Større ansvar til a-kasserne
A-kasserne får et større ansvar for at få ledige i arbejde, end de har i dag. Det lægger regeringen op til i det længe ventede udspil til et nyt beskæftigelsessystem.
A-kasserne ser ud til at kunne trække sig sejrrigt ud af første slag om et nyt beskæftigelsessystem. Det står klart, efter regeringen i dag fremlagde sit udspil ”Vejen til varig beskæftigelse – den enkelte i centrum”.
Siden Carsten Koch-udvalget afleverede sin længe ventede rapport til regeringen i februar med 39 anbefalinger til et nyt system, har der været spekuleret kraftigt i, hvem der får hovedansvaret for at få de forsikrede ledige i arbejde. Koch-udvalget favoriserede jobcentrene. Men regeringen ser i den mellemliggende periode ud til at have lyttet til a-kasserne. Således har regeringen i sit udspil til en beskæftigelsesreform droppet Koch-udvalgets forslag om, at det er det enkelte jobcenter, som skal bestemme, om ledige a-kassemedlemmer må få deres kontakt- og vejledningsforløb i a-kassen. Også udvalgets forslag om, at unge under 30 år skal være tvunget til at bruge jobcentrene, er droppet.
”Carsten Koch-udvalgets forslag om, at jobcentrene skulle være dommer over hvilke ledige medlemmer, der måtte komme i a-kassen eller ej, var ikke hensigtsmæssigt. På samme måde er vi tilfredse med, at ledige medlemmer under 30 år fortsat kan få deres kontakt- og vejledningsforløb i deres a-kasse”, siger formand for AK-Samvirke Torben Poulsen.
Kompetenceløft
I dag er hovedansvaret for de ledige medlemmers kontakt- og vejledningsforløb i de første seks måneder delt mellem a-kasserne og jobcentrene. Men står det til regeringen, får a-kasserne altså det hovedansvar de første seks måneder.
Regeringen lægger i udspillet desuden op til, at både a-kasserne og jobcentrene får større frihed til at tilrettelægge indsatsen frem mod varig beskæftigelse sammen med den enkelte ledige. Den ledige får således selv ansvaret for at booke samtaler med jobcentret eller a-kassen og melde sig til relevante jobsøgningsaktiviteter, der kan forbedre jobmulighederne.
Indsatsen skal bygge på et tæt samarbejde mellem a-kasser og jobcentre samt en tidlig profilafklaring af den arbejdsløses situation, muligheder og udfordringer. Der afsættes desuden 150 millioner kroner i perioden 2015-2020 til efteruddannelse og kompetenceløft blandt jobkonsulenter i både jobcentre og a-kasser.