Spring menu over
Dansk Magisterforening

To magistre blandt årets eliteforskere

Del artikel:

En biofysiker og en klassisk arkæolog er blandt modtagerne af årets EliteForsk-priser.

To DM-medlemmer -  en cand.scient. og en humanist - var på podiet, da udannelses- og forskningsministeren i følgeskab med Kronprinsesse Mary den sidste torsdag i februar overrakte nogle af landets fineste hædersbevisninger for en sublim forskningsindsats.

Lene Oddershede og Rubina Raja – professorer inden for henholdsvis biofysik og klassisk arkæologi - er blandt de i alt fem modtagere af årets EliteForsk-priser. En EliteForsk-pris er på 1,2 millioner kroner, hvor af de 200.000 er en personlig hædersbevisning og den runde million skal gå til forskningsaktiviteter.


Lene Oddershede er ansat ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. Den 44-årige forsker har selv beskrevet sit felt som liggende i grænsefladen mellem fysik, biologi og medicin. Forskningsfeltet er ret nyt og forsøger at overføre teknikker og metoder fra den avancerede fysik til at forstå egenskaber i biologiske systemer med. Lene Oddershede har desuden konstrueret den første optiske pincet i Skandinavien, som kan bruges til bl.a. at undersøge stamceller med.


Rubina Raja modtager sin eliteForsk-pris for sin internationalt anerkendte forskning i antikkens kulturmøder og i urbane samfund, et tema som ifølge professoren til alle tider har været aktuelt. Den 39-årige klassiske arkæolog fra Aarhus Universitet planlægger at bruge EliteForsk-midlerne i Mellemøsten, hvor hun leder et udgravningsprojekt, der involverer 50 personer. Resultaterne fra udgravningen i Jordan kan give nye vinkler på, hvordan skiftende magtforhold kan påvirke lokal byudvikling, religion og identitet.

I forbindelse med prisoverrækkelsen understregede uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen, at EliteForsk-priserne er en investering i fremtiden.

”Det er forskning, der skal gøre os klogere på verden og være med til at give svaret på nogle af de store udfordringer, vi står overfor. Fra behandling af livstruende sygdomme og bedre indsigt i vores kulturarv til nye bæredygtige energiformer,” sagde ministeren.