Færre fyringer på Aarhus Universitet
60 færre end de planlagte knap 200 ansatte bliver afskediget fra Aarhus Universitet. Det er resultatet af 195 partshøringer.
Et foreløbigt punktum er sat i forløbet omkring den største fyringsrunde nogensinde på et dansk universitet. Partshøringerne er overstået, afskedigelsesbrevene er sendt ud, og nu kan DM´s tillidsrepræsentant for det videnskabelige personale, Per Dahl, gøre boet op.
”Den gode nyhed er, at vi har forhandlet antallet af afskedigelser ned fra 196 til 128. Den barske realitet er, at 388 medarbejdere bliver berørt i denne prikkerunde på den ene eller anden måde. Det er præcist så mange, som vi hele tiden har frygtet”, siger Per Dahl.
Universitetets egen opgørelse viser, at i alt 308 medarbejdere fratræder deres stillinger, af dem 94 VIP´ere (videnskabeligt ansatte) og 214 TAP´ere (teknisk-administrativt personale). 39 ansatte har accepteret at blive i deres job på ændrede vilkår, fx på nedsat tid eller i en omplacering. 41 har indgået aftale om en seniorordning.
Ikke overraskende er de fleste frivillige fratrædelsesaftaler lavet med medarbejdere over 60 år. Blandt de 1.900 medarbejdere i alderen 50-59 er 51 blevet afskediget, blandt de 2.000 40-49 årige på universitetet er 40 blevet afskediget.
Prikkerunden har ramt kvinder og mænd lige hårdt.
Eksamen om lørdagen
En række spørgsmål rejser sig i kølvandet på afskedigelserne blandt dem, der nu skal forlade universitetet.
”Universitetet ser gerne, at flest muligt afholder fire ugers ferie, før de er ude, så man undgår at skulle udbetale så meget restferie. Det mener DM ikke, at universitetet kan stille krav om. Vi er også i gang med at få overblik over, hvilke muligheder for kompetenceudvikling de afskedigede medarbejdere har. Der er godt 20.000 kroner til rådighed per ansat”, forklarer Per Dahl.
Også de, der ikke er selv er blevet prikket, er begyndt at melde sig hos DM´s tillidsrepræsentanter med spørgsmål.
”En er fx blevet bedt om at afholde eksaminer om lørdagen. Andre kontakter mig, fordi de allerede nu kan se, det bliver svært at tilrettelægge arbejdet og nå de ekstra arbejdsopgaver. Fremdriftsreformen betyder også, at der bliver sat ekstra tryk på i alle afdelinger”, siger Per Dahl.
”Især administrationen, hvor reduktionerne er størst, er der grund til opmærksomt at følge ledelsens evne til at tage hånd om medarbejderne og definere de opgaver, der ikke længere skal løses. Administrationen har ifølge universitetets egen APV-undersøgelse i forvejen være plaget af et enormt arbejdspres”, uddyber tillidsrepræsentanten.
Med fratrædelserne er det endelige ord ikke sagt i forbindelse med prikkerunden på Aarhus Universitet.
Akademikerne (AC) vil have en faglig voldgift til at afgøre, om de faglige organisationer i fremtiden kan kræve, at arbejdsgiverne skal udlevere navnene på medarbejdere, der bliver varslet fyret. Det har ledelsen på Aarhus universitet nægtet i partshøringsfasen med henvisning til Moderniseringsstyrelsens tolkning af tillidsrepræsentantaftalen.
Læs også:
AC slæber Moderniseringsstyrelsen i retten
Intet overblik over fyringer
Aarhus Universitet skal af med 400 medarbejdere