Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ugens magister: Glyptoteket skal især berige børn og unge

Af Louise Egholm Burcharth
Del artikel:

Den 1. marts startede Christine Buhl Andersen som ny direktør for Ny Carlsberg Glyptotek. Hun er cand.mag i dansk og kunsthistorie og ser museet som et fyrtårn, der skal minde os om det vigtige i at kende vores historiske rødder. Ikke mindst børn og unge.

Christine Buhl Andersen, hvorfor har du søgt mod Glyptoteket? Hvad kan stedet som museumsinstitution?
Glyptoteket er med sine enestående kunstskatte, sine overdådige fysiske rammer og fascinerende historie en oase midt i storbyen og et museum af fineste karat, både i dansk og internationalt perspektiv. Samlingerne spænder over 5.000 års kunst, bl.a. med Nordeuropas største antiksamling. Det gør Glyptoteket til en unik port til at fordybe sig i den kunst-, kultur- og civilisationshistorie, som vi i øjeblikket har behov for at minde os selv om værdien af.

Hvad vil du bringe med dig fra din tid som direktør for på KØS – Museum for kunst i det offentlige rum?

Det må ikke mindst være betydningen af at arbejde strategisk med museet. Uanset hvor stort museet er, så gælder det om at udnytte sit unikke speciale både lokalt, nationalt og internationalt, så man skaber udvikling og vækst til glæde for vores gæster.

Du er kendt for innovative tiltag og nytænkning på KØS. Hvordan kan det forenes med Glyptotekets historiske rødder med sit spænd over mere end 5000 års kunst?
Glyptoteket er en helt anden institution med en meget anderledes historie og samling. Desuden har vi umiddelbart langt flere ressourcer og muligheder, end hvad vi stod med på KØS. Men det forpligter jo egentlig bare det mere, og jeg glæder mig utroligt meget til sammen med museets medarbejdere at sætte de konkrete mål for, hvor museet skal hen. Men en overskrift kommer helt sikkert til at handle om at bringe museet i spil på nye måder - i forhold til sin omverden og gæster.

Hvilke brugere – eller nærmere ikke-brugere af museet – ønsker du at tale mere til, og hvordan skal det ske?
Glyptoteket har faktisk rigtig flotte besøgstal, ligesom der allerede er mange forskellige gæster. Vi har i bund og grund noget universelt at byde på, der vedrører alle. Men personligt er jeg ikke mindst optaget af at danne og berige børn og unge med den unikke oplevelse, vi kan tilbyde med vores samling og viden. Og sjældent har det været så aktuelt at genbesøge det historiske grundlag for civilisationen som nu, hvor vi lever i så tumultarisk en tid. Et grundlag, som man i vid udstrækning finder i Glyptotekets samling, og som har været med til at definere, hvem vi er i dag. Det strækker sig fra antikkens kunst og filosofi, over Europas omvæltninger efter den franske revolution og demokratiets fødsel og til gennembruddet for den frie, moderne kunst.