Spring menu over
Dansk Magisterforening

Udflytning: Forsvindende få Djøf'ere vil flytte med

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Kun 18 ud af 558 adspurgte Djøf'ere, hvis arbejdspladser rykker til provinsen, har tænkt sig at flytte med. Erfaringen viser dog, at godt hver fjerde ansatte ender med at flytte med, påpeger forsker.

Normalt flytter godt hver fjerde ansatte med, når en arbejdsplads flyttes ud. Men de offentlige ansatte medlemmer af Djøf, som står til at blive berørt af regeringens udflytningsplaner, har i vid udstrækning ikke tænkt sig at flytte med.

Blot 18 - eller 3 procent - af de 558 adspurgte Djøf'ere har tænkt at flytte med, når deres arbejdsplads flytter væk fra hovedstaden.

Derudover svarer 12 procent, at de har tænkt sig at blive boende og pendle til deres arbejde, mens 30 procent vil pendle, indtil de finder et nyt job. Mere end halvdelen af de spurgte forventer, at udflytningen vil få dem til at stoppe på arbejdspladsen. Det skriver Politiken onsdag.

Overrasket Djøf-formand
Formanden for de offentligt ansatte Djøf'ere, Lars Qvistgaard, er overrasket over, at så få har tænkt sig at flytte med. Han peger på, at undersøgelsens resultater taler sit eget tydelige sprog om, at Djøf-medlemmer i vid udstrækning har besluttet sig.

Langt de fleste angiver i undersøgelsen, at det er familiære årsager, der er den altoverskyggende grund til, at de ikke har tænkt sig at flytte med deres job.

Klaus Lindegaard, som tidligere var lektor på SDU og nu er forskningskonsulent i regional udvikling, forklarer med baggrund i sine egne evalueringer af tidligere udflytninger af statsjobs, at undersøgelsen skal ses som et øjebliksbillede.

"Da sikkerhedsstyrelsen blev flyttet til Esbjerg, var det hver fjerde, der flyttede med. Og det er jo væsentlig højere end det tal, der kommer frem her. I det lys må man betragte det som en umiddelbar reaktion", siger han til Politiken.

Tidligere erfaringer
Både norske og danske eksempler på udflytning af statslige jobs viser tydeligt, at der er forsvindende få af de nuværende medarbejdere, som ender med at flytte med.

I Norge mistede institutionerne mellem 75 og 90 procent af deres medarbejdere, da de flyttede ud. Det samme billede gør sig gældende ved danske udflytninger af SKAT til Ringkøbing og Sikkerhedsstyrelsen til Esbjerg.

Blandt andet Dansk Magisterforening har derudover påpeget, at udflytningsplanen i sin nuværende form er underfinansieret, da erfaringerne viser, at det koster mellem en halv og en hel million per medarbejder, der skal flyttes ud i provinsen. Regeringen har i sit forslag kun afsat, hvad der svarer til 100.000 kroner per medarbejder.