Spring menu over

Frivilligt arbejde giver dig en masse kompetencer – brug dem

Frivilligt arbejde

© Matimix

Del artikel:

Kom på hjemmebane i jobsøgningen, sæt ord på din erfaring fra frivilligt arbejde.

Det er ikke kun fra din uddannelse, studiejob og studiepraktik, du får kompetencer, som du kan bruge i din jobsøgning. Er du engageret i frivilligt arbejde, er der masser af kompetencer, som du kan oversætte til en arbejdsgiver, og som styrker dit cv og dine jobmuligheder.

Måske er du mest på hjemmebane, når du skal fortælle om de kompetencer, du har opnået gennem din uddannelse – både de faglige, personlige og sociale kompetencer. Du skal nu lave en øvelse, hvor du gennemgår de unikke kompetencer, du har fået i dit frivillige arbejde, både fra den konkrete opgaveløsning og fra ansvarsområder, du har haft.

Med øvelsen i boksen nedenfor skal du øve at formidle den værdi, du skaber i dit frivillige arbejde, og for hvem du skaber værdien. Det er det, der virker inspirerende og skaber de billeder, der skal til for, at du bliver tydelig for en arbejdsgiver omkring de kompetencer, du har opnået ved frivilligt arbejde.

Du har engageret dig frivilligt i noget, der interesserer dig. Hvad enten det er badminton, samfundsforhold, teater, historie eller spildevand, så har du dyrket din interesse og sat dit præg. Det kan være, du har fået indflydelse eller været med til at sætte en dagsorden på foreningens arbejde eller på området generelt? Øvelsen går ud på, at du skal øve dig på at definere og formidle, hvilken værdi DU har skabt overfor: kunder, borgere, lokalsamfundet, patienter, ledelse, samarbejdspartnere eller andre.

Værdiøvelsen

Det, at du engagerer dig i frivilligt arbejde, fortæller noget om dig, dine værdier og din motivation. Det kan du bruge i din jobsøgning. Her gælder det om at være tydelig om dine drivkræfter, fx at du er med til at hjælpe andre og gøre en forskel, at du indgår i et socialt fællesskab, at du lærer mere om det samfund, vi lever i, eller at det er med til at udvikle dig personligt.

Samtidig skal du notere, hvilke gode kontakter, du har fået gennem dit frivillige arbejde, og som kan hjælpe dig videre arbejdsmæssigt, fx ved at åbne sit netværk for dig, også via LinkedIn, give dig en reference mm. Hvis du har fået en attest eller bevis på dit frivillige arbejde, så husk også at få det sagt til din arbejdsgiver.

Job i en NGO?

Er du interesseret i et job i en NGO? Læs mere om branchen her.