Nyt håb for Akademikerkampagnen
I udspillet til et nyt beskæftigelsessystem foreslår regeringen en forlængelse af trainee-indsatsen for højtuddannede. Det puster nyt liv i håbet om, at Akademikerkampagnen kan genoptages.
De akademiske fagforeninger måtte hovedrystende se til, at regeringen ved årsskiftet ikke længere ville afsætte fem millioner kroner om året til Akademikerkampagnen. Den har ellers sparket gang i væksten ved på to år at give mere end 2.500 jobåbninger for akademikere i små- og mellemstore virksomheder. Men nu bliver der pustet nyt liv i kampagnen. Regeringen lægger i sit udspil til et nyt beskæftigelsessystem således op til, at Akademikerkampagnen alligevel forlænges med foreløbigt to år.
”Det er glædeligt, at Akademikerkampagnen er med i oplægget. Også udvidelse af praktikordningen fra fire til otte uger for dimittender er vi meget glade for”, siger formand for Akademikerne (AC) Finn R. Larsen.
I 2012 og 2013 blev der brugt fem millioner kroner om året på Akademikerkampagnen. Her blev 50.000 virksomheder kontaktet og 8000 virksomheder besøgt. I den periode er der skabt knap 2.500 jobåbninger til akademikere i små og mellemstore virksomheder. Blandt de 2.500 jobåbninger var hver femte et ordinært arbejde, mens 23 procent blev ansat i løntilskud, og 37 procent blev videnpilot. De resterende blev ansat i virksomhedspraktik og i midlertidige job.
Akademikerne har de seneste måneder sammen med de store akademiske fagforeninger været i gang med internt at undersøge, om de sammen kan stable midlerne på benene til at videreføre kampagnen med midler fra egne lomme. Det har drejet sig om at finde minimum 3,5 til 4 millioner kroner om året.
Også i DM har man understreget vigtigheden af, at Akademikerkampagnen fortsætter. Direktør i DM Christian Strøm udtalte i starten af april måned til Magisterbladet, at DM ultimativt var parate til at selv at betale for at kampagnen kan fortsætte, hvis det er påkrævet.
Mangler indhold
I udspillet står der dog ikke noget nærmere beskrevet om selve indholdet af Akademikerkampagnen, eller hvor mange penge der er sat af til at fortsætte kampagnen de kommende to år.
”Der er nogle ting der skal arbejdes videre med både i forhold til regeringen og i forhold til de kommende forhandlinger, så vi kan få et så stort akademikerforløb som muligt med de initiativer, der ligger i beskæftigelsesindsatsen”, siger Finn R. Larsen.
Til gengæld er de seks ugers selvvalgt uddannelse i regeringens udspil rettet mod andre grupper end akademikerne, som dermed ser ud til at miste retten til kortere uddannelse- og opkvalificeringsforløb.
”Det ærgrer mig voldsomt, at de 116 millioner kroner, der er gået til seks ugers selvvalgt uddannelse for akademikere, kan vi ikke fastholde hos os selv til nye aktiviteter og initiativer, som det ser ud på nuværende tidspunkt”, siger Finn R. Larsen.
Akademikerne har tidligere foreslået, at de millioner af kroner, der har været afsat til kortere opkvalificeringsforløb som de seks ugers selvvalgt uddannelse kunne bruges på diverse vækstinitiativer som vækstpiloter, der skulle hjælpe akademikere ud i virksomheder.