Aprilsnar: Højere kontingent for DM’s mænd
DM’s hovedbestyrelse har besluttet at lade mænd og kvinders ulige løn afspejle sig i kontingentet. ”De bredeste skuldre bør bære de tungeste byrder. Vi har i forvejen graduerede kontingenter for grupper med lavere indtjening, for eksempel studerende og ledige”, siger Charlotte Palludan, formand for DM’s ligestillingsnetværk, i anledningen af 1. april.
Ti procent. Så meget dyrere bliver kontingentet for DM’s mandlige medlemmer sammenlignet med kvindelige DM-medlemmer.
De nye kontingentsatser blev vedtaget på et hovedbestyrelsesmøde sent i aftes efter en afstemning med det smallest mulige flertal på syv stemmer mod seks. Fire stemmer var blanke.
I DM’s ligestillingsnetværk er glæden stor.
”Vi får samme triste besked år efter år, når vi undersøger DM-medlemmers løn. Mænd tjener mere end kvinder, uanset hvilken branche eller sektor man ser på. Det er en urimelighed, som ikke går væk af sig selv”, siger Charlotte Palludan, formand for DM’s ligestillingsnetværk og medlem af DM’s hovedbestyrelse. Hun fremhæver det som en af fagforeningens fornemste opgaver at beskytte svage medlemsgrupper.
”Vi har i forvejen graduerede kontingentsatser for grupper, der ikke tjener så meget. Det gælder for eksempel studerende og ledige”, siger Charlotte Palludan.
De seneste tal viser en lønforskel på 17 procent mellem DM-mænd og DM-kvinder. Helt så stor bliver forskellen i kontingent ikke.
”I ligestillingsnetværket anbefalede vi 17 procent, men 10 procent var, hvad vi kunne blive enige om i aftes”, oplyser Palludan.
Ændringen af kontingentsatser sker med tilbagevirkende kraft fra 1. januar. Først senere på året tager hovedbestyrelsen stilling til, om også studerendes kontingent skal reguleres efter køn.