Analyse: DM gav tidligt prekariatet en stemme
Den voksende gruppe af prekære ansatte er en udfordring for fagbevægelsen, men Magisterforeningen har vist vejen ved at give dem en politisk stemme, siger sociolog og tidligere DSF-formand.
Fagbevægelsen har traditionelt været organisationer for lønmodtagere – fastansatte lønmodtagere på overenskomst. Men hvilken rolle skal fagbevægelsen spille over den voksende gruppe, der står uden for det traditionelle ansættelsesmønster? Og hvilken attitude skal fagforeningen have over for de atypiske og prekære ansatte, der indirekte er med til at stadsfæste de løse ansættelsesvilkår, man har bekæmpet?
Da den britiske professor Guy Standing, der har gjort prekariat-begrebet kendt, i februar holdt foredrag på KU, satte han ord på fagforeningernes dilemma:
”Fagforeningerne vil have bedre arbejdsvilkår for deres medlemmer – altså medlemmer, der er i arbejde. Hvordan kan det være, at jeg møder den mest indædte modstand mod basisindkomst fra fagforeningerne? Det er fordi, de støtter deres egne. Alle skal være som dem,” sagde han.
Men problemet går begge veje. For når fagforeningen ikke vil repræsentere de prekære ansatte, har de ingen grund til at være medlem af fagforeningerne. Det efterlader fagforeningerne med færre medlemmer og prekariatet som en gruppe uden politisk selvforståelse, pegede Standing på.
Prekære fik stemme
Men netop i forhold til dette har Dansk Magisterforening været en solstrålehistorie. Det mener Magnus Skovrind Pedersen, sociolog og desuden tidligere formand for Danske Studerendes Fællesråd, der i en analyse har set nærmere på de akademiske fagforeningers håndtering af prekære ansatte.
Han peger på, Magisterforeningens oprettelse af HTDA-sektoren i 1975 er et enestående tidligt eksempel på, at de prekære fik en politisk stemme og indflydelse.
”Ser man sociologisk på det, er det ret banebrydende, at man anerkender, at der findes den her særlige gruppe, som skal have indflydelse. At man så kalder den noget så uskønt som sektor for honorar- og timelønnede, deltidsansatte og arbejdssøgende … det er, hvad det er,” siger Magnus Pedersen.
Med det tiltag, skilte DM sig ud fra den øvrige fagbevægelse.
”Hvor DM gav gruppen en stemme og en politisk identitet, var tilgangen i den øvrige del af fagbevægelsen, at man bekæmpede de atypiske stillingskategorier. Det efterlod de prekære som en helt apolitisk gruppe, og det er det, der nedbryder den politiske og fagforeningsmæssige identitet.”
Dette er et uddrag af en artikel fra sektorbladet Natur & Kultur. Artiklen kan læses i sin fulde længe her.
Da den britiske professor Guy Standing, der har gjort prekariat-begrebet kendt, i februar holdt foredrag på KU, satte han ord på fagforeningernes dilemma:
”Fagforeningerne vil have bedre arbejdsvilkår for deres medlemmer – altså medlemmer, der er i arbejde. Hvordan kan det være, at jeg møder den mest indædte modstand mod basisindkomst fra fagforeningerne? Det er fordi, de støtter deres egne. Alle skal være som dem,” sagde han.
Men problemet går begge veje. For når fagforeningen ikke vil repræsentere de prekære ansatte, har de ingen grund til at være medlem af fagforeningerne. Det efterlader fagforeningerne med færre medlemmer og prekariatet som en gruppe uden politisk selvforståelse, pegede Standing på.
Prekære fik stemme
Men netop i forhold til dette har Dansk Magisterforening været en solstrålehistorie. Det mener Magnus Skovrind Pedersen, sociolog og desuden tidligere formand for Danske Studerendes Fællesråd, der i en analyse har set nærmere på de akademiske fagforeningers håndtering af prekære ansatte.
Han peger på, Magisterforeningens oprettelse af HTDA-sektoren i 1975 er et enestående tidligt eksempel på, at de prekære fik en politisk stemme og indflydelse.
”Ser man sociologisk på det, er det ret banebrydende, at man anerkender, at der findes den her særlige gruppe, som skal have indflydelse. At man så kalder den noget så uskønt som sektor for honorar- og timelønnede, deltidsansatte og arbejdssøgende … det er, hvad det er,” siger Magnus Pedersen.
Med det tiltag, skilte DM sig ud fra den øvrige fagbevægelse.
”Hvor DM gav gruppen en stemme og en politisk identitet, var tilgangen i den øvrige del af fagbevægelsen, at man bekæmpede de atypiske stillingskategorier. Det efterlod de prekære som en helt apolitisk gruppe, og det er det, der nedbryder den politiske og fagforeningsmæssige identitet.”
Dette er et uddrag af en artikel fra sektorbladet Natur & Kultur. Artiklen kan læses i sin fulde længe her.
