Knud Romer: “Mit største nederlag i livet var ikke at blive magister”

Det er en form for gestus fra én selvstændig til en anden, at forfatter og debattør Knud Romer har inviteret mig til frokost i kantinen på Radio24syv, hvorfra han sender sit ugentlige radioprogram, “RomerRiget”. Som selvstændig bør man aldrig takke nej til en gratis frokost, mener han. 

“Nu går jeg op til flæskestegen og skærer alle sværene af”, siger Knud og bliver siddende. Han har lagt to store stykker baconomsvøbt kyllingebryst på sin tallerken. Men han kan kun spise det ene.

Efter maden går vi udenfor, så Knud kan ryge, før vi begynder interviewet. Vi skal tale om de 17 år, han læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet uden nogensinde at blive færdig, og om hans nuværende tilværelse som selvstændig – et liv i økonomisk usikkerhed, men moralsk uafhængighed.

Knud Romer hiver en forkullet pibe frem fra inderlommen og stopper den med tobak fra en rund blikdåse.

“Jeg er fra 70’erne. Hvis du hed Knud og boede på Falster, så voksede du op på en kasse øl og en pibe”, forklarer han.

Knud Romer har levet i 56 år, og i blot fire af dem har han været lønmodtager
Piben har fulgt ham, siden han var 13 år – og har sågar kostet ham et job. Som ung arbejdede Knud Romer i en kort periode som bartender på et smart sted, hvor piben ikke passede ind.

Han blev bedt om at lægge den fra sig. “Piben går”, svarede han, “og jeg går med”.

Det var ikke noget stort tab. Knud Romer har levet i 56 år, og i blot fire af dem har han været lønmodtager. Det var mere end rigeligt.

“Jeg hader at arbejde for andre. Jeg vil hellere samle flasker og leve af pant, end jeg vil blive ansat af nogen. At andre skal bestemme, hvad jeg skal sige og mene og have på og dukke op til, det er at aflevere sine nosser ved kasse ét. Man bliver en kastreret nobody”.

Målet for Knud Romer og hans ligesindede var at få invalidepension
Længe havde Knud ikke lyst til at arbejde i det hele taget. I 1978 flyttede han som 18-årig fra barndomshjemmet i Nykøbing Falster til København for at studere litteraturvidenskab. Det var det tætteste, han kom på sin barne­drøm om at udgive en roman på Insel Verlag, “gudernes forlag”.

“Jeg havde alle de idealistiske og forblommede og meget snævre forestillinger om kunst. La poésie pure, en kunst uden referencer til virkeligheden, det var mit ideal”, husker han.

På studiet mødte han sine ligesindede: venstresocialister, der ønskede samfundsomvæltning så brændende, at de kunne have haft maskingeværer i køleskabet. I deres selskab kunne han dyrke litteraturen for litteraturens skyld uden nogen som helst handlingsplan for, hvad der dog skulle blive af ham.

“Vi levede isoleret fra enhver praktisk livssammenhæng og i en konstant angst for samfundet. Og det var målet dengang. Den, der var indlagt på psykiatrisk afdeling, var den største af os alle. Vi regnede alle sammen med at få en IP. Invalidepension. Så kunne man sidde der på samfundets rand og dyrke sin analytiske bevidsthed på statens regning”.

"Det var den største nederlag i mit liv, at jeg ikke fik min magistertitel"
Da Knud Romer fyldte 35, var han ingen vegne kommet. Han levede på sine forældres almisser og havde aldrig haft et ordentligt job. Han skrev på en magisterkonferens om offentlig hygiejne i Paris mellem 1750 og 1850, men kunne ikke gøre den færdig. Knud blev ramt af en eksistentiel krise: Han var jo intet værd.

“Det var det største nederlag i mit liv: At jeg ikke fik min magistertitel. Og min omverden gjorde alt, hvad den kunne, for at gøre opmærksom på det”, siger han.

Knud flyttede hjem til sine forældre, hvor han arrangerede de julefrokoster, han som arbejdsløs ikke selv var en del af. Og da han manglede penge, gik han på gaden med fotokopier af sine digte og solgte dem til 12 kroner stykket.

Knud havde egentlig givet op, da han en lørdag eftermiddag tilfældigt stødte ind i en gammel ven, en cand.merc. i jakkesæt, der tilbød ham et job i et reklamefirma. Nu skulle Knud skrive tilbudsannoncer – og han fandt hurtigt ud af, at han var pissedygtig til det. Det var en øjenåbner.

“Følelsen af at lave noget, som andre vil betale for, er fantastisk. Penge er jo en funktion af det, som andre mennesker mener om det, du producerer. Jo mere du tilfredsstiller dem, jo flere penge får du”, siger Knud Romer.

“På universitetet havde jeg lært fem fremmedsprog og havde 2.000 års kulturhistorie på mine skuldre. Men jeg kunne intet. Nu lærte jeg noget helt fantastisk: Det skal ikke være perfekt, det skal være færdigt. Skriv en sætning. Sæt et punktum”.

Knud Romer blev reddet af sin kone, som fik ham til at realisere sin drøm
På fire år gik Knud Romer fra en tilværelse som ludfattig, højtravende akademiker til et dekadent liv som kreativ direktør for et af nordens største reklamebureauer, Kunde & Co.

Men Knud havde stadig ikke skrevet sin bog og blev stadig mere deprimeret og lige­glad med sig selv og verden. Han gik i lyseblå jakkesæt, købte Mercedes og Rolex, drak vodka på arbejdet og tog banevis af coke, mens han festede natten væk med modeller og kendte mennesker.

Når han kom hjem, røg han sig skæv og så russisk dyreporno på et enormt tv placeret midt i stuen og sniffede mere coke fra ridsede cd-covere. Han var en parodi på en reklamemand.

“Jeg var et fuldstændig udtømt, meningsløst menneske. Det var end of the line”, siger Knud Romer.

Han blev reddet af sin kone, fortæller han. De mødte hinanden på en bar, og de talte om Wien og musik, og så blev de gift. Hun havde den selvdisciplin, han selv manglede. Og så gik det sådan her:

“Enten må du realisere din drøm, sagde hun, eller også må du opgive den. Og så skrev jeg ”Den som blinker er bange for døden””.

“Hvor meget af det, du fortæller verden, passer på den person, du er privat?”
Knud har en grå jakke på med grå bukser til, og hans skæg er gråt, og øjnene blågrå, og sågar vielsesringen glimter sølvgråt. Alligevel er Knud det mest farverige menneske, jeg nogensinde har talt med.

Ordene sprutter ud af ham som gnister fra en stjernekaster. Når han indleder en sætning med at tale om franske renæssanceforfattere, slutter han den med tyske filosoffer, og pludselig rejser han sig og reciterer romantiske digte om sne på ruden. Det er helt umuligt at følge med, men det er nok heller ikke meningen.

Indimellem bliver Knud Romers historier så lysende og sprælske og fortællermæssigt perfekte, at man bliver i tvivl om, hvad der er fantasi og virkelighed. Om Knud Romer i virkeligheden bare er lige så god til at brande sig selv, som han var til at sælge produkter som reklamemand.

Da jeg kommer hjem fra interviewet, finder jeg alle de citater, jeg har skrevet ned, overalt på nettet. De står i Politiken og Berlingske og Ekstra Bladet, i både Euroman og -woman, på Kommunikationsforum og Folkeskolen.dk. Knud har fortalt sin historie tusind gange før.

“Hvor meget af det, du fortæller verden, passer på den person, du er privat?” spørger jeg ham.

“Jeg er blidere og mere eftertænksom og afsindigt dannet. Når jeg er hjemme, skriver jeg rimende guld­alder­lyrik til radioens pigekor. Men det kan du jo ikke leve af. Så du må prøve at aktivere nogle andre ting i dig selv. Forvandle det til et udtryk, som omgivelserne kan forstå og bruge til noget”, svarer Knud.

Det handler om, at hvad som helst har en historie. Og hvis man vil bruge den historie til noget, skal den fortælles, så modtageren har lyst til at høre den.

“Kunden er kongen. Sådan er det at være på markedet. Derfor skriver jeg også sådan, at folk gider læse det. Jeg køber ikke det med at være kunstner for kunstens skyld. Jeg prøver at indleve mig i kundens ønsker, og så opfylder jeg dem”, siger Knud.

“Jeg spiller jo fandango med mit sygesikringsbevis”
Og så er vi fremme ved livet som selvstændig. I dag lever Knud af at holde foredrag, lave radio, skrive reklame­tekster og ja, hvad der ellers er til at få fat i. Det er ikke let, men “mange bække småååå gør en stor åååå”, som han siger.

Men tilværelsen er usikker, siger han.

“Sådan nogle som os er ude i kulden – helt alene og nøgne på Herrens mark. Der er ingen ferie, der er ingen barsel. Har jeg sundhedsforsikring? Nej. Har jeg livsforsikring? Nej! Jeg spiller jo fandango med mit sygesikringsbevis”.

Til gengæld har Knud Romer vundet noget andet og langt vigtigere som selvstændig:

“Jeg kan sige, hvad der passer mig, for jeg er ikke i lommen på nogen. Og det er pokalen som selvstændig. Det er triumfen, det største, du kan opnå i livet. Du er fri”.

Det er et problem, at humaniora har mistet legitimitet
Knud klarer sig nu fint – måske fordi han er endt med det bedste af to verdener. På den ene side et “akademisk monster” med 17 års litteraturstudier bag sig og på den anden side oplært i en reklamebranche styret af “jungle­kapitalisme”. Og det sidste kunne akademikere i dag lære noget af, mener han.

“Det er ærgerligt, at akademiske medarbejdere har så dårligt et ry i dag. For de er kloge menneske, de er fleksible og kan potentielt bruges i enhver sammenhæng. Men de skal fandeme også lære at gøre sig nyttige”, siger Knud Romer.

“Specielt humaniora har et problem. De har ingen troværdighed, ingen legitimitet hos befolkningen længere. Og det er et problem, for når man så skærer ned hos dem, er der ingen til at protestere”, siger han.

Knud har langt om længe overvundet sin bitterhed over den manglende magister­titel. Han kan igen tale med akademikere uden at føle sig mindreværdig. Men måske er der alligevel en snert af skadefryd tilbage.

“Min største fryd er at kalde professorer for lektorer. Så skal du bare se, hvordan de vender og drejer sig. Det hele handler om deres titel”.