Magistre er meget seriøse og en lille smule kedelige
Seriøs, højtuddannet og en lille smule kedelig. Det er billedet, der tegner sig, når danskerne bliver bedt om at forholde sig til ordet “magister”. Men hvorfor er det sådan, og hvad kan man gøre ved det?
“Prøv at læse det, der står med småt”, sagde redaktøren.
Det drejede sig om en undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Magisterbladet. Gallup havde spurgt 1.042 danskere: Hvad er det eller de første ord, der falder dig ind, når du hører ordet “magister”?
Resultatet er præsenteret på sådan en halvgrafisk facon, hvor de ord, der oftest bliver nævnt, er størst – det er helt indlysende, værdineutrale betegnelser som “lærer”, “universitet”, “uddannelse”.
Men blandt de små ord – dem, som redaktøren pegede på, og som vi har fremhævet med rødt – gemte der sig ganske rigtigt en lille djævel. “Kedelig”, “tør”, “støvet”, “gammeldags”.
Små sataniske markører, der tittede frem mellem de neutrale betegnelser.
Redaktøren sendte også en tilsvarende undersøgelse, der er lavet omkring politikere. Her var den helt gal – politikeres troværdighed kan angiveligt sidestilles med brugtvognsforhandlere og – nå ja – journalisters.
Magistre er trods alt pæne og troværdige mennesker, der primært identificeres med deres akademiske uddannelse. Men alligevel ... hvem gider være kedelig?
Der kom mere belastende materiale. En stribe fra Wulffmorgenthaler, hvor en håndværker har forvildet sig ind i et selskab af magistre. “Jeg vil kneppes af den primitive mand”, lyder de enslydende tænkebobler over samtlige akademiske hoveder.
Og fra samme skuffe: komikeren Sebastian Dorset i artikel om fraværet af den politiske satire: “Hentehårede magistre klager altid over, at den ikke findes”, skriver han med hentydning til satiren, som han for øvrigt mener lever i bedste velgående.
Flot og charmerende magister
Et ufuldstændigt og empirisk aldeles underbelyst billede, men man aner alligevel konturerne af noget ... kedeligt. Fortjent eller ej, så bærer magistre i almenhedens øjne en imaginær kappe af støv, en virtuel hentehårsparyk, et mentalt kyskhedsbælte.
Men virkeligheden ser jo helt anderledes ud. De fleste magistre arbejder med mennesker i kvalificerede job med stor afveksling. Mange er vellønnede, velklædte, og mon ikke også magistre står for en vægtig del af danskernes seksuelle samkvem?
Så hvor kommer det fra, det kedelige ry? Og hvornår skete det?
Tag nu en af de mere kendte magisterskikkelser fra populærkulturen: musiklæreren i den svenske filmklassiker “Swing it magistern”. En flot og charmerende mandsperson spillet af Adolf Jahn, den tids nordiske udgave af Clark Gable.
Men allerede samme år – 1940 – ser man tilløbet til et kollektivt karaktermord, nemlig i romanen “Det forsømte forår”, hvor Hans Scherfig beskriver skolens lærde mænd som en blanding af voldspsykopater og fagformørkede særlinge. Og senere, i den litterære modernisme, er der heller ikke meget hæder at hente for de videnskabslærde mænd og kvinder.
Tradition for hån mod lærde
Med de billeder på den indre nethinde ringede jeg til Lasse Horne Kjældgaard, magister og nyudnævnt professor på RUC i moderne litteratur- og kulturhistorie.
“Er magistre kedelige? Hvad mener du? Spøg til side, det er et godt spørgsmål”, lød hans mailsvar.
Og han kunne hurtigt afkræfte tesen om, at det er et moderne, samfundskritisk brud i litteraturen, der fandt på at latterliggøre magistre og kloge mennesker generelt. Det har vi stort set altid gjort. Det er der simpelthen en litterær tradition for.
“I Danmark har vi i mange hundrede år haft en fantastisk blanding af intellektuel og antiintellektuel tradition. Ludvig Holberg, der jo selv var professor, gjorde ofte grin med højtuddannede med figurer som Erasmus Montanus og Jean de France. Selv Søren Kierkegaard, der jo om nogen var højpandet, gjorde grin med videnskabsfolk og fremstillede blandt andet hegelianere som latterlige”, fortæller Lasse Horne Kjældgaard.
Hans gæt er, at afstanden trods alt har været for kort mellem den gode danske bondemuld og universitetets bonede gulve til, at intelligentsiaen har kunnet udskille sig som uafhængig magtfaktor.
“Danmark er – og har længe været – anderledes end eksempelvis Tyskland. Der taler man om dannelsesborgerskabet og har stadig stor respekt for universitetsfolk. Så meget, at man er nødt til at have en doktorgrad, hvis man vil gøre politisk karriere”, fortæller Lasse Horne Kjældgaard.
Manden med pegepinden
“Han er ikke sund og naturligvis uden sund fornuft og sunde sanser. Han bruger ikke brylcreme og sidder naturligvis over ved de baller, han i øvrigt ikke kommer til”.
Som de fleste vil gætte ud fra ordvalget, er denne magisterbeskrivelse ikke ny. Ordene er skrevet i 1963, hvor litteraturanmelderen Torben Brostrøm i Magisterbladet skrev om de fordomme, han som magister måtte lægge person til.
Og i dag – et halvt århundrede senere – kan han bekræfte, at magistertitlen hverken dengang eller i dag får borddamens øjne til at stråle.
“I omgangssproget har det altid haft en ironisk klang. Det var ikke noget plus-ord. Der har måske nok været mere respekt om titlen. Men der har altid været hæftet noget pedantisk over den – en person med en pegepind, der vil belære folket om litteraturen. Vi blev tit beskyldt for at være ufolkelige, elitære størrelser”. fortæller Brostrøm.
Til gengæld er det elitære – på godt og ondt – gået noget fløjten, konstaterer han.
“Det gamle dannelsesbegreb er ved at tone ud. Før var der en vidensmæssig overklasse, men sådan er det ikke mere. Det er noget ganske andet, man skal vide og gøre sig gældende med som humanist. Se bare på aviserne, hvor det er musikscenen og dens sprog, der fylder kultursiderne”, kommer det fra Brostrøm.
Ikke den store optimisme at hente på standens vegne fra den gode anmelder, der trods alt stadig slår sine folder i Informations spalter, selvom han nærmer sig sit seksogfirsindstyvende år.
Påtaget kedsommelighed
Magistre har tilhørt en videnselite, og det er der kulturhistorisk tradition for at se skævt til. I dag er der imidlertid flere magistre, end der er buschauffører og bagere.
Magistre er blevet en del af folket – de ER folket. Hvorfor skal de holdes fast som symboler på gammeldags frisurer og kulturpessimisme?
Lad os gå til synderen selv – Sebastian Dorset – ham med de hentehårede magistre. Som professionel komiker er den journalistuddannede Dorset jo per definition ikke kedelig. Så han må have forudsætningerne for at kunne identificere næringen for de fordomme, han selv laver jokes ud af.
“Jeg tror helt personligt, at en del af fordommene stammer fra den relativisme, som lader til at læres på humanistiske studier. Den der “sådan kan man godt se det, men”-mentalitet. Jeg har masser i min omgangskreds med humaniorabaggrund, og de har en udsøgt evne til at komplicere ting unødigt”, fortæller Dorset.
Er det de kedelige, der bliver magistre, eller gør magisteruddannelsen dem kedelige?
“Det kunne jo være et spændende forsøg at lave. Måske kan der godt på nogle studier opstå en kultur om, at det er finere at være alvorlig og fremstå frygtelig seriøs – sådan var det lidt på Journalisthøjskolen. En påtaget kedsommelighed. Folk kunne godt tænke sig at være løsslupne, men det er finere at snakke om franske filosoffer end om gårsdagens realityprogram på TV3”.
Sebastian Dorset er selv søn af en magister – men ikke en af de kedelige. Billedet af de hentehårede magistre har han blandt andet samlet op under Kulturnatten i København, hvor byens gader og stræder ifølge Dorset fyldes med disse let aldrende, veluddannede mennesker, der kommer ind med toget fra Nærum.
Men er det ikke netop sådan nogle som dig, der er med til at fastholde billedet af kedelige magistre?
“Det kan jo godt være, det er det, vi er ude i. I så fald lover jeg at sige noget positivt om magistre, næste gang jeg har chancen”.
Magistre som skurke
Dog. Der er enkelte glimt i den tåge af kedsommelighed, der omgiver magistres renomme. Læsere af Weekendavisen har i den senere tid i avisens ungesektion Faktisk kunnet læse en føljeton om drengen Tau, der et sted ude i fremtiden kæmper mod en forbryderorganisation ved navn Magistrene. Jo sgu!
“Magister betyder også anfører eller leder, og den her forbryderorganisation er den førende i den tid, historien foregår. Deres leder kaldes i øvrigt “doktoren”, fordi jeg læste et sted, at magistergraden blev afløst af doktorgraden”, forklarer forfatteren Søren Jessen.
Han er ikke selv magister, men da han skrev føljetonen, var han på ophold på Det Danske Institut i Athen, hvor han boede sammen med to magistre, og det gjorde ham opmærksom på den gamle betegnelse – et ord, han mener er for godt til at lade gå i glemmebogen.
“Det ligger godt i munden og er et markant ord … trykket i midten og s’et, der får det til at rime på bister. Der er noget dramatisk over det. Hvis man siger til børn i 10-13-årsalderen: magistrene kommer! Så forstår alle, at det er de onde, der er på vej”.
Er det ikke tarveligt at sværte en hel generation af højtuddannede mennesker med associationer til en bande af onde forbrydere?
“Det tror jeg sgu godt, de rigtige magistre kan overleve. Det er jeg ikke spor bekymret for”, siger Søren Jessen, der til gengæld mener, at han med sit lån af magisterbetegnelsen trækker den væk fra det kedelige image.
“Magistrene i min historie er i hvert fald alt andet end kedelige. De har masser af dynamik og handlekraft. Det er så godt nok i det ondes tjeneste, men det er i hvert fald ikke nogen, der sidder og støver på et kontor”.
Folk savner billeder
Men en føljeton for børn og en godmodig bemærkning fra Sebastian Dorset kan næppe alene rette op på hundrede års fordomme. Derfor ringede jeg til Mikkel Salgaard Bendtsen fra firmaet Geelmuyden Kiese. Han er selv en magister, men hans job er at brande og ikke mindst rebrande virksomheder og organisationer, der ligesom magisterstanden kæmper med et kedeligt ry.
“Jeg var sgu nødt til at slå ordet op, for hvad er det egentlig, ordet magister betyder?” siger han i telefonen.
Og det er ifølge Mikkel Salgaard Bendtsen netop problemet. Folk ved ikke, hvad de skal lægge i ordet ud over nogle billeder fra dengang, betegnelsen reelt blev brugt.
“I takt med at arbejdet er blevet en stor del af vores identitet, så er der opstået behov for nogle mere individuelle titler, der afspejler, hvad vi laver. Vi knytter positive konnotationer til fag, hvor vi ved, hvordan de bidrager til samfundet. Læger og sygeplejersker bekæmper sygdom og død, men hvor har vi magistrene? Jeg har svært ved at svare på det, selv om jeg selv er en”, siger han.
Han peger på, at Djøf har haft held til at skabe en identifikation omkring det at være Djøf’er, selvom det i øjeblikket er på vej til at ramme dem i nakken med et negativt begreb som Djøfisering.
“Man kan være lidt grov og sige, at det eneste, der holder ordet magister i live, er selve Magisterforeningen”.
Én positiv konnotation
Det kunne lyde, som om den letteste løsning ville være at udskifte magisterbegrebet med et andet. Men heller ikke den nemme løsning bliver købt af Mikkel Bendtsen.
“At udskifte ordet gør kun en forskel, hvis du finder et ord, der skaber de rette billeder, og så er vi ved fortællingen, der mangler. Til at starte med tror jeg, at man skal træde et skridt tilbage og spørge, hvad man vil, og hvad kan man. Og så få de uddannede magistre til at vedkende sig, at de er det”.
Er det overhovedet et problem, at magistre opfattes som kedelige?
“Ikke i sig selv. Djøf’ere er også kedelige ligesom it-folk. Problemet er, hvis magisteren kun er kedelig. Hvis det er det eneste kendetegn. Der skal også være nogle af de positivt ladede konnotationer, der knytter sig til begrebet”.
Positivt ladede konnotationer … positivt ladede konnotationer … der må da være nogen, tænkte jeg og hastede tilbage til undersøgelsen, der var udgangspunktet for hele artiklen. Og sandelig … jeg fandt i et hvert fald én: Klog!
Det drejede sig om en undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Magisterbladet. Gallup havde spurgt 1.042 danskere: Hvad er det eller de første ord, der falder dig ind, når du hører ordet “magister”?
Resultatet er præsenteret på sådan en halvgrafisk facon, hvor de ord, der oftest bliver nævnt, er størst – det er helt indlysende, værdineutrale betegnelser som “lærer”, “universitet”, “uddannelse”.
Men blandt de små ord – dem, som redaktøren pegede på, og som vi har fremhævet med rødt – gemte der sig ganske rigtigt en lille djævel. “Kedelig”, “tør”, “støvet”, “gammeldags”.
Små sataniske markører, der tittede frem mellem de neutrale betegnelser.
Redaktøren sendte også en tilsvarende undersøgelse, der er lavet omkring politikere. Her var den helt gal – politikeres troværdighed kan angiveligt sidestilles med brugtvognsforhandlere og – nå ja – journalisters.
Magistre er trods alt pæne og troværdige mennesker, der primært identificeres med deres akademiske uddannelse. Men alligevel ... hvem gider være kedelig?
Der kom mere belastende materiale. En stribe fra Wulffmorgenthaler, hvor en håndværker har forvildet sig ind i et selskab af magistre. “Jeg vil kneppes af den primitive mand”, lyder de enslydende tænkebobler over samtlige akademiske hoveder.
Og fra samme skuffe: komikeren Sebastian Dorset i artikel om fraværet af den politiske satire: “Hentehårede magistre klager altid over, at den ikke findes”, skriver han med hentydning til satiren, som han for øvrigt mener lever i bedste velgående.
Flot og charmerende magister
Et ufuldstændigt og empirisk aldeles underbelyst billede, men man aner alligevel konturerne af noget ... kedeligt. Fortjent eller ej, så bærer magistre i almenhedens øjne en imaginær kappe af støv, en virtuel hentehårsparyk, et mentalt kyskhedsbælte.
Men virkeligheden ser jo helt anderledes ud. De fleste magistre arbejder med mennesker i kvalificerede job med stor afveksling. Mange er vellønnede, velklædte, og mon ikke også magistre står for en vægtig del af danskernes seksuelle samkvem?
Så hvor kommer det fra, det kedelige ry? Og hvornår skete det?
Tag nu en af de mere kendte magisterskikkelser fra populærkulturen: musiklæreren i den svenske filmklassiker “Swing it magistern”. En flot og charmerende mandsperson spillet af Adolf Jahn, den tids nordiske udgave af Clark Gable.
Men allerede samme år – 1940 – ser man tilløbet til et kollektivt karaktermord, nemlig i romanen “Det forsømte forår”, hvor Hans Scherfig beskriver skolens lærde mænd som en blanding af voldspsykopater og fagformørkede særlinge. Og senere, i den litterære modernisme, er der heller ikke meget hæder at hente for de videnskabslærde mænd og kvinder.
Tradition for hån mod lærde
Med de billeder på den indre nethinde ringede jeg til Lasse Horne Kjældgaard, magister og nyudnævnt professor på RUC i moderne litteratur- og kulturhistorie.
“Er magistre kedelige? Hvad mener du? Spøg til side, det er et godt spørgsmål”, lød hans mailsvar.
Og han kunne hurtigt afkræfte tesen om, at det er et moderne, samfundskritisk brud i litteraturen, der fandt på at latterliggøre magistre og kloge mennesker generelt. Det har vi stort set altid gjort. Det er der simpelthen en litterær tradition for.
“I Danmark har vi i mange hundrede år haft en fantastisk blanding af intellektuel og antiintellektuel tradition. Ludvig Holberg, der jo selv var professor, gjorde ofte grin med højtuddannede med figurer som Erasmus Montanus og Jean de France. Selv Søren Kierkegaard, der jo om nogen var højpandet, gjorde grin med videnskabsfolk og fremstillede blandt andet hegelianere som latterlige”, fortæller Lasse Horne Kjældgaard.
Hans gæt er, at afstanden trods alt har været for kort mellem den gode danske bondemuld og universitetets bonede gulve til, at intelligentsiaen har kunnet udskille sig som uafhængig magtfaktor.
“Danmark er – og har længe været – anderledes end eksempelvis Tyskland. Der taler man om dannelsesborgerskabet og har stadig stor respekt for universitetsfolk. Så meget, at man er nødt til at have en doktorgrad, hvis man vil gøre politisk karriere”, fortæller Lasse Horne Kjældgaard.
Manden med pegepinden
“Han er ikke sund og naturligvis uden sund fornuft og sunde sanser. Han bruger ikke brylcreme og sidder naturligvis over ved de baller, han i øvrigt ikke kommer til”.
Som de fleste vil gætte ud fra ordvalget, er denne magisterbeskrivelse ikke ny. Ordene er skrevet i 1963, hvor litteraturanmelderen Torben Brostrøm i Magisterbladet skrev om de fordomme, han som magister måtte lægge person til.
Og i dag – et halvt århundrede senere – kan han bekræfte, at magistertitlen hverken dengang eller i dag får borddamens øjne til at stråle.
“I omgangssproget har det altid haft en ironisk klang. Det var ikke noget plus-ord. Der har måske nok været mere respekt om titlen. Men der har altid været hæftet noget pedantisk over den – en person med en pegepind, der vil belære folket om litteraturen. Vi blev tit beskyldt for at være ufolkelige, elitære størrelser”. fortæller Brostrøm.
Til gengæld er det elitære – på godt og ondt – gået noget fløjten, konstaterer han.
“Det gamle dannelsesbegreb er ved at tone ud. Før var der en vidensmæssig overklasse, men sådan er det ikke mere. Det er noget ganske andet, man skal vide og gøre sig gældende med som humanist. Se bare på aviserne, hvor det er musikscenen og dens sprog, der fylder kultursiderne”, kommer det fra Brostrøm.
Ikke den store optimisme at hente på standens vegne fra den gode anmelder, der trods alt stadig slår sine folder i Informations spalter, selvom han nærmer sig sit seksogfirsindstyvende år.
Påtaget kedsommelighed
Magistre har tilhørt en videnselite, og det er der kulturhistorisk tradition for at se skævt til. I dag er der imidlertid flere magistre, end der er buschauffører og bagere.
Magistre er blevet en del af folket – de ER folket. Hvorfor skal de holdes fast som symboler på gammeldags frisurer og kulturpessimisme?
Lad os gå til synderen selv – Sebastian Dorset – ham med de hentehårede magistre. Som professionel komiker er den journalistuddannede Dorset jo per definition ikke kedelig. Så han må have forudsætningerne for at kunne identificere næringen for de fordomme, han selv laver jokes ud af.
“Jeg tror helt personligt, at en del af fordommene stammer fra den relativisme, som lader til at læres på humanistiske studier. Den der “sådan kan man godt se det, men”-mentalitet. Jeg har masser i min omgangskreds med humaniorabaggrund, og de har en udsøgt evne til at komplicere ting unødigt”, fortæller Dorset.
Er det de kedelige, der bliver magistre, eller gør magisteruddannelsen dem kedelige?
“Det kunne jo være et spændende forsøg at lave. Måske kan der godt på nogle studier opstå en kultur om, at det er finere at være alvorlig og fremstå frygtelig seriøs – sådan var det lidt på Journalisthøjskolen. En påtaget kedsommelighed. Folk kunne godt tænke sig at være løsslupne, men det er finere at snakke om franske filosoffer end om gårsdagens realityprogram på TV3”.
Sebastian Dorset er selv søn af en magister – men ikke en af de kedelige. Billedet af de hentehårede magistre har han blandt andet samlet op under Kulturnatten i København, hvor byens gader og stræder ifølge Dorset fyldes med disse let aldrende, veluddannede mennesker, der kommer ind med toget fra Nærum.
Men er det ikke netop sådan nogle som dig, der er med til at fastholde billedet af kedelige magistre?
“Det kan jo godt være, det er det, vi er ude i. I så fald lover jeg at sige noget positivt om magistre, næste gang jeg har chancen”.
Magistre som skurke
Dog. Der er enkelte glimt i den tåge af kedsommelighed, der omgiver magistres renomme. Læsere af Weekendavisen har i den senere tid i avisens ungesektion Faktisk kunnet læse en føljeton om drengen Tau, der et sted ude i fremtiden kæmper mod en forbryderorganisation ved navn Magistrene. Jo sgu!
“Magister betyder også anfører eller leder, og den her forbryderorganisation er den førende i den tid, historien foregår. Deres leder kaldes i øvrigt “doktoren”, fordi jeg læste et sted, at magistergraden blev afløst af doktorgraden”, forklarer forfatteren Søren Jessen.
Han er ikke selv magister, men da han skrev føljetonen, var han på ophold på Det Danske Institut i Athen, hvor han boede sammen med to magistre, og det gjorde ham opmærksom på den gamle betegnelse – et ord, han mener er for godt til at lade gå i glemmebogen.
“Det ligger godt i munden og er et markant ord … trykket i midten og s’et, der får det til at rime på bister. Der er noget dramatisk over det. Hvis man siger til børn i 10-13-årsalderen: magistrene kommer! Så forstår alle, at det er de onde, der er på vej”.
Er det ikke tarveligt at sværte en hel generation af højtuddannede mennesker med associationer til en bande af onde forbrydere?
“Det tror jeg sgu godt, de rigtige magistre kan overleve. Det er jeg ikke spor bekymret for”, siger Søren Jessen, der til gengæld mener, at han med sit lån af magisterbetegnelsen trækker den væk fra det kedelige image.
“Magistrene i min historie er i hvert fald alt andet end kedelige. De har masser af dynamik og handlekraft. Det er så godt nok i det ondes tjeneste, men det er i hvert fald ikke nogen, der sidder og støver på et kontor”.
Folk savner billeder
Men en føljeton for børn og en godmodig bemærkning fra Sebastian Dorset kan næppe alene rette op på hundrede års fordomme. Derfor ringede jeg til Mikkel Salgaard Bendtsen fra firmaet Geelmuyden Kiese. Han er selv en magister, men hans job er at brande og ikke mindst rebrande virksomheder og organisationer, der ligesom magisterstanden kæmper med et kedeligt ry.
“Jeg var sgu nødt til at slå ordet op, for hvad er det egentlig, ordet magister betyder?” siger han i telefonen.
Og det er ifølge Mikkel Salgaard Bendtsen netop problemet. Folk ved ikke, hvad de skal lægge i ordet ud over nogle billeder fra dengang, betegnelsen reelt blev brugt.
“I takt med at arbejdet er blevet en stor del af vores identitet, så er der opstået behov for nogle mere individuelle titler, der afspejler, hvad vi laver. Vi knytter positive konnotationer til fag, hvor vi ved, hvordan de bidrager til samfundet. Læger og sygeplejersker bekæmper sygdom og død, men hvor har vi magistrene? Jeg har svært ved at svare på det, selv om jeg selv er en”, siger han.
Han peger på, at Djøf har haft held til at skabe en identifikation omkring det at være Djøf’er, selvom det i øjeblikket er på vej til at ramme dem i nakken med et negativt begreb som Djøfisering.
“Man kan være lidt grov og sige, at det eneste, der holder ordet magister i live, er selve Magisterforeningen”.
Én positiv konnotation
Det kunne lyde, som om den letteste løsning ville være at udskifte magisterbegrebet med et andet. Men heller ikke den nemme løsning bliver købt af Mikkel Bendtsen.
“At udskifte ordet gør kun en forskel, hvis du finder et ord, der skaber de rette billeder, og så er vi ved fortællingen, der mangler. Til at starte med tror jeg, at man skal træde et skridt tilbage og spørge, hvad man vil, og hvad kan man. Og så få de uddannede magistre til at vedkende sig, at de er det”.
Er det overhovedet et problem, at magistre opfattes som kedelige?
“Ikke i sig selv. Djøf’ere er også kedelige ligesom it-folk. Problemet er, hvis magisteren kun er kedelig. Hvis det er det eneste kendetegn. Der skal også være nogle af de positivt ladede konnotationer, der knytter sig til begrebet”.
Positivt ladede konnotationer … positivt ladede konnotationer … der må da være nogen, tænkte jeg og hastede tilbage til undersøgelsen, der var udgangspunktet for hele artiklen. Og sandelig … jeg fandt i et hvert fald én: Klog!
