Excentrisk tysk filosof satte menneskelig fornuft på formel

Hvis du forestiller dig en formel, tænker du nok noget med tal, bogstaver og symboler, der danner lange matematiske sætninger. 

Men faktisk er formler ikke kun noget, der hører matematikken, fysikken eller kemien til. De findes også i humaniora. Her er tallene og tegnene bare skiftet ud med ord og sætninger. 

Det er i hvert fald den tyske filosof Immanuel Kants argument. Derfor kategoriserer han sit moralske princip som en humanistisk formel.  

Formlen kalder han det kategoriske imperativ. Og princippet, som formlen beskriver, har gennem tiden været et slags moralsk kompas i vestlig filosofi. En etisk naturlov, der ifølge Kant selv bør styre, hvordan alle mennesker i verden opfører sig.

I sidste afsnit af 10 formler, der forandrede verden, forklarer professor i etik ved Syddansk Universitet, Anne-Marie Søndergaard Christensen, historien om Kant og hans kategoriske imperativ. 

Stortænkende filosof med hang til rutiner 

Immanuel Kant er en af oplysningstidens store tænkere og regnes som en af verdenshistoriens mest indflydelsesrige filosoffer.

“Man diskuterer lidt, om det enten er Platon eller Kant, som er den største filosof nogensinde. Men han er helt klart på top 3,” siger Anne-Marie Søndergaard Christensen. 

Men selv om Kants tanker og tekster er banebrydende, lever han selv relativt stille og almindeligt.

Han bliver født i 1724 i Königsberg i Preussen. Det som i dag er Kaliningrad, en lille russisk eksklave ud mod Østersøen. Dagene følger en fast rutine, nøje planlagt efter en præcis opskrift på, hvad et godt liv bør indeholde.

To kopper te og en pibe til morgenmad. En gåtur, fordi motion er godt. Forelæsning på universitetet i Königsberg. En frokost med gæster, fordi socialisering er nødvendigt for et godt liv.  Efter maden diskuterer han filosofi med en ven. Om aftenen læser og skriver han, og så i seng. 

“Da jeg startede på filosofistudiet, fortalte vi gerne en joke om, at alle i Königsberg satte uret efter Kant. Man vidste lige præcis, hvornår han mødte op, så man kunne tjekke, om uret nu passede,” siger Anne-Marie Søndergaard Christensen. 

Tog ikke æren for imperativet selv 

Der er en helt særlig grund til, at Kant kalder sit moralske princip for et kategorisk imperativ, da det står i modsætning til et hypotetisk imperativ. 

Et hypotetisk imperativ siger, hvad du skal gøre for at opnå et bestemt mål, for eksempel at stoppe med at ryge for at holde dig sund. Et kategorisk imperativ påbyder, hvad du skal gøre uanset dine mål, fordi det er moralsk rigtigt, for eksempel at du ikke må stjæle. 

Kants kategoriske imperativ beskriver, at man altid skal handle på en måde, som man ville ønske, at alle andre også handlede i samme situation. Med andre ord: kan det, du gør, blive til en almengyldig regel? 

Men hvordan finder man så ud af, om man vil have, at alle andre skal gøre det samme, som en selv? Ifølge Kant bør overvejelsen ikke være så svær, da svaret findes ret nemt i et begreb, der er helt centralt i alle hans teorier og ideer. Nemlig fornuften. 

“Jeg plejer at sige til mine studerende, at hvis spørgsmålet handler om Kant, så er svaret sikkert fornuft," siger Anne-Marie Søndergaard Christensen. 

Rationalitet er et fælles grundlag

Det kategoriske imperativ er Kants forsøg på at sætte formel på den menneskelige fornuft, da det for ham beskriver en fornuftsmæssig måde at tænke på, som findes i os alle. Derfor tog han aldrig æren for imperativet. Han formulerede blot en lovmæssighed, der allerede eksisterer i alle mennesker. 

Det er dog de færreste i dag, der køber ind på Kants forestilling om mennesket som helt ud rationelle fornuftsvæsener. Men det gør ham ikke mindre relevant. 

“Han opstiller et ideal, som jeg tror meget få i dag vil mene i virkeligheden er rigtigt, men som bliver ved med at være aktuelt,” forklarer Anne-Marie Søndergaard Christensen.  

“Der er nok særligt i filosofien et håb om, at vi faktisk kan finde et grundlag, som er fælles for os alle sammen, og her er Kant måske den, der giver det allerbedste bud på, hvordan det kunne se ud.”