Spring menu over
Dansk Magisterforening

Tillidsreform på turné

Del artikel:

Tillidsreformen er skudt i gang, og parterne bag syv principper for en reform og modernisering af samarbejdet i den offentlige sektor drager på snart på regional Danmarksturné.

Sidste år fastlagde indenrigsminister Margrethe Vestager (R) sammen med kommunerne, regionerne og fagbevægelsen principperne i en tillidsreform, der skal føre til udvikling af nye styreformer i den offentlige sektor.

Fælles for principperne er, at der fokuseres på tillid og samarbejde, øget rum for faglighed og engagement og fremme af innovation.

Siden aftalen er der blevet etableret et nyt Center for Offentlig Innovation, og parterne drager om kort tid på en Danmarksturné i form af fem regionale møder om reformen.

Ingrid Stage, DM’s formand og Akademikernes repræsentant i den poliske styregruppe bag partssamarbejdet, ser frem til møderne.

”Det allervigtigste for tillidsreformen er, at den kommer til at leve lokalt. De syv principper skal omsættes til kød og blod ude på de lokale arbejdspladser, hvor man kan gøre en forskel. Og det kræver, at både medarbejdere og ledere tager reformen til sig. Så vores møder er selvfølgelig også et forsøg på at skabe opmærksomhed omkring reformen lokalt. Det kan vi gøre ved at forsøge at få vores tillidsrepræsentanter til at gå ind i arbejdet, ligesom vi skal prøve at få lokale medier til at interessere sig for projektet”.

Og selvom flere eksperter har udtrykt skepsis overfor reformens realiseringsmuligheder, er Ingrid Stage fortrøstningsfuld. Hun peger blandt andet på, at flere kommuner på eget initiativ er begyndt at iværksætte reformer, der skal genskabe tilliden til de ansatte og bringe fokus tilbage til kerneopgaverne. Og så er det ifølge Ingrid Stage væsentligt, at Margrethe Vestager står bag projektet.

”Min vurdering er, at Margrethe Vestager faktisk er reelt engageret i at få tillidsreformen til at gøre en positiv forskel for både medarbejdere, borgere og samfund som helhed. Og hun har faktisk investeret en del politisk kapital i det”.

Omvendt mener Ingrid Stage, at det bliveren større udfordring, at få en tillidsbaseret, risikovillig kultur til at slå igennem i en statslig sektor.

”Men det arbejder vi også på, for der er behov for det. Hvis vi skal videreudvikle den offentlige sektor og dermed i sidste ende velfærdssamfundet, bliver vi nødt til at give mere plads til innovation, faglighed og medarbejderengagement. Tælleregimer og kontrol har simpelthen skabt for meget mistillid mellem ledere, medarbejdere og borgere”. 


FAKTA:

Parterne bag tillidsreformen (Regeringen, Akademikerne, Danske Regioner, FTF, KL og OAO) drager i den kommende tid på Danmarksturne i form af fire regionale møder om reformen.

Møderne afholdes:

24/3: Region Hovedstaden

7/4: Region Midtjylland

12/5: Region Syddanmark

16/6: Region Nordjylland

17/6: Region Sjælland