Spring menu over
Dansk Magisterforening

Nyt dagpengesystem: Dimittendsatsen deles op i to

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Regeringen har lavet en aftale om et nyt dagpengesystem med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, som Radikale Venstre tilslutter sig.

Et nyt dagpengesystem er blevet forhandlet på plads.

Det bekræftede finansminister Claus Hjort Frederiksen, beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, samt Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, på et pressemøde torsdag lidt efter middag.

"Nu er der trygge rammer om dagpengene. Det bliver ikke længere en politisk slagplads. Jeg vil gerne takke Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti for den store samarbejdsvilje. Vi blev enige om, at vi tre skulle lave en aftale sammen", sagde Claus Hjort Frederiksen.

LÆS OGSÅ: DM: Tudetosset dagpengeaftale

Dimittend-satsen deles
Et af elementerne i reformen bliver, at dimittendsatsen deles op i to. Det betyder, at nyuddannede, som har børn, beholder en dimittendsats på 82 procent af den højeste dagpengesats.

Til gengæld sættes alle andre dimittenders dagpengesats ned til 71,5 procent af den højeste dagpengesats.

"Omkring dimittendsatsen er det allervigtigste at få sagt, at vi jo sådan set hæver dimittendsatsen for de forsøgende i forhold til kommissions forslag. Men det er samtidig rigtigt, at vi sætter dimittendsatsen ned for andre. Men det er jo stadig sådan, at mange går fra SU på omkring 6.000 til en dimittendsats på omkring 13.000 kroner", sagde Mette Frederiksen på et pressemøde i Finansministeriet torsdag og uddybede:

"Den vigtigste sejr er, at der nu er færre, der vil falde ud af dagpengesystemet".

Nye penge
En af knasterne, da Dagpengekommissionen fremlagde sin rapport, var, at fagbevægelsen - repræsenteret af LO og FTF - ikke ville lade de ledige betale for hele aftalen.

Derfor modsatte de sig i en mindretalsudtalelse, at der blev indført otte karensdage. Og netop det er lykkedes for partierne at blive enige om, forklarede Kristian Thulesen Dahl.

"Aftalen betyder, at karensdagene bliver på de tre. 300 millioner kroner af de penge, der skal til for at finansiere det, er nye penge, der tilføres til dagpengesystemet", sagde DF-formanden.

Mere fleksibelt system
Til gengæld har Christiansborg taget imod det nye, mere fleksible genoptjeningssystem, som kommissionen lagde op til.

Den model gør det lettere at optjene et tredje års dagpenge, hvis man tager kortere ansættelsesperioder.

"Det har været vigtigt for regeringen at fastholde den to-årige dagpengeperiode, men samtidig lave et mere fleksibelt dagpengesystem", sagde Jørn Neergaard Larsen.

Lover arbejdsgruppe for freelancere og selvstændige
Dansk Magisterforening har sammen med en lang række af de øvrige akademiske fagforeninger længe råbt op om, at dagpengesystemet ganske enkelt ikke passer til de såkaldt atypisk beskæftigede, der freelancer, er selvstændige, er honorarlønnede eller andet.

Men de får en selvstændig arbejdsgruppe, som skal kigge på, om systemet er tidssvarende.

"Vi er enige om, at der skal arbejdes videre med forholdene for de løstansatte og freelancere. Det bliver der nedsat en arbejdsgruppe til hurtigst muligt, og kommissoriet bliver det klassiske, at det ikke må påvirke beskæftigelses negativt eller koste mere", sagde beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen efter pressemødet.

Bortset fra færre karensdage og lavere dimittendsats er systemet i det store hele en vedtagelse af de anbefalinger, som Dagpengekommissionen kom med i mandags.