Spring menu over
Dansk Magisterforening

YDUN: Kun et lille fiks mod skævvridning

Del artikel:

110 øremærkede millioner til kvinder fjerner ikke den strukturelle kønsubalance i forskerverdenen, selv om Venstre harcelerer. Det siger DTU-lektor i replik til læserbrev i Berlingske.

Venstres uddannelsesordfører Esben Lunde Larsen harcelerer i dagens Berlingske over bestyrelsen i Det Frie Grundforskningsråd. Anledningen er rådets uddeling af 110 millioner kroner til kvindelige forskere under YDUN-programmet, der også blev omtalt på Akademikerbladet.dk.

”At bruge 110 millioner kroner på kønsdimensionering af forskningen i en tid hvor vi har langt vigtigere ting at bruge forskningsmidler til…. Vi er vidne til et slag i luften og en skamstøtte, der intet grundlæggende ændrer”, skriver Esben Lunde Larsen blandt andet i sit debatindlæg i Berlingske.

Inge Sandholt, lektor ved DTU Space, har tidligere i samme avis rost forskerprogrammet, selv om hun på sin vis er enig med Venstres uddannelsesordfører i, at YDUN-millionerne ikke flytter meget.

”Kvinder udgør 30 procent af lektorerne, 50 procent af ph.d.´erne og 17 procent af professorerne.  I 2013 var der blandt ansøgerne til Det Frie Forskningsråd 30 procent kvinder, så det svarer til den andel af kvinder, der er i forskningen. Men de får oftere afslag. Derfor er YDUN og andre programmer nødvendige, selv om de kun er et lille fiks mod et strukturelt kønsproblem i vores verden,” forklarer Inge Sandholt.

Selv har hun som medlem af Det Frie Forskningsråd for Teknologi og Produktion været med til at uddele midler til kvindelige forskningsledere i 2008-2009. Det var efter aftale med den da borgerlige regering.

”Esben Lunde Larsens parti har jo selv været med til at vedtage de brede aftaler, så det er jo lidt sjovt, at uddannelsesordføreren nu slår syv kors for sig. Samtidig skal ligestilling integreres i al offentlig planlægning og forvaltning, så selvfølgelig skal vi også drive ligestillingspolitik i forskerverdenen,” mener Inge Sandholt.

Det har ikke været muligt for Akademikerbladet.dk at få en kommentar fra Esben Lunde Larsen i dag.