Mystik om uddannelses­ministerens CV
Esben Lunde Larsen hævder i sit CV at have læst syv år på Københavns Universitet. Men han nævner intet om, at en stor del af hans studier i realiteten foregik ved en privat og uakkrediteret bibelskole.
Uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) har fusket med sit eget uddannelses-cv.
Det skriver Forskerforum på baggrund af en aktindsigt fra Københavns Universitet.
Esben Lunde oplyser i sit officielle CV på Folketingets hjemmeside, at han er ”cand.theol., Københavns Universitet, fra 2001 til 2008”.
Men Esben Lunde Larsen har langt fra læst syv år på Københavns Universitet. Forskerforums Aktindsigt viser, at ministeren for forskning og uddannelse først blev indskrevet ved Københavns Universitet i 2006.
Mellem 2001 og 2006 var Esben Lunde Larsen derimod indskrevet ved Misjonshøgskolan i Stavanger. I praksis foregik en stor del af undervinsingen dog ved den konservative og bibeltro samarbejdspartner Dansk Bibel-institut, hævder Forskerforum. Dansk Bibel-Institut holder til i Købehavn og har tilknytning til Indre Mission.
Dansk Bibel-Institut er ikke akkrediteret i Danmark, hvor kravet til universitetsuddannelser er, at de skal være uafhængige og forskningsbaserede.
Misjonshøgskolen, der ifølge skolens hjemmeside er ejet af Det Norske Misjonsselskap, er til gengæld akkrediteret af de norske myndigheder. Det har – takket være den såkaldte Bologna-aftale –tvunget Københavns Universitet til at godkende Esben Lunde Larsens ophold ved Misjonshøgskolen, og altså i sidste ende været med til at blåstemple undervisningen ved Dansk Bibel-Institut.
Esben Lunde: Jeg var "distancestuderende"
Overfor Ekstra Bladet vedgår Esben Lunde Larsen, at han med CV-formuleringen ”cand.theol., Københavns Universitet, fra 2001 til 2008” ikke fortæller hele historien om hans uddannelsesbaggrund.
”Jeg kunne have skrevet, at jeg havde taget fag i udlandet. Men så specifik har jeg ikke været. Jeg kan sagtens se, at man kan misforstå det”.
Til gengæld afviser forsknings- og uddannelsesministeren, at han blev undervist ved Dansk Bibel-Institut ”det meste af tiden”.
”Nej, jeg har taget supplerende frivillig undervisning, for jeg har været indskrevet som distancestuderende i Norge, og jeg har fulgt fag i Norge. Og har suppleret med undervisning der er blevet udbudt på Dansk Bibel-Institut”.
Det er velkendt, at Dansk Bibel-institut tidligere har omgået de danske kvalitetskrav til uddannelse ved at samarbejde med udenlandske institutioner. Instituttet har fx udbudt private bachelorgrader via University of Wales ”akkrediteringsenhed”, selvom undervisningen foregik i Danmark og på dansk. Dermed kunne studerende ved Dansk Bibel-institut få adgang til en kandidatgrad ved et dansk universitet. Den praksis er dog nu lukket ned efter, at BBC i 2011 blotlagde University of Wales lukrative godkendelsesforretning.