Spring menu over
Dansk Magisterforening

DM-medlem ultimativ vinder af Ph.d. Cup

Af Mogens Tanggaard
Del artikel:

Eva Greibe, molekylærbiolog og ph.d., blev den endelige vinder af Det Danske Hjernemesterskab, hvor otte ph.d.er konkurrerede om at formidle forskning for folket.

2. pinsedag den 9. juni sendte DR2 et stort show, hvor de otte vindere af årets Ph.d. Cup 2014 skulle formidle deres forskning på en så letforståelig måde, at folk uden særlige forudsætninger kunne forstå den. Eva Greibe blev kåret som aftenens bedste live-formidler af sin forskning og dermed som den ultimative vinder af Ph.d. Cup 2014.

”Formidabel formidling. Der er tale om et værk, der går lige i kødet på et dogme. Det er vigtigt, og det har høj relevans for mange”, slog dommeren fast.

Se hele showet.

Eva Greibe er uddannet molekylærbiolog og blev færdig med sin ph.d. i 2013. Hun er i dag ansat som postdoc i en fireårig stilling på Klinisk Biokemisk Afdeling på Aarhus Universitet. Hendes ph.d.-projekt handler om de tætte bånd, der er mellem moderen og det nyfødte barn.

Hendes forskning viser, at mors mælk ikke kan sikre barnet tilstrækkeligt med vitamin B12, når det bliver fire måneder gammelt. Derved udfordrer hun Sundhedsstyrelsens anbefalinger om kun at give sit barn brystmælk til det er seks måneder gammelt.

Ph.d. Cup er et samarbejde mellem DR, dagbladet Information, Lundbeckfonden og de danske universiteter.