Gør fagbevægelsen nok for de unge?

Kim Simonsen, formand for HK (Foto: Claus Bech/Scanpix)
HK har over 34.400 studerende medlemmer i 2015. HK’s a-kasse har i gennemsnit haft knap 2.200 ledige dimittender per måned i 2015.

Stramningerne på SU’en, nedskæringer på dimittendsatsen og fremdriftsreformen viser, at de unge ikke er så politisk vigtige, for man lader dem betale, når der skal laves reformer. Er det rigtigt?
Man har været ude efter de unge, men man har dæleme også været efter dem på sygedagpenge, kontanthjælp og førtidspensionisterne. Jeg er bange for, om solidaritetsspændet mellem danskerne så småt er ved at gå i opløsning. Det er svært at råbe politikerne op. De skruer ned på nogle satser med forestillingen om, at nåh ja, så demonstrerer befolkningen sikkert en dag, og så er det overstået. Der er en politisk erkendelse på Christiansborg om, at befolkningen herhjemme ikke er særlig mobiliserende i øjeblikket. Selv om fagbevægelsen var imod forringelser på fx efterlønnen og dagpengene, kunne vi ikke stille noget op mod forringelserne, på trods af at vi har to mio. medlemmer. På den måde er det jo opsigtsvækkende, at politikerne kan blive ved med at gennemføre disse forringelser.

De unge har ikke noget entydigt stærkt talerør, der kan tale deres sag under politiske reformer, påpeger professor på SDU Asbjørn Sonne Nørgaard. Skal fagbevægelsen ikke være et stærkt talerør for de unge?
Jo, det skal vi. Og det synes jeg bestemt også, vi forsøger at være. I HK har vi ca. 30.000 medlemmer under 30 år. Dem forsøger vi bestemt at være talsmand for på fx SU, transport og manglende undervisningslokaler. Men på en lang række områder kan jeg bare konstatere, at der bliver ikke lyttet efter. Men vi skal huske, at vi fx har fået en reform på erhvervsuddannelserne, som vi er meget glade for. Så der sker også ting den anden vej rundt.


Bente Sorgenfrey, formand for FTF (Foto: Scanpix
FTF’s a-kasse har i gennemsnit haft 1.650 ledige dimittender per måned i 2015.

Hvad synes du om, at det er de unge, som skal betale for reformer af dagpengeområdet?
Studerende går fra studier og studiejob til en helt anden livssituation, hvor de skal ud af kollegierne og måske ikke kan bevare deres studiejob. De skal betale a-kasse og fagforeningskontingent, hvis de ellers vil være en del af fællesskabet. Så det er helt urimeligt, at dimittendsatsen er kommet helt ned på 71,5 procent. Jeg må erkende, at dimittenderne ikke har mange venner, og det siger i hvert fald mig, at vi faglige organisationer og studieorganisationer har forsømt dimittendernes position i a-kassesystemet. Det bør vi lære af.

Hvad mener du med, at de faglige organisationer har forsømt de unge?
Vi har sammen med vores medlemsorganisationer og studieorganisationer diskuteret, hvordan vi skulle prøve at presse politikerne på spørgsmål om fx dimittendsatsen. Vi ville meget tydeligt markere, hvilke konsekvenser nedsættelse af satsen ville få. Men vi har måske ikke gjort det bredt nok i fagbevægelsen. Og vi har heller ikke fået overbevist mulige alliancepartnere om dette synspunkt. Det kunne bl.a. være arbejdsgiverne. Jeg tror egentlig, at aftaleparterne er blevet lidt overraskede over reaktionerne. Det er ikke bare akademikerne, der hyler op over dette. Det oplevede jeg også skete til 3F’s kongres. Så det er bredt i fagbevægelsen, at der er utilfredshed over, at satsen er blevet sat så langt ned. Nogle gange synes jeg også, de unge mangler en koordinerende stemme. FTF er med til at støtte Uddannelsesalliancen, og den håber jeg kan være med til at sætte nogle uddannelsespolitiske dagordener. Men de unge har også selv brug for at koordinere og organisere deres arbejde mere, så de står stærkere i et fællesskab.


Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening (DM) (Foto: Jacob Nielsen)
DM har over 17.000 medlemmer, som er studerende. Magistrenes A-kasse har i gennemsnit haft ca. 2.200 ledige dimittender per måned i 2015.

Kunne fagbevægelsen have gjort mere for at forhindre forringelser af dimittendsatsen?
Vi gjorde forsøget. DM stod hårdt på, at dimittendsatsen ikke skulle forringes. Vi kæmpede imod forringelser for dimittenderne både i kommissionsarbejdet og bagefter ved at gøre politikerne på Christiansborg opmærksomme på, at de nyuddannede er fødekilden til nye medlemmer i de a-kasser og fagforeninger, som bærer dagpengesystemet oppe. Jeg vil ikke bebrejde fagbevægelsens repræsentanter i kommissionen, for de sloges også for dimittenderne.

Hvordan bliver fagbevægelsen et stærkt talerør for de unge?
Jeg oplever faktisk, at fagbevægelsen gerne vil tale de unges sag. Alle fagforeninger er eksempelvis imod en indslusningsløn for unge, og i DM arbejder vi for, at studerende får løn under praktik. I DM arbejder vi tæt sammen med bl.a. elev- og studenterbevægelsen, særligt aktuelt mod nedskæringer på de videregående uddannelser, hvor vi varetager de unges – og samfundets – interesser. DM er meget aktiv i bl.a. akademikerkampagnen, der handler om at matche de nyuddannede med private virksomheder. Vi har sammen med andre akademiske fagforeninger lobbyet for, at der kommer brobygningsprojekter som en vækstpilotordning, der hjælper unge akademikere ud på det private arbejdsmarked. Og så arbejder vi for, at atypisk beskæftigede, der i høj grad omfatter unge, også får mulighed for at være omfattet af det sikkerhedsnet, som dagpengesystemet er.


Ejner Holst, næstformand for LO (Foto: Joshua Gross, 2014)
LO har igennem tilknyttede forbunds a-kasser i gennemsnit haft minimum 6.270 ledige dimittender per måned i 2015.

Dimittendsatsen er sat ned. Har fagbevægelsen mistet indflydelse?
Fagbevægelsen er udfordret i en krisetid. Vi måtte fx også erkende, at man ikke kunne vinde et folketingsvalg på at fastholde efterlønnen. Det er den politiske virkelighed, vi lever i. Der var ikke et stærkt nok flertal i befolkningen til at ændre den politiske dagsorden. Men man tager fejl, hvis man tror, at fagbevægelsen kan stå i en forhandlingssituation med vetoret. Vi har jo sikret en uddannelsesgaranti på erhvervsuddannelserne. Det synes jeg er en stor sejr for ungdommen.

Fagbevægelsen repræsenterer op mod to mio. lønmodtagere. Hvad skal I gøre for at vinde de politiske slag fremadrettet?
Det handler udelukkende om at være konstruktiv. Vi må have det bedste analyseapparat og komme med de bedste og mest gennemarbejdede forslag. Der er masser af fagforeningsmedlemmer, men medlemmernes politiske tilhørsforhold er mindre end tidligere. Vi skal ud at møde og diskutere med medlemmerne rundtom i landet og forklare dem disse ofte forfærdeligt indviklede ting. Hvem havde fx troet, at når man diskuterer politiforlig, så diskuterer man også penge til erhvervsskolerne. Jeg synes, vi skærer for meget på vores kernevelfærd. Men jeg er meget forsigtig med at gøre dette til en generationskamp, for det tror jeg ikke, nogen vinder noget på. Skal vi føre en kamp, så er det for at have et velfærdssystem, der giver plads til og gode vilkår for alle.


Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf (Foto: Polfoto)
Djøf har knap 24.000 studerende som medlemmer. Djøf har i gennemsnit haft 1.170 ledige dimittender per måned i 2015.

Kunne fagbevægelsen have gjort mere for at forhindre forringelser på fx dimittendsatsen?
Sådan som tingene udviklede sig efterfølgende, så tror jeg det ikke. Nu repræsenterer jeg jo en del af akademikerne, som ikke selvstændigt sad med i kommissionen. Vi var repræsenteret gennem FTF, og det gjorde FTF absolut efter bedste evne. Men jeg synes, der er en selvstændig pointe i, at akademikerne ikke selv sad med ved bordet. Kommissionen kom frem til, at de unge skal medfinansiere forbedringerne af fx genoptjeningsretten, og det synes jeg ikke var smart. Men når de landede på et forslag om at sænke dimittendsatsen til 78 procent, så var det isoleret set nok det bedste resultat, vi kunne opnå for de unge. At man så politisk går videre og sænker satsen til 71,5 procent, er meget kritisabelt.

Hvilke sejre har fagbevægelsen sikret de unge de seneste fem år, der viser meningen med at være medlem af en fagforening?
Den indsats, vi har lavet i Djøf, har ført til adskillige nye job og studiejob i små og mellemstore virksomheder. Vi lægger os beskæftigelsesmæssigt et sted med tilbud, som man ikke får i a-kassen eller i jobcentret. Vi ved, at når du har haft studiejob senest under kandidaten, så står du forrest i jobkøen. På de punkter har vi sejret. Det interessante er, hvordan vi får de unge ud på en startløn på ca. 30.000 kroner om måneden. Det er guleroden, og det handler om, hvordan de når derhen. Den ungeindsats har Djøf indtil videre brugt 20 mio. kr. på. Det er en af årsagerne til, at mange studerende godt kan se, at det er en rigtig god ide at melde sig ind her. Senest har vi også set regeringen tage initiativ til at få lempet kravene i fremdriftsreformen. Det var ikke sket uden et massivt og vedholdende pres fra de studerende og de faglige organisationer.