Spring menu over
Dansk Magisterforening

Europæiske fagforeninger angriber frihandelsaftale

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

På en kongres i Rom har sammenslutningen af en række store europæiske fagforbund, herunder Dansk Magisterforening, besluttet at vedtage en udtalelse, der går i rette med især den manglende beskyttelse af lønmodtagernes rettigheder, som den internationale TiSA-frihandelsaftale lægger op til.

Den europæiske sammenslutning af fagforeninger, UNI Europa, som repræsenterer mere end syv mio. europæiske lønmodtagere, er langt fra tilfreds med den frihandelsaftale, som EU for tiden diskuterer med 22 lande.

Den såkaldte TiSA-aftale (Trade in Services Agreement, red.), der har til formål at liberalisere servicesektoren globalt, er desuden blevet forhandlet i al hemmelighed, indtil WikiLeaks i 2014 afslørede et aftaleudkast. Hvilket også falder fagforeningsunionen for brystet.

På en konference i Rom har UNI Europa derfor vedtaget en udtalelse, som går stærkt i rette med flere centrale ting i den aftale, der lægges op til, forklarer Elisabeth Tosti, forhandlingskonsulent i Dansk Magisterforening og præsident for undersektoren Professionals and Manager i UNI Europa.

”Der skal ikke herske tvivl om, at den europæiske fagbevægelse – og i særlig grad den nordiske fagbevægelse - er positiv indstillet overfor international samhandel, men det skal ske på en fair måde”, siger hun og uddyber:

”I de nuværende TiSA-forhandlinger er arbejdstagerrettigheder udeladt, hvilket potentielt kan underminere vores overenskomstsystem”.

Lønmodtagernes rettigheder
Det er også netop dette, som en stor del af UNI Europas udtalelse kredser om. TiSA tager ganske enkelt ikke i tilstrækkelig grad hensyn til lønmodtagernes rettigheder, mener unionen.

Det udgør en potent trussel mod de rettigheder, som den europæiske fagbevægelse længe har kæmpet for at opretholde på tværs af EU.

En af udtalelserne koncentrerer sig især om at opretholde EU’s servicestandarder og samtidig fastholde kvaliteten i de udbudte servicejob, hvilket UNI Europa ser TiSA som en trussel imod, ”da den ikke inkluderer bindende regler eller regler, der kan håndhæves, i relation til de grundlæggende EU-regler på det arbejdsretlige område og for kollektive aftaler”.

Opfordring til EU
På grund af især problemet med beskyttelsen af lønmodtagernes rettigheder kan UNI Europa derfor på nuværende tidspunkt ikke støtte frihandelsaftalen.

Næste problem bliver så at påvirke beslutningsprocessen, som lige nu ser en kende mudret ud. Det er EU-Kommissionen, hvor hvert EU-land er repræsenteret med en kommissær, der har forestået forhandlingerne.

Men i EU-Parlamentet, hvor de folkevalgte EU-politikere sidder, er der en stærk skepsis over for aftalens indhold – især står EU-parlamentarikerne meget hårdt på, at en eventuel aftale ikke må svække lønmodtagernes fundamentale rettigheder, ligesom aftalen heller ikke må gå ud over de enkelte medlemslandes mulighed for selv at regulere servicesektoren.

UNI Europas håb er, at kommissionen lytter til parlamentets kritik, står der i udtalelsen fra kongressen i Rom.

”UNI Europa opfordrer EU-Kommissionen til omgående at skifte kurs i forhandlingerne og inkorporere EU-Parlamentets krav”, skriver sammenslutningen af de europæiske fagforeninger i udtalelsen og understreger, at den vil holde parlamentet ansvarlig, når den endelige aftaletekst skal vurderes.