Spring menu over
Dansk Magisterforening

Koch-udvalget løser ikke kæmpeproblem

Del artikel:

Koch-udvalgets anbefalinger om et nyt beskæftigelsessystem vil udløse 3.500 job på lang sigt. Men det løser ikke problemet, at op mod 50.000 ledige i år vil have mistet dagpengene, kritiserer AM-Samvirke.

3.500 personer vil have fundet arbejde i 2050. Sådan lyder det forsigtige skøn fra Carsten Koch-udvalget, hvis samtlige 39 anbefalinger i udvalgets netop offentliggjorte rapport om et nyt beskæftigelsessystem gennemføres.

Men alene i 2013 er knap 34.000 ledige helt røget ud af dagpengesystemet, fordi de ikke har fundet arbejde. Og yderligere 14.000 ledige står til at miste dagpengene i år ifølge en ny prognose fra AK-Samvirke. Ved udgangen af 2013 havde over 4.000 akademikere mistet dagpengene, og heraf var en fjerdel nyuddannede. Beskæftigelseseffekterne af udvalgets arbejde er, set i lyset af effekterne fra regeringens dagpengereform og de tusinder af ledige, som ikke kan finde arbejde, derfor meget beskedne, mener direktør i AK-Samvirke Verner Sand Kirk.

”Inden for de nærmeste år flytter udvalgets arbejde jo stort set ingenting i beskæftigelsen. Selv på udvalgets egne præmisser er effekterne meget beskedne, når man tænker på de kæmpe problemer, vi stadig står med i dagpengesystemet. I den henseende er udspillet skuffende”, siger Verner Sand Kirk. 

Carsten Koch-udvalgets anbefalinger retter sig således i særlig grad mod de forsikrede ledige i a-kasserne. Og gennemføres udvalgets anbefalinger, skønnes det på sigt at kunne øge den strukturelle beskæftigelse med 3.500 personer frem mod 2050. Frem mod 2020 mellem 1.000-1.500 personer.

Verner Sand Kirk understreger, at udvalgets anbefalinger til et nyt beskæftigelsessystem ikke har nogen effekt på de mange langtidsledige.

”Dagpengestramningerne er så voldsomme, at selv den bedst tænkelige aktiveringsindsats har vanskeligt ved at imødegå dette. Desuden flytter forslagene ikke bjerge, selvom flere af dem er fornuftige”, siger Verner Sand Kirk.

Øget kontrol
I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mener chefkonsulent Jørgen Bang-Pedersen, at man skal holde sig for øje, at udvalgets arbejde handler om beskæftigelsesindsatsen, som ikke indeholder en stor reformdagsorden. Han understreger, at der inden for de givne rammer er et begrænset spillerum for, hvor meget man kan få ud af beskæftigelsesindsatsen. Men modsat Koch-udvalgets anbefalinger om at give ledige større fleksibilitet og øget individuel spillerum i indsatsen med at finde et job, mener DA, at kontrollen med de ledige skal styrkes.

”Der skal være stærkere incitamenter for den ledige til at komme i job. Kontrol og tæt dialog med den lediges jobsøgning skal styrkes for at finde jobåbninger og forkorte ledighedsperioden”, siger Jørgen Bang-Petersen. 

Han understreger, at man skal være varsom med at øge uddannelsesindsatsen, fordi det trækker ledige væk fra arbejdsmarkedet.

”Jobsøgningen skal styrkes, og man bør stramme op på rådighedselementer, så der bliver færre gyldige grunde til at sige nej til job. Og sanktionernes for ikke at overholde pligterne bør strammes”, siger Jørgen Bang-Petersen.

Det er Verner Sand Kirk helt uenig i.

”Det er jo et spørgsmål om, hvorvidt man tror, det er efterspørgslen eller arbejdsudbuddet, der er vigtigst i forhold til beskæftigelsen. Der er visse job, som ikke bliver besat, og den tendens vil vi se stige, hvis ikke uddannelsesindsatsen geares op”, siger Verner Sand Kirk.

Koch-udvalget afviser at have forholdt sig til selve dagpengeproblematikken i sit arbejde, da den opgave ikke stod nedfældet i udvalgets kommissorium. I stedet henviser udvalget til det dagpengekommissorium med et bredt udvalg af uafhængige eksperter, som regeringen endnu ikke har nedsat. Det skal fremlægge anbefalinger til et fremtidigt dagpengesystem i 2015.