Skrankepaven lever - og hun har det godt

“Han er ekspert i reglementer og formularer. Og i at sylte sager. Han kunne faktisk have taget doktorgraden i det. Ham skal man ikke bede om hjælp til at få noget gjort i en fart. Så begynder han bare at tale i paragraffer og finder henrykt en stabel formularer frem. Han nyder at lægge Deres sag nederst i bunken – især hvis den er vigtig for Dem. Det giver ham en lun, lille magtfølelse. Genkender De beskrivelsen? Det er naturligvis embedsmanden, der er tale om. Den nidkære offentlige sagsbehandler, der med skadefryd trækker borgerne rundt ved næsen med henvisning til paragraf dit og bestemmelse dat”.

Ordene er 46 år gamle. Teksten kan dateres til sommeren 1970, hvor Ekstra Bladet besluttede sig for at gøre op med embedsmandstyranniet og hovmodet i den offentlige forvaltning. Det var i kampagnejournalistikkens gyldne dage, og som Ekstra Bladet havde for vane, opfandt man et godt, folkeligt øgenavn til skurkene: skrankepaverne.

“Giv os et vink, hvis De støder på en af slagsen – så skal vi nok tage os kærligt af ham. Vi trænger til nogle flere forhenværende skrankepaver herhjemme”, sluttede den helsides egenannonce, hvor avisen udbad sig tips og historier om infame embedsmænd.

Du kan se annoncen herunder:


For meget magt
Og det lod læserne sig ikke sige to gange. Det vrimlede med personlige oplevelser af embedsmændenes hærgen – lige fra Willy Andersen i Nibe til fru Villia Elise Olsen i Horsens. Eller som det lød fra den 56-årige chauffør Orla Kragh Jensen:

“Velfærdspolitik er det største fupnummer. Man gør, hvad man kan for at slå de små ned. De store hjælper man. Embedsmænd og skrankepaver får det sidste ord”.

Embedsmænd og skrankepaver – skældsord i Orla Kragh Jensens mund. Tilliden til de offentlige sagsbehandlere var bestemt ikke på toppen i sommeren 1970.

Spørgsmålet er, hvor meget bedre den er i dag, 46 år senere. En meningsmåling, TNS Gallup har foretaget for Magisterbladet, antyder, at det stadig står skidt til. De adspurgte fik forelagt en liste med stillingstyper og skulle svare på, om personer i de forskellige stillinger havde for meget eller for lidt magt.

Folkedommen er tindrende klar: 66 procent svarer, at de var enige i eller overvejende enige i, at embedsmænd har for stor magt. Markant større tal end for kategorierne “økonomer”, “jurister” og “erhvervsledere”, hvor det tilsvarende tal ligger omkring 50 procent. Til sammenligning mener 13 procent, at lærerne i folkeskolen har for meget magt.

Borgerservice og vandautomater
At det ikke har rykket sig – den store skepsis og fordommene over for embedsmændene – er bekymrende og egentlig også mærkeligt. For afbureaukratisering har været politisk slagord i de fleste af de 46 år, der er gået. Da Poul Schlüter i 1982 tiltrådte som statsminister, var det med ordene: “Nu skal det være nemmere at være dansker” og den såkaldte “Operation regelsanering”. Ni år senere fulgte han selv op med “Operation regelstorm”, og sådan er det gået slag i slag.

I kommuner og offentlige institutioner har servicetanken stået højt på dagsordenen i flere år. Der er oprettet borgerservicekontorer med kaffe- og vandautomater, der er indført sprogpolitikker, der instruerer medarbejdere i at skrive personligt og starte breve med “kære ...”. Der er ansat borgerrådgivere, som skal rådgive borgere i klagesager mod kommunen selv.

Tilliden burde være i top, men er det ikke.

Skandaler skaber skepsis
Vil man have forklaringer, må man spørge en klog kone eller mand, så det gør vi. Tim Knudsen er professor emeritus i statskundskab, og han plejer at have svar på rede hånd, når det handler om magt.

I dette tilfælde ryster han en smule på hånden, men han ender med at pege på de statslige embedsmænd – tæt på ministrene – som dem, folk finder for magtfulde.

“Jeg tror, der er kommet en opblomstring på grund af nogle af de ministerieskandaler, vi har haft de senere år, for eksempel skattesagen med Peter Loft. Og måske også på grund af nogle af de mere upopulære tiltag – eksempelvis salget af DONG til Goldman Sachs og folkeskolereformen – som primært er udtænkt af embedsmænd i Finansministeriet og i andre ministerier”, siger han.

Og at disse embedsmænd er for magtfulde, er Tim Knudsen for så vidt enig i.

“Ikke mindst i den foregående regering kunne man få det indtryk, at nogle ministre var alt for lydhøre over for deres embedsmænd. Jeg synes, at embedsmændenes magt er et stort demokratisk problem, og i det lys er befolkningens fornemmelse, som vi ser i målingen, overordentlig sund”, siger Tim Knudsen.

Mistillid til både stat og kommune
Ifølge Knudsen har mistilliden til embedsmændenes magt altså sin rod i centraladministrationen og ikke de kommunale og regionale forvaltninger. Med andre ord er det ikke skrankepaver, men spindoktorer, departementschefer og regnedrenge, vi finder for magtfulde.

Gallup-undersøgelsen går ikke i detaljer med, om det var statslige, kommunale eller regionale embedsmænd – de bliver skåret over en kam.

Men i oktober 2015 kom en anden måling, bragt i magasinet Kommunen, som også handler om stor skepsis over for embedsmænd. Her siger 67,4 procent, at de nærer “ret lille” eller “meget lille” tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser. Men for de kommunale og regionale embedsmænd ser det heller ikke godt ud. Her nærer 65,6 procent en tilsvarende mistillid.

Nå, så er vi tilbage ved start igen. Embedsmænd er nogle skrankepaver!

En fordom
Bente Hagelund er rektor for Folkeuniversitetet i København og har gennem mange år undervist offentlige sagsbehandlere i god forvaltningsskik. Men først og fremmest – i denne sammenhæng – er hun forfatter til bogen “Skrankepaver og tidsrøvere”.

“Titlen valgte jeg lidt humoristisk, fordi den skulle rette sig mod både borgere og sagsbehandlere. De står på hver sin side af skranken og har måske et lidt fordomsfuldt billede af hinanden. Og jeg vil gerne hjælpe begge parter til at forstå deres rettigheder og pligter”, fortæller hun.

Den skrankepave, hun hentyder til, er altså ingen rigtig person, men en fordom.

“Dem tror jeg ikke, der findes mange af i virkeligheden. Men der skal jo nok findes nogen”, siger hun.

Et fænomen, som ifølge Hagelund stadig findes i det offentlige, og som måske kan nære skrankepavefordommene, er, når sagsbehandlere forsøger at gemme sig bag paragraffer og formelt sprog.

“Man kan godt have lyst til at gemme sig bag sin myndighed, hvis man skal gøre noget ubehageligt. Især hvis man skal give folk afslag. Jeg bruger selv breve som eksempel. Her kan man have tendens til at blive formel, skrive kancellisprog, skrive “De” og gemme sig bag sproget. Så er det ikke mig, Bente, men en myndighed, der taler. Det tror jeg kan få folk til at tænke, at det er skrankepaver”.

Kan man give afslag på en menneskelig, nærværende måde?

“Problemet er jo, at det skal opfylde lovens krav. Man kan ikke pakke det så pænt ind, at det ikke fremgår, at det er et afslag. Men jeg mener godt, at man i sin sproglige og mundtlige fremstilling kan have en professionelt venlig holdning”.

Bente Hagelund underviser embedsmænd i at yde bedre service og møde borgerne – som man siger – hvor de er. Det handler dybest set om kommunikation.

“Hvis man som medarbejder hver dag sidder og arbejder med servicelovens paragraf 100, og der så kommer en borger ind, der aldrig har hørt om den, så kan man godt komme til at lyde lidt hovski-snovski. Men så må man sætte sig ned og forklare: Hør her, det handler om det og det …”.

“Det løber sammen …”
Hvidovre Kommune er et af de steder, hvor man gør meget for at møde borgerne i øjenhøjde, skrive og tale, så alle kan forstå det, og lægge op til samspil med borgerne. Det fortæller kommunaldirektør og overembedsmand Nich Bendtsen.

Han peger også på de store mediesager, når han skal forklare den mistillid, undersøgelserne fortæller om.

“Der har været de der sager, specielt på departementschefniveau. De giver meget opmærksomhed, og jeg er overbevist om, at det er en af grundene. Når vi taler om kommunale sager, har der mere været tale om fagligt svigt og fejl end magtmisbrug. Men jeg tror måske, at alle de sager smitter af på hinanden, og at det hele løber sammen i øjnene på folk”, siger han.

Og så nævner han også kommunalreformen som en faktor.

“Kommunesammenlægningerne og den opgaveoverførsel, der er sket fra regioner til kommuner, har skabt en helt anderledes kompleksitet i sagerne. Samtidig sker der en professionalisering af sagsbehandlingen med flere AC’ere på kontorerne, og det gør hele området mere akademisk. Derfor er vi meget opmærksomme på, at vi henvender os til folk i et ordentligt sprog”, siger Nich Bendtsen.

Glistrup samlede op
Bent Falbert – den tidligere redaktør på Ekstra Bladet – kom til avisen i 1971, hvor skrankepavekampagnen stadig kørte. Han husker den udmærket.

“Det udsprang af nogle konkrete sager. Men det var også en tid, hvor kritikken af bureaukratiet var voldsom, hvilket jo blev samlet op af Glistrup, da han stiftede Fremskridtspartiet i 1972”, fortæller Falbert.

Han synes, kampagnen var berettiget. Også set i bakspejlet.

“Der var nok mere selvfølelse hos de der embedsmænd end i dag. Man var mere Des, og folk havde mere respekt for, at hvis man var en fuldmægtig, var man myndighedsperson, som man gjorde klogt i at behandle med lempe”.

Stadig skrankepaveri
Førte jeres kampagne til noget? 
“Det virker forhåbentlig afskrækkende, hvis man hiver fat i nogle stykker og viser, hvor urimelige de er. Det var hele boligsektoren – i lejlighedsanvisning, hvor de offentlige bureaukrater sad på magten. Og helt ud i telefonselskaber, hvor man skulle ligge på sine grædende knæ for at få lov til at oprette et abonnement. Man skulle stå i kø i månedsvis, før de gad komme ud og installere en telefon”, fortæller Falbert.

Men han mener ikke, at Ekstra Bladet kan klandres for, at folk stadig får røde knopper, når de hører ordet embedsmand. Hvis folk stadig er skeptiske, så er det, fordi der stadig er problemer.

“Tag hele digitaliseringen af meddelelser fra det offentlige til borgeren, hvor alle skal have en e-Boks. Min gamle mor på 92 år er en del af den halve million mennesker, der ikke kan finde ud af at bruge det der. Men for allernådigst at få dispensation skal hun personligt møde op i borgerservice og trække et nummer. Hjemmehjælperen må ikke gøre det for hende. Så sig ikke, at skrankepaveriet er ophævet. Det lever i bedste velgående”.

Uløselig opgave
Så vidt den gamle skrankepavedolker Bent Falbert. Men hvad med embedsmændene selv? Hvordan forklarer de, at danskerne finder dem for magtfulde trods 46 år og utallige gode tiltag for mindre bureaukrati og mere service?

Bent Kjær Hansen er en af dem. Han er geolog og arbejder i afdelingen By og Landskab i Frederikssund Kommune. Her sidder han og forvalter efter lovens bogstav, når initiativrige borgere skal have tilladelser.

Som han ser det, står embedsmænd som han selv med den næsten uløselige opgave, at de skal håndhæve nogle fælles regler og retningslinjer. Og helst uden at nogen bliver sure.

“Folk vil jo ofte noget andet end det, de får lov til. Prøv at se hysteriet, når der kommer fotovogne. Der står begavede politikere frem og siger, at det er noget griseri, når man kontrollerer, om folk kører for stærkt”, siger Bent Kjær Hansen.

“Én møgsag vælter 10.000”
Han er enig med Bente Hagelund i at pege på kommunikationen som et middel mod borgernes mistillid og skrankepavefordomme.

“For mig er skrankepaveri noget med, at der bliver taget nogle uforståelige beslutninger. På mit område gøres der meget ud af, at det skal være forståeligt. Og der skal være en fornemmelse af, at alle er lige for loven”, siger Bent Kjær Hansen og nævner, hvordan man arbejder med at lægge registerdata ud i offentligheden, så folk selv kan hente de samme oplysninger som embedsmændene.

“Hvor vi før kun var myndighed, skal vi i dag også servicere. Vi skal vejlede ved at fortælle folk, hvilket lovkompleks de kommer ind i. I gamle dage kom folk ind med en sag og fik en tilladelse, og så blev de sendt videre for at få to andre. Nu sætter man en ære i, at det bliver en samlet sagsbehandling med kun én indgang”, fortæller han.

Men uanset hvor hjælpsomme, imødekommende og servicemindede Bent Kjær Hansen og hans embedsmands­kolleger er, er den offentlige mening en svær størrelse at arbejde med.

“Der skal kun én møgsag til at vælte 10.000 gode sager. En sag, hvor man vil tage hjælpen fra handicappede børn, så kommer der mistillid, og der står straks 20 politikere klar til at generalisere ud fra det. Så hvis der er kaos på Bornholm, sker der stramninger i Skagen. Det er umuligt at forsvare sig imod”.