Hvordan får du et studierelevant job – der passer til din fremtid?
Alle siger det – og de siger det hele tiden: Det er vigtigt at have et studiejob, og det er endnu vigtigere at finde det rigtige studiejob.
Ønsker du erfaringer med specifikke typer af opgaver, eller vil du gerne gå på opdagelse og finde ud af, hvad du kan lide og er god til inden for en særlig branche?
Studiejobs giver højere beskæftigelse
Den væsentligste grund til at tage et studiejob er, at det kan give dig bedre muligheder for at finde en god vej ud på arbejdsmarkedet, når du er færdiguddannet. Effekten af studiejobs er tydelig i statistikkerne. Et enkelt år efter færdiggørelsen af studiet er beskæftigelsen blandt studerende, som har haft studiejobs, omkring 20 procent højere end dem, som ikke har. Derudover ser det ud til, at nyuddannede, der har haft job i studietiden, to år efter endt dimission tjener omkring 2000 kroner mere om måneden end nyuddannede, der ikke har haft studiejob.
Studiejobbet kan være med til at sparke din karriere i gang. Det lærer dig alt det, som bøgerne ikke gør, og det hjælper dig til at opbygge dit fremtidige netværk.
Men hvordan finder man det rigtige studiejob, og hvad er et studierelevant arbejde for dig? Her får du 7 gode råd.
1. Tænk studiejob fra starten
Overvej mulighederne for et studiejob fra begyndelsen af din uddannelse. Hvad synes du kunne være spændende? Hvad tror du, du vil være god til? Tænk ikke på lønnen. Dine overvejelser om, hvad du vil have ud af dit studiejob, er et skridt på vejen til at få et klarere billede af, hvem du er, og hvad du kan som fagperson.
2. Hold øjne og ører åbne og brug dit netværk
Studiejobs bliver slået op forskellige steder. Brug dit netværk på studiet fx din tutor, ældre studerende eller din vejleder til at få viden om, hvor de studierelevante jobs er, hvordan man kan søge dem, og om, som du skal være opmærksom på noget særligt, når du søger.
Læs mere om, hvordan du kan bruge dit netværk
Ellers tjek LinkedIn. Her slår især private og store virksomheder deres stillingsopslag op. Du kan også kigge på online jobportaler og undersøge om dit universitet har en jobbank.
Læs mere om jobportalerne, og hvad de hver især kan tilbyde
3. Opsøg arbejdsgivere og søg uopfordret
Vil du gerne ind på et særligt område eller en særlig arbejdsplads, kan du skrive en uopfordret ansøgning. Du kan eventuelt ringe og høre, hvilke muligheder der er, og hvem du i givet fald skal tale med eller skrive til.
Læs mere om uopfordret jobsøgning
4. Vær klar til at gribe muligheden, når den byder sig
Når en arbejdsgiver leder efter en student, vil de oftest gerne besætte stillingen hurtigt. Gør det nemt for arbejdsgiver at se, at du er en god kandidat. Opret en LinkedIn-profil og vis, hvad du kan. Fortæl at du er klar på også at løse de praktiske opgaver. Det er kun en fordel, hvis du er vant til at være hurtig bag baren eller er serviceorienteret fra bagerforretningen. Sørg også for, at du kan tåle, at en arbejdsgiver googler dit navn.
5. Brug tid på din ansøgning og dit cv
Når du skriver ansøgning og forbereder dig til samtale, skal du være skarp på din faglige profil og din fagpakke. Hvad kan du konkret tilbyde en arbejdsgiver? Hvis du selv er klar over det, er det også lettere for andre at se.
Læs mere om hvordan du skriver den gode ansøgning
Som medlem i DM og MA kan du som studerende kan du få feedback på din ansøgning og cv.
6. Forbered dig til jobsamtalen
Er du nervøs eller måske ikke helt sikker på, hvad der kommer til at ske til samtalen? Det er du ikke ene om. Tænk på, at samtalen også handler om, at du skal finde ud af, om stedet og jobbet er noget for dig.
Læs fif til hvordan du forbereder dig på samtalen
7. Husk du har masser at byde på
Frivilligt arbejde og ikke-akademisk erhvervserfaring er også erfaring. Her får du redskaberne og erfaringen til at arbejde som en del af et team, at tage ansvar for særlige områder, måske tilmed have et ledelsesansvar i ferieperioder. Det er alt sammen noget, en arbejdsgiver kigger efter, når vedkommende skal ansætte.
Bliv medlem
Bliv studiemedlem af DM og MA og få gode råd med på vejen, når du skal ansættes i et studiejob. Fx kan vi rådgive om, hvad din kontrakt skal indeholde eller give dig sparring på, hvad du kan få ud af dine opgaver.