Et studiejob kan give dig erfaringer, kompetencer, branchekendskab og et netværk.
Det er din mulighed for at opbygge erfaring og at tage de første skridt til karrieren efter studiet. Her får du et par tips til studiejobbet, både før, under og efter jobbet.
Overvej hvilke erfaringer, dit studiejob skal give dig. Selvom det kan være trygt at sidde i det samme job hele studiet, så prøv noget forskelligt af, så du får mere ud af din erfaring, netværk og branchekendskab.
1. Vær skarp på, hvad du vil
Dine arbejdsopgaver i dit studiejob giver dig erfaring, som er med til at forme starten af din karriere efter dit speciale. Hvis du har en særlig karriereretning i tankerne, så undersøg, hvilke kompetencer, der skal til, for at du kommer derhen. Arbejd så vidt muligt for, at dit studiejob kan være med til at give dig lige netop de kompetencer.
Hvis du har brug for lidt mere afklaring om, hvad du kan, eller hvad der vil være studierelevant for dig. Så find inspiration blandt de ældre studerende eller undersøg på LinkedIn, hvor tidligere studentermedhjælpere er fortsat hen.
Læs mere om, hvad du kan med en akademisk uddannelse
2. Undgå at blive den praktiske gris
Der er stor forskel på, hvad arbejdsopgaverne som student byder på. Nogle gange kræver opgaverne, at du sætter dine akademiske kompetencer i spil, fx når du skal lave en analyse eller tage kontakt til samarbejdspartnere. Andre gange kan opgaverne være af mere praktisk karakter, fx når der skal laves kaffe eller dækkes op til et møde. Begge dele er en del af studiejobbet. Du skal dog sikre dig, at du ikke kun varetager de praktiske opgaver, men at du også får oparbejdet akademiske kompetencer.
Det gør du ved at spørge ind til stillingen, inden du siger ja til jobbet. Er du allerede den praktiske gris så tag en snak med din leder om, hvad der skal til for, at du kan få mere ansvar. Er din leder afvisende over for det, så prøv at finde et andet studiejob.
3. Kend dine ansættelsesvilkår og dine rettigheder
Som studentermedhjælper har du skrevet under på en kontrakt mellem dig og arbejdsgiver. Det betyder, at der er en række rammer for din ansættelse, som det kan være en god idé for dig at kende. For eksempel hvad sker der, hvis du bliver syg? Har du ret til ferie? Får du løn, hvis en helligdag falder på den dag, hvor du typisk arbejder? Og hvor lang opsigelsesfrist har du?
Har du spørgsmål, så tag fat i din tillidsrepræsentant på arbejdspladsen eller kontakt DM
Læs mere om dine løn- og ansættelsesvilkår
4. Stil spørgsmål
Stil ikke de samme spørgsmål igen og igen. Når du bliver introduceret til nye områder, programmer eller kolleger, så notér det du skal huske. Så kan du altid vende tilbage til dine noter. Husk dog, at det er vigtigere, at du spørger en gang for meget, end at du laver fejl. Det kan i sidste ende koste virksomheden mere, end et ekstra spørgsmål kan. Bare husk at sige tak for hjælpen til din kollega.
5. Vær en god kollega
Du lærer flere ting på en arbejdsplads. Som en del af en medarbejdergruppe skal du kunne være omgængelig og holde dine aftaler. Du skal både kunne begå dig socialt og fagligt. Sørg for at tænke over, om du bidrager til det sociale. Det er en del af det, der gør det sjovt at gå på arbejde og i længden gør dig bedre til dit job.
6. Lær noget nyt
Husk at du ikke behøver lave det samme igennem hele studietiden. Du har som studerende en helt unik frihed til at forsøge dig med forskellige ting. Overvej løbende, hvad du får ud af dit studiejob, og tag stilling til, om du måske skal skifte for at prøve noget nyt.
Fagforening og a-kasse for studerende
Bliv studiemedlem af DM og MA og få gode råd med på vejen, når du skal ansættes i et studiejob. Fx kan vi rådgive om, hvad din kontrakt skal indeholde eller give dig sparring på, hvad du kan få ud af dine opgaver.