S: Fonde efterladt uden garantier
Skatteministeren har skabt ny usikkerhed om beskatning af fondenes donationer til forskning og kultur, mener Socialdemokraterne.
Forskningen bliver ramt af en dobbeltbesparelse med dette års finanslov, eftersom de fonde, der giver halvdelen af deres almennyttige donationer til universiteterne, ikke aner, hvordan de skattemæssigt er stillet.
Det siger Socialdemokraternes forskningsordfører Christine Antorini efter gårsdagens samråd i skatteudvalget.
”Jeg hørte ikke, at skatteminister Karsten Lauritzen gav nogen garanti for, at den ekstra beskatning af fondene, som er vedtaget med finansloven, maksimalt bliver på 200 millioner kroner, som er det beløb, finanslovsberegningerne tager udgangspunkt i. Når fondene ikke kender det præcise regelsæt for, hvordan de på den lange bane bliver beskattet af deres bidrag til fx forskning og kultur, så bliver det også umuligt at prioritere langsigtet og bidrage til sammenhængende forskningsindsatser”, siger Antorini.
Det er afskaffelsen af det såkaldte konsolideringsfradrag, der er årsagen til balladen. Det har hidtil betydet, at fondene får et ekstra skattefradrag på 25 pct., når de udbetaler beløb til almennyttige formål.
Vil have skriftlig garanti
Ved at fjerne fradraget bliver forskningen dobbelt ramt med dette års finanslov, mener Antorini.
”Vi har tydeligvis fået en regering, der ikke prioriterer forskning særligt højt. Først sparer den 1.4 milliarder til forskningen på finansloven, og så skaber man oven i så meget usikkerhed om skattereglerne hos fondene, at ingen ved, hvilke beløb, de reelt kan disponere over til almennyttige formål. Det får enorme konsekvenser for forskningen,” vurderer forskningsordføreren for S.
Hun har nu bedt skatteministeren om at give en skriftlig garanti for, at statskassen maksimalt vil opkræve 200 millioner kroner som følge af, at fradraget bliver fjernet.
Karsten Lauritzen (V) har til Politiken i dag sagt, at han er indstillet på at mødes med fondene, hvis lovforslaget viser sig at indbringe mere.