Spring menu over
Dansk Magisterforening

Virksomheder efterlever ikke ligestillingsloven

Del artikel:

Hver anden større dansk virksomhed lever ikke op til loven om at fastsætte måltal for at få flere kvinder på ledende poster. Det skal offentliggøres, hvordan virksomhederne efterlever loven for at fremme udviklingen, foreslår Institut for Menneskerettigheder, som onsdag er til møde med Folketingets Ligestillingsudvalg.

Landets største virksomheder skal opsætte måltal for, hvordan de får flere kvinder i den øverste ledelse. Men det sker meget ofte ikke. Op mod hver anden virksomheder lever ikke op til loven, selvom loven trådte i kraft for tre år siden.  

Det fremgår af analysen Kvinder i Ledelse fra Institut for Menneskerettigheder (IMR), der vurderer lovens virkning.

Onsdag eftermiddag har IMR foretræde for Ligestillingsudvalget i Folketinget for at diskture analysens konklusioner. Her vil instituttet foreslå politikerne på Christiansborg, at loven fremover understøttes med en benchmarking.

Ved en benchmarking vil det blive offentligt tilgængeligt, hvilke virksomheder der efterlever loven, og hvordan virksomhederne klarer sig. Det fortæller teamleder for Ligebehandling hos Institut for Menneskerettigheder Ask Hesby Krogh, som er med til mødet.

"På den måde kan man uden at ændre på den nuværende lov gøre måltallene offentligt tilgængelige, så man kan se, hvor godt virksomhederne præsterer, og hvad deres ambitioner er", siger Ask Hesby Krogh.

Forpligter virksomheder
Loven om fremme af ligelig kønsmæssig sammensætning i statslige institutioner og virksomheder med 50 medarbejdere trådte i kraft den 1. april 2013. Den forpligter mellemstore og store virksomheder til at udarbejde en politik og til at angive måltal for, hvordan den øger antallet af det underrepræsenterede køn i ledelsen.

Men blandt de knap 1200 største virksomheder viser IMR’s analyse, at 21 procent af virksomhederne ikke har opsat måltal. Og 49 procent af virksomhederne har ikke lavet en politik for, hvordan de får flere kvinder på ledelsesposter.

"I dag indsamler man en masse data, som ikke rigtig bliver brugt. Dette forslag er et forsøg på at skabe mere synlighed om loven og virksomhedernes præstation og måltal. Benchmarking er både en billig løsning og et godt middel til at styrke loven, uden at loven skal laves om", siger Ask Hesby Krogh og tilføjer:

"Hvis der bliver mere synlighed om måltallene er håbet, at virksomhederne begynder at gøre mere for at rekruttere kvinder til ledelse, fordi de bliver sammenlignet med andre virksomheder", siger Ask Hesby Krogh.