DM: Vi har kæmpet for dimittenderne
Men de økonomiske forringelser i dagpengekommissionens anbefalinger gør systemet uattraktivt, lyder den foreløbige kommentar fra DM’s formand, Camilla Gregersen.
DM’s konstituerede formand Camilla Gregersen deler både ros og ris ud til de anbefalinger fra dagpengekommissionen, som tirsdag blev lækket til dele af pressen.
Camilla Gregersen er kritisk overfor forslaget om at reducere dimittendsatsen. Her foreslår kommissionen, at satsen sænkes med 33 kr. om dagen, hvilket svarer til, at en nyuddannet på et år vil miste 8.568 kr. Beløbsnedsættelsen vil i sidste ende kunne afholde nyuddannede fra at melde sig ind i en a-kasse, mener Camilla Gregersen, der dog samtidig tager forbehold for, at kommissionen først kommer med sin betænkning den 19. oktober.
”DM har bekæmpet dimittendforringelser gennem hele den her proces, fordi det er altafgørende, at man ikke lukker fødekæden til dagpengesystemet. Der har været værre forringelser i spil, men på grund af blandt andet DM's pres er det ikke blevet værre”, siger Camilla Gregersen, der også mener at karensdage vil være med til at gøre systemet mindre attraktivt.
Forlængelse i tråd med DM-politik
Til gengæld er hun glad for, at kommissionen lægger op til at forlænge dagpengeperioden med et år.
”Vi har hele tiden ganske tydeligt sagt, at det skal være lettere at optjene retten til dagpenge. Derfor er det godt og i tråd med DM's politik, at det ser ud til, at der også sker forbedringer her” siger Camilla Gregersen.
Ifølge TV 2 vil ledige fremover få en beskæftigelseskonto, hvor de kan ”indsætte” mindre jobs. På den måde kan arbejdsløse ved mindre jobs forlænge dagpengeperioden. Konkret giver 6 måneders arbejde en forlængelse på ét år. Dermed kan dagpengeperioden strækkes til maksimalt tre år fremover, hvis politikerne følger anbefalingerne.
Og har den arbejdsløse ubrugte måneder på sin beskæftigelseskonto, så kan de gøre det nemmere og hurtigere at genindtræde i dagpengesystemet. For eksempel giver otte måneder med mindre jobs ét ekstra års dagpenge og to måneder i ”banken” til at optjene ny dagpengeret, hvis man efter de 3 års dagpenge er røget ud og skal optjene dagpengeret igen.
Økonomisk spændetrøje
”Det ser ud til at kommissionen virkelig har gjort sig umage, men der er lagt en økonomisk spændetrøje ned over det her arbejde, som har gjort det ganske vanskeligt at nå i mål med at skabe det dagpengesystem, arbejdsmarkedet har brug for”, siger Camilla Gregersen.
Det var den tidligere Helle Thorning-regering, som nedsatte kommissionen sidste sommer. Både fagbevægelse, arbejdsgivere, kommunerne og fire professorer har siddet med ved bordet.
Udfordringen for kommissionen har været, at den tidligere regering ønskede en forbedring af de nuværende regler – men samtidig har krævet, at der ikke skal pilles ved de økonomiske besparelser, der blev opnået i forbindelse med seneste reform.