Akademikere skal skabe vækst i landdistrikterne
Regeringen afsætter 60 millioner kroner over de næste fire år til at støtte små og mellemstore virksomheder uden for de store byer med at ansætte højtuddannede. Akademikerne jubler over initiativet, men håber, at politikerne er klar til at afsætte flere penge.
Det er visionen bag, at regeringen mandag meddelte, at den har oprettet en pulje på 60 millioner kroner over de kommende fire år til såkaldte landdistriktsvækstpiloter, som helt enkelt betyder, at små og mellemstore virksomheder kan få tilskud til at ansætte en højtuddannet medarbejder til innovationsprojekter.
"De nye vækstpiloter skal hjælpe virksomheder i de danske landdistrikter med at udvikle nye produkter og nye produktionsmetoder. Det er vigtigt for regeringen, at virksomheder i hele landet har adgang til højtuddannede medarbejdere. Det er springbrættet for udvikling, vækst og job", udtaler uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.
AC: En rasende god idé
Virksomhederne kan under ordningen få støtte til at ansætte en akademiker i op til to år, og Akademikerne, der er paraplyorganisation for de akademiske fagforeninger, er glade for, at regeringen sætter fokus på den vækst, som akademikere kan skabe.
"Det er en rasende god idé, men vi håber selvfølgelig, at man på sigt kan udbrede det til hele landet, og at politikerne er klar til at tilføre flere midler, hvis puljen løber tør", siger Jakob Brandt, vicedirektør hos Akademikerne, til akademikerbladet.dk og uddyber:
"Akademikere giver typisk først overskud på bundlinjen efter 10 måneder, så derfor er det en rigtig god idé med løntilskud i starten".
Supplement til udflytning af statslige arbejdspladser
Jakob Brandt forklarer, at den to-årige ansættelsesperioder giver god mening for alle parter. Dels er der tid nok til, at effekterne af at ansætte den højtuddannede arbejdskraft kan ses, men samtidig giver det også mulighed for den ansatte til at falde til i lokalområdet.
Desuden ligger satsningen også i god forlængelse af nogle af regeringens andre initiativer uden for landets største byer, mener Akademikernes vicedirektør.
"Vi er næsten sikre på, at man skal tilføre den her ordning flere penge. For at få det fulde ud af det vækstpotentiale, som regeringen mener, at der er i udflytningen af statslige arbejdspladser, så skal vi også have de små og mellemstore virksomheder med. Det her er et god supplement, som kan skabe arbejdspladser til de medflyttende ægtefæller", påpeger han.