Historisk dag: Ungdommen har fået sit eget folkemøde
Mens det er en årligt tilbagevendende begivenhed, at de voksne og gamle mødes på Bornholm til Folkemødet, så har de yngste ikke på samme måde haft en platform, hvor de kan mødes. Derfor har Ungdomsbureauet arrangeret det første Ungdommens Folkemøde, som åbnede torsdag.
"I en tid, hvor det fejlfrie 12-tal er det største, man kan opnå, bærer jeg titlen som "måske egnet" med stolthed"".
Kjartan Arngrim, som er forsanger i det danske folkband Folkeklubben, lagde på Ungdommens Folkemøde ikke skjul på, hvad han mener om den retning, som samfundet er på vej i.
Han åbnede den store scene sammen med et kor, da Ungdommens Folkemøde torsdag for første gang nogensinde inviterede både unge og gamle inden for i Søndermarken på Frederiksberg.
Ud over mere end 20.000 gæster havde 85 organisationer fordelt sig på de 57 stadepladser og to scener, hvor der både torsdag og fredag blev debatteret alt fra karaktertyranni til Kierkegaard og Blixens tanker om ungdommen.
Europa er ved at udvikle sig til et stort oldingevælde
Olav Hesseldahl, som er cand.mag. i filosofi og stifter af Ungdomsbureauet, der står bag Ungdommens Folkemøde, var da heller ikke i tvivl om, hvorfor han og de mange frivillige har knoklet for at få Søndermarken gjort klar til det store arrangement.
"Vi er ved at udvikle det ene oldingevælde efter hinanden rundt om i Europa. Det er farligt med de historisk små ungdomsårgange, både for samfundet og demokratiet", understregede han fra scenen.
Han forklarede, at han håbede, at de mange unge mennesker ville bruge muligheden for at præge både de politikere, som er med til at bestemme, men også de mange organisationer, som forsøger at kæmpe deres sag. For det er, ifølge Olav Hesseldahl, en unik mulighed, de unge har denne torsdag og fredag på Frederiksberg.
"Jeg talte med min farmor og farfar forleden om Ungdommens Folkemøde. Og de sagde, at de håbede, at I alle sammen ville ringe til jeres bedsteforældre og fortælle dem, hvad I har fået ud af at deltage, og hvad I drømmer om", sagde han og forklarede, at han også tror, at det kan være med til at skabe bedre sammenhængskraft mellem de yngste og ældste i samfundet.
Opråb fra Statsministeren til ungdommen
Med til åbne det første folkemøde for de yngste danskere var også, med Olav Hesseldahls ord, "chefen for det hele".
Og fra scenen talte statsminister Lars Løkke Rasmussen om, at han og de andre gamle må vænne sig til, at hvis Ungdommens Folkemøde er i Søndermarken, så må det på Bornholm være de gamles folkemøde.
"Danmark er et land, som ikke er designet oppefra, men groet nede fra", sagde statsministeren med henvisning til, at blandt de unge til stede har en stor rolle i at forme Danmark, og takkede for, at han måtte få lov til at være en af de gamle ved Ungdommens Folkemøde.
Han glædede sig over, at han på sin tur rundt i landet har observeret, at de unge danskere er engagerede i, hvordan fremtiden skal forme sig, og hvordan de selv kan være med til at påvirke den.
"Det er vigtigt, at der er nogen, der vil være med til at passe på vores folkestyre"
Kulturminister Bertel Haarder havde til lejligheden skrevet en sang, som blandt andet i sit andet vers forklarer, hvorfor de unge må aflevere lidt af deres SU for at få regeringens 2025-plan til at hænge sammen.
Sangen er skrevet med et glimt i øjet, understregede kulturministeren om sangen, der er lavet til melodien til "I en kælder sort som kul": Derfor unge, hør nu her, pengene er knappe,vi må spare hver især, tilskud må vi kappe, hvis vor helhedsplan skal du’, må vi skære i SU, i må ikke dåne, hvis I nu må låne!.
Men samtidig kom han også med en opfordring til de unge om at blande sig - også i partiernes ungdomsorganisationer.
"Det er vigtigt, at der er nogen, der vil være med til at passe på vores folkestyre", sagde han.
Og så er det de unges pligt at byde politikerne op til debat, understregede han. Og ikke kun på de sociale medier.
"I skal protestere, hvis vi politikere kun kommer til at tænke på den nuværende generation", sagde han og uddybede:
"I skal minde os om, at vi skal lytte til jer. Det gør man bedst ansigt til ansigt med dem, der har ansvaret. Og ikke ved likes og shitstorme på de sociale medier".