau. Det er desuden et stort problem, at man dækker udgifterne til de grønne projekter med midler fra reservefonden. Det er jo penge, der går fra den frie forskning”, påpeger Enhedslistens forskningsordfører.