Ugens magister: "Vi skal forstå ældre som andet, end folk der ligger på dødslejet"

Aske Juul Lassen, hvorfor er det en god idé med tænketanken, og hvad kan den bidrage med?
Den ”tredje alder” er en ekspanderende alder. Vi lever længere og er raske og rørige langt op i årene, og derfor er det vigtigt at få belyst, hvad den tredje alder er. Og det kan tænketanken forhåbentlig bidrage til. Det er som om, at debatten omkring ældre taler ind i en meget forældet diskurs, hvor man ser alderdommen som præget af forfald og afvikling. Så vi skal tænke på nye måder, der kan spille ind i den politiske debat og nye tiltag. Fx at få sat fokus på løbende at uddanne ældre, at få talt frivilligt arbejde blandt ældre op, så det også bliver værdsat, og fremhæve, hvordan bedsteforældregenerationen kan være med til at få stressede børnefamiliers hverdag til at hænge sammen. Det er selvfølgelig også noget, der skal opstå nedefra. Men der er også måder at påvirke det strukturelt og forhindringer, som man kan fjerne. Fx er der regler omkring, at efterlønnere ikke må lave bestemte typer frivilligt arbejde.

Hvorfor er det vigtigt for dig at være med?
For mig er det meget vigtigt at bidrage med etnologisk forskning på området, så tænketankens anbefalinger kommer til at være funderet i viden. Og her betyder det noget at få etnologiens stemme i spil, så man får indblik i, hvilke hverdagsliv ældre lever. Det taler meget ind i mit forskningsområde om det aktive ældreliv, hvor jeg beskæftiger mig med, hvad det gode ældreliv er anno 2017. Og det perspektiv er vigtigt, for ellers kommer man til at skabe idéer og anbefalinger, som overser det levede liv i de velfærdssystemer, der netop skal sørge for, at borgernes liv – også som ældre, hænger sammen. For det skal helst ikke være sådan, at folk der fx er nedslidte ikke må have lov at trække sig tilbage uden at være udsat for alle mulige prøvelser. Men vi bliver stadig nødt til at åbne op for en diskussion af, hvad det lange liv gør ved hele måden, vi indretter vores livsforløb i velfærdsstaten. 

Hvad ser du som de største udfordringer frem mod 2040, hvor I har et mål om at komme med konkrete anbefalinger til, hvordan man forbedrer rammerne for den tredje alder?
Vores lange liv udfordrer vores måde at forstå livet som opdelt i livsfaser. For det giver ikke mening, at vi skulle være det samme sted i livet, når vi både er 60, 70 og 80 år. Jo ældre vi bliver, des mere forskellige bliver vi også, og den diversitet skaber nogle udfordringer. Bare se på den store ulighed i sundhed, der findes. Og så er der selvfølgelig store udfordringer i forhold til de stigende sundhedsomkostninger, der følger med alderen, hvor mange livsstilsygdomme følger med. Men her er det vigtigt at fokusere på, at man godt kan leve gode liv, selvom man er syg. Lykkeundersøgelser viser, at vi bliver lykkeligere med alderen. Så det at være syg er ikke ens betydende med at leve et dårligt liv.

Er der nogen nemme løsninger, eller er vi nødt til at indstille os på, at tendensen med flere og flere ældre kræver svære løsninger?
Der er ingen nemme løsninger. Det kræver for eksempel enorme mængder arbejde at få teknologien til succesfuldt at overtage velfærden og plejen, hvis det er den vej, man vil gå. I Japan har man fx masser af innovativ sundhedsteknologi, men man har ikke tænkt implementeringen ordentligt igennem. Desuden skal vi væk fra idéen om, at det at blive svagere og til sidst dø er mislykket aldring. Der er en tendens til, at succesfuld alderdom er lig med et nærmest smertefrit og uendeligt liv, der smitter af på aldringspolitikken. Fx hvis man ser på rehabilitering, hvor man ikke kan få lov til at blive svag og gammel, men hele tiden skal genvinde sine kræfter. Rehabilitering har ført mange gode ting med sig, men må også udføres med måde og respekt. Og det er en udfordring, at vi ikke kan acceptere forfaldet, selvom forfald og død er en grundlæggende del af at være menneske. Jeg håber, at tænketanken kan hjælpe til at ændre på opfattelsen af, at det lange liv ikke nødvendigvis er det gode liv.