Når sans for rum bliver forretning
Som selvstændig virksomhedsscenograf lever Karen Noeberg af at indrette virksomheder, så de understøtter medarbejderne. Det gør hun ved at kombinere sin teaterscenografiske sans for rum med næse for forretning.
I Spinderihallernes café i Vejle er der ingen klassiske topersoners borde. Her tæller møblementet kun lyse firkantede langborde af træ med tilsvarende langbænke. Og enkelte knaldrøde eller grå pindestole.
Forinden havde flokken af selvstændige i Spinderihallerne inden renoveringen i 2010 erfaret, hvordan samarbejdet på tværs blomstrede, efter at der blev taget initiativ til en fælles frokostordning, så de havde et fast fysisk mødested. Og for Karen Noeberg er det fysiske rum altafgørende. Det understøtter ifølge hende social handling og kan få mennesker til at føle sig både godt – og dårligt – tilpas.
Mere end indretningsdesign
Karen Noeberg startede sin virksomhed for ti år siden. For hende handler arbejdet som virksomhedsscenograf grundlæggende om, hvordan man igennem scenografien kan få virksomheden – og medarbejderne – til at performe så godt som muligt. Fx nytter det ifølge Karen Noeberg ikke noget, at skrivebordet er indrettet komplet minimalistisk, hvis medarbejderen arbejder med mange papirer.
Hun løser typisk opgaver for virksomheder, der gerne vil i en anden retning, men har brug for hjælp til at finde ud af hvorhen. Til det bruger hun lang tid på at få virksomheden “ind under huden”, før hun går i gang med selve den scenografiske indretning. Og ifølge Karen Noeberg adskiller det hende fra traditionelle indretningsdesignere:
“Den første lange proces handler om at finde ud af, hvad det er for en “forestilling”, virksomheden gerne vil spille for kunderne. Hvad dens grundlag er, og hvorfor den er sat i verden”.
Til det udvikler hun et decideret manuskript – inspireret af sin tid i teaterverdenen igennem tyve år. Eller nærmere en synopsis, korrigerer hun sig selv, “for ellers tænker man, at der er replikker”. Den udvikler hun i samarbejde med en procesfacilitator og i tæt dialog med både ledelse og medarbejdere for at kortlægge behovene, der til sidst bliver til en præcisering af, hvad der skal til, for at både medarbejdere og virksomheden performer godt igennem indretningen.
Og dialogen er især vigtig for Karen Noeberg, da hun “helt automatisk betragter medarbejderne som skuespillere, der skal performe”.
“For hvis ikke de vil, så er der jo ikke nogen til at føre selv de bedste idéer ud i livet”, siger Karen Noeberg.
Dukkehuse som arbejdsværktøj
Ifølge Karen Noeberg er succeskriteriet for den endelige scenografi derfor noget, som ingen lægger mærke til, da den skal være tilpasset den enkelte virksomhed. Derfor findes der heller ikke en “typisk Noebergsk indretningsstil”, forklarer hun.
For hende er det en kropslig og intuitiv proces at nå frem til den scenografiske indretning. Når Karen Noeberg snakker, er det da også lige så meget med kroppen som med mundtøjet. Hænderne stryger nænsomt over bordpladen, når hun funderer over et spørgsmål, og gør gestikulerende fagter, når hun åbner munden for at svare.
Og sanseligheden har altid fulgt Karen Noeberg. Lige fra barnsben byggede hun dukkehuse og modeller og var optaget af, hvordan rum fornemmedes. Også i dag foretrækker Karen Noeberg fysiske modeller af scenografien, når synopsen er på plads:
“Jeg bygger altid et dukkehus i 1:20 af rummet eller bygningen, selvom det er besværligt at bakse rundt med. Men det er min måde at arbejde på, for uden det får jeg ikke en kropslig erkendelse af, hvordan rummet er”.
Karen Noeberg fremhæver, at det “ikke er særligt videnskabeligt”. Men understreger, at de metodiske værktøjer, som hun fik med fra universitetet, gjorde, at hun lettere kunne konceptualisere og omsætte sine evner og kompetencer til forretning.
Ingen berøringsangst for penge
Der virker ellers umiddelbart langt fra teatrets skrå brædder til erhvervslivet. Og for Karen Noeberg har det også været en lang, refleksiv proces, hvor det har været nødvendigt at se tingene i helikopterperspektiv og spørge sig selv om, hvad man kan tage med.
Vejen dertil har dog været gradvis og naturlig for Karen Noeberg, der undervejs både var forbi højskoleverdenen og med til at starte en diplomuddannelse for kunstpædagoger under UC SYD, inden hun fandt vej til Spinderihallerne gennem et karriereforløb i Vejle Kommune. Det var rettet mod folk, der ønskede “at omsætte idé til faktura” og leve af sin kunst eller kreativitet.
Og Karen Noeberg er ikke berøringsangst over for penge. For hende er det ikke et problem at hjælpe virksomheder til at skabe gode tal på bundlinjen, da hun “jo også selv skal have gode tal på bundlinjen”. I 2015 omsatte hendes virksomhed for 1,5 mio. kr.
Karen Noebergs forretningsgen er heller ikke tilfældigt opstøvet. Både farfaren og morfarens gren af familien var selvstændige. Samtidig passer det Karen Noeberg godt at være sin egen chef og dermed “fri for dårlig ledelse”, som hun siger. Hun erkender dog, at der også er omkostninger og usikkerhed ved at være selvstændig. Bl.a. når hun ikke har udsigt til at udskrive fakturaer i det næste lange stykke tid, og ikke har sørget for en buffer.
Men for Karen Noeberg handler livet som selvstændig om mere end penge. Først og fremmest er det passionen, som er drivkraften. Derudover arbejder hun med tre parametre, som hun bruger som styrepind, i forhold til hvilke opgaver hun siger ja til.
“Det skal være sjovt, jeg skal blive klogere, og jeg skal tjene penge. Når alle tre ting er der, er det fedt. Men der skal minimum være to. Nogle gange er jeg kommet til at lave noget, hvor der kun er én ting, og så er det ikke sjovt”, siger hun.
Det er Karen Noeberg, cand.mag. i billedkunst og dramaturgi, der som scenograf – sammen med en designer og møbelsnedker – har stået for indretningen af caféen i det gamle bomuldsspinderi. Det fungerer i dag som kreativt udviklingsmiljø for selvstændige og kulturinstitutioner.
Her holder Karen Noeberg også selv til med sin enkeltmandsvirksomhed som virksomhedsscenograf. For hende var indretningen af caféen oplagt, da den skulle fremme samarbejdet og fællesskabet i Spinderihallerne.
Forinden havde flokken af selvstændige i Spinderihallerne inden renoveringen i 2010 erfaret, hvordan samarbejdet på tværs blomstrede, efter at der blev taget initiativ til en fælles frokostordning, så de havde et fast fysisk mødested. Og for Karen Noeberg er det fysiske rum altafgørende. Det understøtter ifølge hende social handling og kan få mennesker til at føle sig både godt – og dårligt – tilpas.
Mere end indretningsdesign
Karen Noeberg startede sin virksomhed for ti år siden. For hende handler arbejdet som virksomhedsscenograf grundlæggende om, hvordan man igennem scenografien kan få virksomheden – og medarbejderne – til at performe så godt som muligt. Fx nytter det ifølge Karen Noeberg ikke noget, at skrivebordet er indrettet komplet minimalistisk, hvis medarbejderen arbejder med mange papirer.
Hun løser typisk opgaver for virksomheder, der gerne vil i en anden retning, men har brug for hjælp til at finde ud af hvorhen. Til det bruger hun lang tid på at få virksomheden “ind under huden”, før hun går i gang med selve den scenografiske indretning. Og ifølge Karen Noeberg adskiller det hende fra traditionelle indretningsdesignere:
“Den første lange proces handler om at finde ud af, hvad det er for en “forestilling”, virksomheden gerne vil spille for kunderne. Hvad dens grundlag er, og hvorfor den er sat i verden”.
Til det udvikler hun et decideret manuskript – inspireret af sin tid i teaterverdenen igennem tyve år. Eller nærmere en synopsis, korrigerer hun sig selv, “for ellers tænker man, at der er replikker”. Den udvikler hun i samarbejde med en procesfacilitator og i tæt dialog med både ledelse og medarbejdere for at kortlægge behovene, der til sidst bliver til en præcisering af, hvad der skal til, for at både medarbejdere og virksomheden performer godt igennem indretningen.
Og dialogen er især vigtig for Karen Noeberg, da hun “helt automatisk betragter medarbejderne som skuespillere, der skal performe”.
“For hvis ikke de vil, så er der jo ikke nogen til at føre selv de bedste idéer ud i livet”, siger Karen Noeberg.
Dukkehuse som arbejdsværktøj
Ifølge Karen Noeberg er succeskriteriet for den endelige scenografi derfor noget, som ingen lægger mærke til, da den skal være tilpasset den enkelte virksomhed. Derfor findes der heller ikke en “typisk Noebergsk indretningsstil”, forklarer hun.
For hende er det en kropslig og intuitiv proces at nå frem til den scenografiske indretning. Når Karen Noeberg snakker, er det da også lige så meget med kroppen som med mundtøjet. Hænderne stryger nænsomt over bordpladen, når hun funderer over et spørgsmål, og gør gestikulerende fagter, når hun åbner munden for at svare.
Og sanseligheden har altid fulgt Karen Noeberg. Lige fra barnsben byggede hun dukkehuse og modeller og var optaget af, hvordan rum fornemmedes. Også i dag foretrækker Karen Noeberg fysiske modeller af scenografien, når synopsen er på plads:
“Jeg bygger altid et dukkehus i 1:20 af rummet eller bygningen, selvom det er besværligt at bakse rundt med. Men det er min måde at arbejde på, for uden det får jeg ikke en kropslig erkendelse af, hvordan rummet er”.
Karen Noeberg fremhæver, at det “ikke er særligt videnskabeligt”. Men understreger, at de metodiske værktøjer, som hun fik med fra universitetet, gjorde, at hun lettere kunne konceptualisere og omsætte sine evner og kompetencer til forretning.
Ingen berøringsangst for penge
Der virker ellers umiddelbart langt fra teatrets skrå brædder til erhvervslivet. Og for Karen Noeberg har det også været en lang, refleksiv proces, hvor det har været nødvendigt at se tingene i helikopterperspektiv og spørge sig selv om, hvad man kan tage med.
Vejen dertil har dog været gradvis og naturlig for Karen Noeberg, der undervejs både var forbi højskoleverdenen og med til at starte en diplomuddannelse for kunstpædagoger under UC SYD, inden hun fandt vej til Spinderihallerne gennem et karriereforløb i Vejle Kommune. Det var rettet mod folk, der ønskede “at omsætte idé til faktura” og leve af sin kunst eller kreativitet.
Og Karen Noeberg er ikke berøringsangst over for penge. For hende er det ikke et problem at hjælpe virksomheder til at skabe gode tal på bundlinjen, da hun “jo også selv skal have gode tal på bundlinjen”. I 2015 omsatte hendes virksomhed for 1,5 mio. kr.
Karen Noebergs forretningsgen er heller ikke tilfældigt opstøvet. Både farfaren og morfarens gren af familien var selvstændige. Samtidig passer det Karen Noeberg godt at være sin egen chef og dermed “fri for dårlig ledelse”, som hun siger. Hun erkender dog, at der også er omkostninger og usikkerhed ved at være selvstændig. Bl.a. når hun ikke har udsigt til at udskrive fakturaer i det næste lange stykke tid, og ikke har sørget for en buffer.
Men for Karen Noeberg handler livet som selvstændig om mere end penge. Først og fremmest er det passionen, som er drivkraften. Derudover arbejder hun med tre parametre, som hun bruger som styrepind, i forhold til hvilke opgaver hun siger ja til.
“Det skal være sjovt, jeg skal blive klogere, og jeg skal tjene penge. Når alle tre ting er der, er det fedt. Men der skal minimum være to. Nogle gange er jeg kommet til at lave noget, hvor der kun er én ting, og så er det ikke sjovt”, siger hun.
