Intet overblik over fyringer
Der er gået ti dage, siden den sidste af 200 medarbejdere på Aarhus Universitet blev varslet fyret. Alligevel er det fortsat kun ledelsen, der har overblik over, præcist hvor mange det drejer sig om, og hvor de er placeret.
”Jeg ved stadig ikke, hvem de er, eller hvor de arbejder. Jeg ved ikke, om der er 30 DM-medlemmer, eller der er 60, som er berørte. Selv om der er gået ti dage, kan jeg og DM´s forhandlingskonsulenter kun hjælpe de DM´ere, der selv har henvendt sig. Hvis nogen gemmer sig eller stiltiende har valgt at acceptere, at de er varslet fyret, så kan vi ikke gøre noget eller stille med et beredskab. Det er meget bekymrende og stærkt utilfredsstillende”.
DM´s fællestillidsrepræsentant for det videnskabelige personale på Aarhus Universitet, Per Dahl, er dybt frustreret over, hvor svært det er for ham at udføre sit tillidshverv ordentligt.
Ti dage efter, at den største fyringsrunde nogensinde på et dansk universitet blev afsluttet, hvirvler det fortsat på gangene med historier om medarbejdere, der vist blev prikket, vist er meget medtagne og nok har holdt sig hjemme siden. Men ingen, ud over ledelsen, ved endnu med sikkerhed, præcist hvor mange ansatte der er blevet varslet fyret, og hvilke afdelinger de kommer fra.
Op til medarbejderne
”Vi kan gøre en del for folk, der henvender sig, fx i forhold til at få parthøringssvar formuleret, at få undersøgt om der er muligheder for at blive omplaceret, eller om man kan få en frivillig fratrædelse i stedet for at blive fyret. Dem, vi ikke kan hjælpe, er dem, der måske er allermest medtagne, som måske er krøbet i flyverskjul i en svær situation, og som ikke af sig selv kommer til os. Dem ville vi gerne have rakt hånden ud til og bistået mest muligt”, forklarer Per Dahl.
Det er HR på Aarhus Universitet, der efter samråd med Moderniseringsstyrelsen har besluttet ikke at udlevere navnene på de formodentlig godt 200 ansatte, der er varslet fyret.
I en mail til akademikerbladet.dk oplyser vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen Barbara Bertelsen, at tillidsrepræsentanten ifølge TR-aftalen skal holdes orienteret ved forestående afskedigelser, men efter styrelsens mening er det den berørte ansatte selv, der bør afgøre, om tillidsrepræsentanten skal inddrages.
”Hvis den ansatte ikke ønsker dette, bliver tillidsrepræsentanten først orienteret efter samtalen. Men den ansatte har selvfølgelig i alle tilfælde mulighed for at søge bistand hos tillidsrepræsentanten i den efterfølgende høringsfase. Aarhus Universitet har således efter Moderniseringsstyrelsens opfattelse i den aktuelle sag handlet helt i overensstemmelse med tillidsrepræsentantaftalen”, oplyser Barbara Bertelsen.