Ugens profil: Kirkehistoriker får millioner til forskning i privatsfærens historie

Blandt ti nye Centers of Excellence, som grundforskningsfonden vil investere i, er Centre for Privacy Studies det eneste, der repræsenterer teologi eller for den sags skyld humaniora. Så stort tillykke. Men hvad har kirkehistorie egentlig at gøre med forskning i ”privacy”?

Mit kirkehistoriske forskningsspeciale er munke. Klosterlivet handler jo om tilbagetrækning fra verden, og dybest set det, at man planlægger et helt liv, som er baseret på tanken om, at man skal være væk fra verden for at komme nærmere gud.

Et kloster er en helt bastant måde at gøre det på. Man sætter mure omkring et kloster, og derved har man arkitektonisk afsondret sig. Men der findes jo også rum i huse, fx studerekamre eller bedekamre, hvor man afsondrer bestemte lokaliteter til en særlig form for fordybelse. Og så er der pludselig ikke så langt til begrebet ’privacy’.

Grunden til, at vi bruger det engelske begreb, er, at der ikke findes noget rigtig godt dansk ord, fordi privacy er ikke bare privatliv, men også netop den private sfære og ideen om retten til det private. Altså at man har en særlig zone, hvor man er mere sig selv, end man fx er, når man er på arbejde. Så privacy bliver opfattet som et privilegeret sted, hvor man er, som man allerhelst skal være.

Men det religiøse perspektiv er ikke det eneste, som centret kommer til at beskæftige sig med?

Nej. Pointen med den nye bevilling er, at det ikke kun er et kirkehistorisk forskningscenter, men et center, hvor vi undersøger privatsfæren i krydsfeltet mellem lovgivning, arkitektur, politiske idealer og religiøs kultur.

Vores moderne begreb om det private hviler på forskellige historiske lag. Der ligger fx en sproglig og kulturel afsmitning fra den kirkehistoriske sammenhæng. Det betyder jo ikke, at i dag, når vi beskytter vores facebookliv, at det er en særlig religiøs ting, overhovedet ikke, men der kan være en kontinuitet i tanken om, at det er der, hvor vi er alene, at vi er allermest, som vi gerne vil være. Vi forstår det moderne begreb bedre, hvis vi samtidig forstår de arkæologiske lag af alt muligt, der ligger under det.

Finder man noget i historien, som peger frem mod de konflikter, der viser sig, når vi ser på privathed med nutidens øjne?

Det tror jeg helt sikkert. Jeg tror, at vores begreb om privathed er noget, der ligger på mange forskellige lag af udviklinger. Og der er to måder, hvorpå historien er vigtig i den forbindelse. Dels er det privates dobbelthed historisk forankret: Vi kan se, at det private er en ret, som man på en gang beskytter og værner om, men også, at det opfattes som en potentiel trussel - i den dybeste privathed kan der foregå ting, som er farlige for samfundet. Den dobbelthed opstår i den tidlige moderne periode. Derfor kan der være grund til at gå tilbage og se på, hvad der er af udviklingslinjer. Men så er der jo også det med historien, at den giver os mulighed for at se samfundet på afstand, og derved kan vi få øje på nogle konturer, som vi måske ikke ser, når vi står midt i det. På samme måde, som et landkort viser sammenhænge, som man ikke ser, når man står i landskabet.

Selvfølgelig er historien foranderlig, og historiske forhold er styret af alle mulige faktorer. Men når vi går historisk til værks, kan vi bedre undersøge nogle af de forhold, der spiller ind, når folk definerer og afgrænser privathed på et bestemt sted og under bestemte vilkår. Denne historiske afstand kan også give os bedre mulighed for at se forbindelseslinjer, som fx hvordan det begreb om det private, der er afgrænset arkitektonisk, forholder sig til den privatsfære, der beskrives i lovgivningen.

Du har beskæftiget dig rigtig meget med munke. Hvorfor?

Når man arbejder med kirkehistorie arbejder man både med institutioner, religiøse praksisser, tankeformer og religiøs historieskrivning. Klosterbevægelsen har alle de ting i meget koncentreret form. Så i stedet for at studerede atlanterhavsfisk i hele Atlanterhavet har man et akvarium, hvor man kan se alle de ting tæt på. I klosterbevægelsen har du et koncentreret liv - og helt konkret i bygningsmæssig form, med skrifter, praksisser og arkitektoniske og rituelle former, som ene og alene er koncentreret om udlevelsen af et bestemt ideal.   

Hvorfor er det lige dig, der er valgt til at stå i spidsen for centret?  

For det første har jeg arbejdet tværfagligt i rigtig mange år. I hele min karriere har jeg arbejdet på tværs af fagfelter og meget tæt med folk fra andre fagfelter. Så jeg mener faktisk, at jeg er god til at få folk fra forskellige discipliner til at arbejde sammen. Og jeg er god til at se, hvordan ting spiller sammen, selvom folk taler fra forskellige faglige steder og med forskelige typer af materiale. Det er sådan noget, som faktisk er ret svært, fordi forskere er trænede og specialiserede indenfor bestemte faggrene. Selvfølgelig kan vi tale sammen, men hvis man skal arbejde systematisk på tværs af fagfelter, så kræver det en hel del. Men det har jeg meget erfaring med.

Det andet er, at jeg er meget optaget af samarbejde, og hvordan man får den der laboratoriestemning frem, hvor folk faktisk kan komme på banen med ideer og kan drøfte dem, uden straks at få hug. Den akademiske disciplin er jo traditionelt baseret på en form for fagfællekritik, som meget går ud på at finde fejl. Men jeg er meget optaget af at finde en arbejdsform, hvor vi kan være kritiske, men også konstruktive og fagligt generøse i vores måde at drive forskning på.