Privat løntilskud: Syv ud af ti får job efterfølgende
Løntilskudsjob er en effektiv vej ud af ledighed for akademikere, viser nye tal. Det gælder også de omdiskuterede offentlige løntilskudsordninger.
I 2011 gik daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til kamp mod meningsløs aktivering og “Find din indre fugl”-kurser. Løntilskud og virksomhedspraktik var ifølge beskæftigelsesministeren det eneste effektive middel til at få ledige i job. Nye tal viser, at hun havde ret.
I 2015 var 72,4 pct. af alle magistre således i beskæftigelse senest seks måneder efter, at de havde afsluttet en løntilskudsansættelse i en privat virksomhed, viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
Og mens såvel fagbevægelsen som Arbejdsmarkedskommissionen har været skeptiske over for effekten af offentlige løntilskudsjob, viser tallene fra STAR, at også dette redskab virker. 58,9 pct. af de magistre, der var i et offentligt løntilskudsjob i 2015, var efter seks måneder i ordinær beskæftigelse.
I Københavns Kommune er man ikke overrasket over løntilskudsjobbenes betydning for de lediges efterfølgende beskæftigelsesmuligheder.
“Vi har rigtig gode erfaringer med løntilskudsjob. Det giver især de unge erhvervserfaringer og en mulighed for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Og når vi taler om akademikere, har det vist sig, at vi også har en ret høj effekt for offentlige løntilskudsjob”, siger Jens Sibbersen, der er afdelingschef for Karrierestedet, hvor Købehavns Kommune har samlet sin indsats for akademikere.
Stadig for de færreste
Løntilskudsjobbene hænger dog ikke på træerne, og kommunen bruger mange ressourcer på at skabe kontakt til virksomheder for at få dem til at se potentialet.
“Der er behov for at opdyrke markedet yderligere, og derfor er det også en strategisk satsning i Københavns Kommune, så vi får skabt endnu flere ikke mindst private løntilskudsjob”, siger han.
Selvom effekten er høj, er det langtfra alle ledige, der får adgang til et løntilskudsjob. Ifølge STAR var 297 magistre i privat løntilskudsjob og 567 i offentligt løntilskudsjob i 2016. Det gennemsnitlige antal ledige i november 2016 var imidlertid knap 4.000 personer ifølge Akademikernes ledighedsstatistik.
Ifølge Jens Mølbach, sekretariatschef i Akademikerne, bør partierne bag beskæftigelsesreformen genoverveje muligheden for, at udsatte grupper, som er truede af langtidsledighed, kan komme i løntilskudsjob allerede fra første ledighedsdag.
Jens Mølbach peger blandt andet på, at knap 600 nyuddannede magistre sidste år mistede dagpengene uden nogensinde at have været i beskæftigelse. I alt røg 3.000 magistre ud af dagpengesystemet.
“Jeg mener godt, at man ligesom tidligere kunne udtage særlige risikogrupper, hvor der burde være kompensation for reglen om, at man skal have været ledig i seks måneder, før man kan få et løntilskudsjob. Man kan jo forholdsvist nemt pege på grupper, der har stor risiko for ledighed, på baggrund af ledighedstallene”.
Her peger Jens Mølbach især på humanister og visse grupper af samfundsvidenskabelige kandidater. Ifølge Akademikernes ledighedsstatistik er ledigheden blandt dimittender med en humanistisk uddannelse siden 2014 vokset fra 34 pct. til 43 pct.
Andel af magistre i beskæftigelse seks måneder efter aktivering i løntilskud
2011 | 2013 | 2015 | |
Privat: | 58,9 | 66,2 | 72,4 |
Offentlig: | 49,3 | 55,5 | 58,9 |
Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering