Spring menu over
Dansk Magisterforening

DM-formand: Koch-udvalg mangler mod

Del artikel:

DM’s formand Ingrid Stage er generelt positiv overfor Carsten Koch-udvalgets anbefalinger. Men på visse punkter er udvalget selvmodsigende, og det mangler mod til at vise ledige den fornødne tillid.

Akademikerbladet.dk: DM gav i sit høringssvar til udvalgets anbefalinger blandt andet udtryk for den problematiske selvmodsigelse, at de lediges valgfrihed bør øges, mens der også skal indføres øget kontrol. Hvad synes du om udvalgets endelige anbefalinger?

Ingrid Stage: ”Udvalget har slet ikke taget hensyn til akademikernes og herunder DM’s høringssvar. Det er besynderligt, fordi udvalget på dette punkt er så selvmodsigende. Nu går den politiske behandling snart i gang, og så må vi håbe, at vores kritik i stedet for vinder genklang der, da vi ikke kan se det i udvalgets endelige anbefalinger”.

Akademikerbladet.dk: Der har været meget fokus på og omtale af Carsten Koch-udvalgets arbejde. Lever udvalgets anbefalinger om et nyt beskæftigelsessystem op til dine forventninger?

Ingrid Stage: ”Den overordnede tilgang om, at der skal være mindre kontrol og mere tillid og individuel tilpasset aktivering er fornuftig. Ligeså er forslaget om at nedskære antallet af lokale og regionale jobcentre fra 98 til 8-12 større tværgående råd. Men ellers kunne vi godt have forestillet os flere ændringer. Det er svært at se logikken i, at jobcentrene skal kigge a-kasserne over skulderen, som jo er et eksempel på mere kontrol. Udvalgets syn på arbejdsmarkedet er faktisk ualmindeligt konservativt, og det er mærkeligt. Men jeg havde faktisk ikke de store forventninger om meget andet end det, som foreligger nu. Udvalget har løbende fået input fra arbejdsmarkedets parter og løbende været i kontakt med Mette Frederiksen (S). Ministeren virker til allerede at have taget rapporten til sig, og hun var også med til pressemødet. Det virkede besynderligt”.

Akademikerbladet.dk: Hvilke steder mener du, at Carsten Koch-udvalget ikke kommer i mål?

Ingrid Stage: ”Udvalget skulle jo rydde op i tusindvis af sider med regler på området. Det synes jeg kun, det gør delvist. Det er jo selvmodsigende, at det vil indføre nye regler, og at antallet af samtaler med ledige skal øges. Og så er det overordentligt uheldigt, at man foreslår en skillelinje ved 30 år for, hvorvidt ledige skal visiteres til jobcentret eller a-kassen. Den 30-års- regel er vi meget utilfredse med. Og hvor meget kan vi stole på, at jobcentrene bliver i stand til at screene mellem stærke og mindre stærke ledige? Der findes desuden mange mellemformer af arbejde og muligheder for at skabe nye job på arbejdsmarkedet som eksempelvis iværksætter. Det burde man tage hensyn til ved at løsne på rådighedsreglerne, men udvalget har slet ikke været risikovillige og mangler mod til at vise de ledige den tillid. Det er fattigt, når vi tænker på det arbejdsmarked, vi kan forvente at få de kommende år”.

Akademikerbladet.dk: Hvordan vil et kommende beskæftigelsessystem se ud for de højtuddannede, hvis regeringen gennemfører Carsten Koch-udvalgets anbefalinger?

Ingrid Stage: ”På mange måder synes jeg, der er fremskridt i anbefalingerne. Antallet af jobcentre formindskes betragteligt og kommer tættere på dimittenderne i de større byer. Og de ansatte i jobcentrene skal uddannes bedre til at matche de lediges kompetencer med mulighederne på arbejdsmarkedet, og til at give virksomhederne det, de måske ikke lige ved, de har behov for. Match mellem ledig og virksomhed var netop essensen i Akademikerkampagnen, som jo desværre ikke er blevet videreført trods fine resultater. Jeg håber, at politikerne tager den måde at arbejde på med over i beslutningerne, når de skal skrue et nyt beskæftigelsessystem sammen. Men jeg er da nervøs for, at vi ikke vil opleve de store ændringer. Vi savner eksempelvis et specialistspor for akademikere i udvalgets anbefalinger, for at de højtuddannedes jobmuligheder ikke standser ved en kommune- eller regionsgrænse. Det spor er udeladt i udvalgets arbejde. Der er mange steder, jeg synes, udvalget ikke går så langt, som det ellers erklærer”.   

Akademikerbladet.dk: Nu vil beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) drøfte udvalgets anbefalinger med arbejdsmarkedets parter, før de politiske forhandlinger om et forlig starter. Hvad mener du, at fagforeningerne skal fokusere på ved forhandlingsbordet med ministeren?

Ingrid Stage: ”AC kommer jo til at tale på de akademiske fagforeningers vegne. Og AC har ikke nødvendigvis de samme holdninger, som de andre hovedorganisationer. Men vi synes, at det store problem er måden, man ser på arbejdsmarkedet. Der skal løsnes op for mulighederne for at prøve noget andet end de former for omslusning, der findes i systemet i dag. Der skal gøres noget særligt for at matche specialister som akademikere med virksomhederne.  Det kan skabe nye job. Der kommer 10.000 ekstra akademikere ud på arbejdsmarkedet hvert år, og dem er der ikke job nok til i dag. Der skal derfor skabes nye job. Det lægger udvalgets arbejde ikke op til, så det skal der arbejdes på. Og så skal vi have fjernet den 30-års skillelinje, der bestemmer, om ledige skal i jobcentret eller i a-kassen. Skal en dimittend på 29 år ikke kunne komme i sin a-kasse? Det er helt bims. Det er vigtigt, at a-kasserne får muligheden for at hjælpe de ledige, og der tror jeg, vi er helt på linje med de andre lønmodtagerorganisationer”.

Akademikerbladet.dk: Er der efter din mening grund til at tro på, at vi fremover vil få et beskæftigelsessystem, som fungerer bedre end det nuværende system?

Ingrid Stage: ”Ja, det vil jeg tillade mig at tro på. Højresiden i Folketinget har anført, at et nyt system primært handler om at spare nogle milliarder i beskæftigelsesindsatsen. Det har ministeren jo afvist. Så jeg håber, regeringen holder fast i, at dette ikke handler om at spare, men om at flytte nogle ressourcer, så de bliver brugt mindre på kontrol og mere på at give muligheder. Det mener jeg også, at udvalgets rapport åbner mulighederne for”.